I øst og vest

Hvorfor er det man ofte taler i hver sin geografiske retning...Når den ene taler i øst, taler den anden i vest...Man misforstår sin partner eller får ikke udtrykt sig som man gerne ville...Eller man får ikke sagt det, der virkelig trykker én.

Er det vores genetiske kodning? Skal mand og kvinde misforstå hinanden? Er vi så forskellige, at vi er nødt til at afkode hinandens sprog og behov og handlinger?

Igår var vi til Diamantbryllup hos min mands bedsteforældre...Jeg havde aftalt med min mor, at hun skulle passe Jakob. Han skulle spise med og nyde sin mad, og så kunne hun hente ham og tage ham med hjem. Men, min mand ville gerne have han var med til hele festen...

Da han foreslog dette, så kunne jeg ikke sige: "Nej"...Så selvfølgelig sagde jeg at det var fint, for Jakob var jo en del af invitationen og en gæst på samme måde som vi.

Da festen gik igang og Jakob havde været med til velkomst, børnene fik deres mad samtidig med de voksnes hovedret. Super...Men, så kan man lige så stille begynde at fornemme Jakob ikke gider mere, og som min mand senere sagde, så er det jo fordi der skal ske noget...Han vil selvfølgelig ikke bare sidde stille! Og det skal han ikke! Det forstår jeg, og det er jeg enig i...

Men, så kommer det lille twist...I over 3 år, er det mig, der har madet Jakob, mig der har trukket mig væk med Jakob osv. Og det er helt fint, jeg har gjort det uden at blinke, uden at tøve...Til fester, og til hverdag i hjemmet, er det mig der giver Jakob mad.

Er jeg en dårlig mor, fordi jeg tænker det kunne være skønt min mor havde hentet ham efter han havde fået mad på restauranten?? Efter han havde sagt hej til alle, og været med, mens det var sjovest også for ham?

Er jeg egoist fordi jeg ønskede mig at sidde ved bordet og nyde min hovedret uden at skulle sluge den eller spise kold mad, som jeg gjorde...også igår. At vi kunne have siddet sammen og hygget med kaffen bagefter og have taget med de andre hjem og få lidt aftensmad...Og vide at Jakob var sammen med min mor, at de hyggede og legede og han sov sin alm. lur?


Jeg kunne bare godt have tænkt mig en enkelt nem dag...Jeg ved godt vi hjælpes ad, at min mand også gik med ham...det er ikke pointen. Pointen er at det er super naturligt at forældre til babyer og småbørn fra 0-2 år render fra bordet osv. og hele tiden har et øje på barnet. Men, på en måde så forsætter vores "baby-periode"...Vi har ikke nogen pauser eller frirum, vi skal hele tiden aktivere og holde øje. Og jeg tror min mand bare tænker: "Jamen, sådan er det så..." og jeg elsker at han tænker på Jakob uden at tænke ham væk fra en familiefest osv.

Men, jeg tænker at man er nødt til at tænke i nye baner, for at beskytte sig selv en smule...Jakob SKAL være med, men der er også situationer, hvor det er OKAY at han bliver hentet tidligt eller ikke kommer med. Både for hans egen skyld og for vores.

Nogle gange vælger man jo at børnene ikke skal med, eller at den "lille" ikke skal med...det ville man gøre med normale børn. Men, måske er det sværere at tage den beslutning, når barnet er handicappet?

Jeg ved bare at jeg er nødt til at lægge den dårlige samvittighed væk. Dårlig samvittighed over at have brug for stunder, hvor der er ro, hvor man ikke skal styrte afsted eller made eller aktivere.

For jeg ved jeg er en god mor...Det ved jeg. Jeg ved vi passer godt på Jakob og sørger for ham. Og jeg ved jeg kender ham...Efter festen igår, som vi trak indtil Jakob nærmest var ved at falde om, så sov han på vej hjem i bilen, og vågnede ok frisk da vi kom hjem. Men, når jeg så bevæger mig væk fra ham, så græder han, og det er fordi han har været utryg i en situation eller har savnet én ekstra. Det er dejlig at han udtrykker det, og samtidig gør det mig ked af det. For jeg ville ønske jeg havde holdt på at min mor skulle hente ham efter maden...Uden at have haft det dårligt over det eller følt mig som en dårlig mor.

For vores liv som det er nu...Det bliver ved. Det stopper ikke bare...En dag vil Jakob nok komme til at spise selv, en dag vil han måske kunne klare flere og nye ting. Men, ingen ved hvornår...Og det kan være let for folk at tænke: "Hvorfor gør de ikke bare sådan og sådan?" Men, hvis man ikke har et handicappet barn kan man ikke sætte sig ind i alt det man tumler med, samtidig med at man skal være "hverdagsforældre"...man er hele tiden på vagt og alert. Og det er jo ikke fordi man kan smide sig i sofaen når man kommer hjem. Da vi kom hjem fra festen, skulle jeg også lige tømme opvaskemaskine, smøre madpakker og få aftensmad på bordet.

Og tro mig, jeg gør det gerne. For jeg vil gerne gøre ting for min familie. Og netop derfor...Derfor vil jeg ikke have dårlig samvittighed over at trænge til ro engang imellem. En bevidst rolig situation, hvor alle vinder...

Sidst min far holdte fødselsdag blev vi enige om at Jakob ikke skal med mere, hvis min fars kammerat er med, for de to taler ikke, de råber. Og Jakob var sååå ked af det, og jeg måtte sidde alene inde i lejligheden med ham, mens alle de andre sad i fællesrummet og spiste. Jeg måtte gå en tur med ham i barnevognen, for tilsidst kunne han end ikke tolerere at se dem. og er det sjovt for nogen? Selvfølgelig vil de gerne se ham til festen, men ikke for enhver pris, tænker jeg. Og jeg tænker at næste gang vi skal til fest og vi ved min fars højtråbende ven er med, så vil min mand sige: "Selvfølgelig skal Jakob med"...

Men, han gør det af kærlighed til Jakob...Og jeg gør det af kærlighed til Jakob. Og til mig selv...