Jakob er mega sart for tiden, men det er ikke det, der skal fylde det hele, for han gør også store fremskridt, især motorisk.
Jeg havde et spinkelt håb om, at Jakob ville kunne gå som 5 årig, men nu tror jeg faktisk at jeg rykker den mulige grænse til 4 år :) For han er i fuld gang med alt muligt. Han kan selv komme op og stå ved et bord nu, ved en stol...en reol. han ser muligheder alle vegne! Selv en flad væg, er ikke en hindring for at komme op at stå...
Han kan gå hele vejen rundt om sofabordet, og videre over til sofaen, hvilket betyder at han skal slippe med den ene hånd...
Og alt dette er sket på de sidste 14 dage...efter vi kom hjem fra vores campingferie, er det som om han er blevet rigtig modig, og nu eksperimenterer han i stor stil...
Og hvor bliver man glad og stolt! Det kan godt være det er små skridt han tager, men for os er de kæmpe store...fantastiske...dejlige små, store skridt! På et tidspunkt frygtede vi at han kunne ende i en rullestol, for den diagnose man har i mente til Jakob spænder meget vidt, nogen børn sidder i rullestol, andre er knap mærket af det...
Men nu tør jeg virkelig tro på, at det vil lykkes for vores lille fighter at komme til at gå...Uden tvivl. Og han er en fighter, han klør bare på...
Jeg glemmer aldrig den sene aften, hvor Jakob for første gang kravlede op i hans seng uden hjælp...Jeg var ved at gøre sengen putteklar, og havde sat ham ned på gulvet, men lige pludselig sad han bag mig. Så kom jeg i tvivl, om jeg nu også havde sat ham ned på gulvet? For det kunne han jo ikke...kravle op altså...Så jeg satte ham ned igen, og kaldte på min mand, og dér i halvmørket, stod vi bag døren, og betragtede ham, mens han lige så fint kravlede op! Hold op, hvor jeg tudede...
Og sådan er det egentlig meget kendetegnende...Vi bliver så glade, og berusende lykkelige, hver gang Jakob gør et fremskridt...For os, er et lille fremskridt, et kæmpe fremskridt. Uden tvivl.
Og, hvor vi før tog alt for givet med hans storesøster...Da slubrede man ikke milepælene i sig på samme måde...Hun gik da hun var 10 mdr. Talte fuldstændig rent som halvandet årigt osv. Da kom det hele nærmest før den forventede tid, og man nåede ikke at savne noget eller længes efter noget.
Men med Jakob har vi nået at længes, og så føles det meget mere intenst, når man opnår noget. Man sætter meget mere pris på det...Måske fordi man frygtede det aldrig ville komme. Det er ikke fordi jeg tænker: "Han er ikke et helt menneske, hvis han ikke kan stå og gå..." Det er fordi, ethvert fremskridt betyder at vi ikke står stille...At han ikke står stille i sin udvikling!
For det vi frygter allermest er stilstand...For lægerne har sagt at der er loft på, hvad Jakob kommer til at opnå i sit liv...Tænk at nogen har sagt det...Men, det har de. Vi håber bare på at vi kan skubbe det loft lidt opad...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar