Jeg tænker på om jeg må revurdere min egen opfattelse af hvad, der er rigtigt og forkert...
Det lyder så rosenrødt, når man tænker, at man kan holde sammen på det hele, at man kan komme helskindet igennem det her som par.
Jeg er bange for, at når man presses ud i en ydersituation, er det ikke altid, man bare lærer at tilgive de små trælse ting i hverdagen...Eller de store trælse ting for dens sags skyld. Måske pustes nogle ting op, og bliver ekstra store, fordi vi i forvejen er fyldt til bristepunktet.
Og hvad gør man så...
Kæmper, går jeg ud fra...til man virkelig ikke orker mere. Så det her er mit livs marathon. Og mig, der hader at løbe...
Men, jeg hader også at tabe :)
Jeg tænker, mange lader sig skille i håb om at eliminere en besværlighed. Men, jeg håber virkelig det vil vise sig at være besværet værd. At vi bruger energi på at hjælpe hinanden, forme hinanden, tilgive hinanden og bruge hinanden, på godt og ondt, så vi tilsidst kan få et sundt og godt forhold. Det har man nemlig ikke fra starten af! Det er gået op for mig, at det man skal arbejde for at få tingene til at køre, til at være som man ønsker det...Måske endnu mere efter man får børn...og endnu mere, når barnet man får er handicappet. For børn tager tid og energi. Et handicappet barn, tager endnu mere tid og energi...
Mens Jakob bader, sidder jeg ved siden af med min computer, og skriver lidt, og TV'et kører med tøsefilm, men pludselig er der en inde i fjersynet, der hviner, og så skriger Jakob! Så det var den rolige stund...Jeg håber det bliver bedre...Jeg håber han bliver mindre sart. Det er så synd for ham. Og det er faktisk også synd for os!
Emma kommer løbende, og synger for jakob, mens jeg får ham op af badet, og det beroliger ham, hold op mand, hvor jeg elsker min lille pige! Hun er fuldstændig fantastisk! Derfor, er det så vigtigt at vi husker hende, at vi er lige så omsorgsfulde overfor hende, som hun er overfor sin lillebror. Og et sted i mit stille sind, håber jeg, at det netop er fordi, vi husker hende, fordi vi ser hende, og elsker hende, at hun er blevet sådan som hun er.
Idag tog vi på tøsetur, bare hende og jeg. En tur i centret og på Mac...Og jeg har lovet hende, at vi skal i Bio sammen, inden så længe, bare hende og mig, for det er sååå hyggeligt. Og jeg lever for de små søde stunder. Af nærhed og tæthed...
Jeg er glad for min familie...sådan som den nu engang ser ud, også selvom det kan være hårdt. For det er det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar