Strid om ord

Lige for tiden tænker jeg på én ting..."Er det sværere for os at holde kærligheden vedlige?"

Jeg hørte i radioen for noget tid siden, at 50 % af børn i Københavns kommune er skilsmissebørn??

Vi hører det jo også selv igen og igen...Om par, der har givet op, og har smidt håndklædet i ringen, folk som finder nye partnere og lever som det, der nærmest er blevet en landeplage. Som sammenbragte familier, med dine og mine børn...Væk er troskaben, at leve med div. trælse ting, at bide det i sig, som vores forældre gjorde det. Vi kæmper ikke mere, vi giver lettere op, og higer mod litteraturens lovprisninger af den "ægte kærlighed", den spirrende forelskelse!

Ah hvor let det ville være, at blive skilt og finde en ny lettere kærlighed. At dele børnene, og tænke at man ikke gider kæmpe videre i noget, der føles som om man går rundt i kvælende mudder til knæene, og man bare synker og synker, dybere ned.

Men det kan jeg ikke. Er det fordi vi har et handicappet barn? Er det derfor at min mand og jeg ikke kan give slip...At vi nægter at give op. Trods småskænderier og uenigheder, som andre måske ville løbe skrigende bort fra, for at jagte en mere let kærlighed. Så vælger vi at holde fast i hinanden, og vores lille familie. Jeg er kommet fren til at det ikke har noget at gøre med Jakob...Jeg har hørt flere som bliver skilt, folk som har et handicappet barn, men hvor er det dog kujonagtigt at give netop dét skylden! Det er aldrig barnets skyld, når nogen bliver skilt. Det er noget mellem far og mor, der ikke fungerer. Og sådan tænker jeg også med hensyn til os, hvis vi skulle blive skilt, bunder det ikke i Jakob, og de udfordringer, der er omkring ham. Så bunder det i at vi ikke kan holde liv i kærligheden. Og det er noget, som man skal arbejde for, og gør man ikke det arbejde, så er det klart at det ser sort ud! Og det duer heller ikke at man tænker: "Jamen børnene stjæler alt vores tid, vi har ikke tid til at dyrke hinanden!"

Der er altid tid, åndehuller...Det tager kun nogle sekunder at give hinanden et kys eller et kram! Det tager lidt planlægning at komme ud at spise sammen alene uden børn, men det er ikke umuligt, og jeg vil ikke bruge den undskyldning...Den undskyldning skal ikke være skyld i at vi går fra hinanden..."Børnene tog al vores tid, vi havde ikke tid til at dyrke hinanden!"

Lige for tiden er Jakob så sart...at selv de børn, der bor op til vores baghave ikke må græde eller grine, uden at han bliver ked af det. Så det er svært at nyde det gode vejr på terrassen sammen, eller aftensmaden under parasolen, når den ene af os sidder indenfor med Jakob...Og det er oftest mig. Så lige nu "stjæler" Jakob vores tid sammen. Sådan kunne man tænke, men jeg vil hellere se lyst på det. Så selvom jeg sad indenfor igår, og forgårs og spiste sammen med Jakob, så tændte vi bål i haven igår aftes, hvor der var stilhed,  og lavede snobrød...Os alle 4. Så lykkes det, og så glædes man over det. Så det drejer sig om at glæde sig over de ting som lykkes, istedetfor at ærge sig over de ting, som ikke lykkes. It's as easy as that!!

Jeg gør det gerne, manøvrerer lidt rundt med tingene, og jeg tænker at det med Jakob er en fase...men det er trods alt noget vi skal igennem, og det gør tingene ekstra svært...for med ét er vi ALLE blevet ekstra lydfølsomme, lytter efter lyde, så vi kan nå at reagere...Og ting som: "Skal vi tage en tur til søen idag?" Bliver efterfulgt af: "Men der er jo nok mange børn?"

Hvor jeg er mest til at skærme Jakob, så vil min mand gerne prøve ham af, og går det galt må vi jo tage hjem igen, og det er fint at vi har lidt af hvert...Jeg afværger nogle situationer, og min mand flytter Jakobs grænser.

Men det er svært lige for tiden, svært fordi jeg føler, at vi glider...min mand og jeg. Vi glider lige så stille som små både i vandet, væk fra hinanden. Vi hygger om børnene, både hver for sig og sammen som en god lille familie. Men, af og til frygter jeg, at vi lige så stille glider væk fra hinanden. At skænderier bliver til små kampe som skal vindes istedet for at tilgives. Man går op i at vinde, ikke mødes på halvvejen. Eller bare lade ting ligge...

Er det stærkere hos os end hos andre? Måske...Måske er kampen lidt værre for os end andre...Men, jeg er fast besluttet på at vi skal klare det her. For børnenes skyld, og for vores egen. Jeg vil gerne sidde på terrassen sammen med min mand, om 20 år og vente på at min datter og søn kommer på besøg. Jeg vil gerne opleve at vi kommer til Rom sammen, eller Afrika...Jeg vil gerne opleve roen sammen med netop ham, for det synes jeg vi fortjener. For selvom det ikke burde være en kamp at være en børnefamilie, så er det en kamp. En kamp man skal igennem. Nogle hårde år. Uden meget alenetid eller ro...Men sådan er det. Jeg tror kampen er det hele værd!!!

Kald mig bare Optimist eller Hoptimist eller Utopist...I don't care. Det er kun en strid om ord i sidste ende, tror jeg at alle 3 ovenstående ord betyder det selvsamme. "Det skal nok gå!" Den simple oversættelse.