Baby don't cry...Tour de France is on

Jeg havde ret...Camping genopretter min tro på menneskeheden. Vi har lige været afsted 14 dage...det er det længste vi endnu har været væk. Og det skønne danske sommervejr sørgede for at vi måtte stille op i øsende regnvejr! Fantastisk...

Da vi ankommer til pladsen, ser vi mine forældre udstyret med fuldt regntøj og tilhørende  gummistøvler, sjoske rundt i regnen, og færdiggøre det sidste på deres vogn. De skal nemlig være sammen med os en uge, og det har vi glædet os til, men at se dem i våd tilstand med ret påklistrede smil, er lige ved at få os til at miste modet.

Men én ting, jeg har lært ved at campere, er at det hele drejer sig om INDSTLLING...Man er simpelthen nødt til at arbejde med sin indstilling, sin mentale indstilling. Og det hjælper at være glad, glad for de små ting...Tage det med et smil.

Og ja, glædes over at campinglivet øjnsynlig får det bedste frem i de fleste folk, for mens mine forældre tog sig af børnene, stod min mand og jeg og kiggede hjælpeløst på alle stængerne, og baksede rundt i regnen, og til trods for regnen, kom der to søde tyskere hen og hjalp os! Seriøst...Hvor fedt er det? Når man slår sit fortelt op for anden gang, og endnu ikke rigtig kan finde hoved og hale i det, så kommer folk og hjælper. Jeg tænker virkelig at det er en af grundene til, at jeg må holde af campinglivet.

Ugen sammen med mine forældre går rigtig stærkt, der sker en masse, og især min mor laver en masse gode ting sammen med Emma, de cykler, de er i kreativt værksted, og kommer hver dag hjem med figurer, og smykkeskrin mm. sirligt malet og pyntet. Og min mor ( og far selvfølgelig ) har sørget for nærmest alt maden lige fra røde bøffer til grillen og hakkedrenge. Det er helt vildt skønt...Og det er jo en kæmpe hjælp, og giver følelsen af at man bliver forkælet. Ingen tvivl om det.

Lille Jakob tager det rigtig fint den første uge, der er lige en enkelt dag, vi skal til en barnedåb, hvor mine forældre passer ham, at det det går lidt galt, han er ked af det hele dagen, og da vi kommer tilbage, kan man virkelig fornemme at han har savnet os...

Selv regnen kan ikke ødelægge børnenes hygge, for de elsker at være i vognen. Den ene del af vognen er lavet om til en dobbeltseng, og der leger Jakob, og det nyeste er, at han kan rejse sig op ved puderne, der står rundt ved sengen og nærmest gå hele vejen rundt i sengen. Så kaster han sig baglæns ned i dynerne, og hviner af fryd. Det nyeste er at han er begyndt at se TV, hver dag, når Touren blev sendt, så blev Jakob simpelthen så glad, og sad klistret  til skærmen.

Han er også begyndt at variere sine lyde en del...Så meget at min mand en aften måtte fælde en tåre...Emma var faldet i søvn, og vi lå henne i den store doebbeltseng og hyggede med Jakob, som lige pludselig foldede sig ud og sagde lyde der minder om ord som: "Moar...Mam mam og Ja og Nej..."

Og hans stemme er så sød, så lille og lys og fin...Og det gør ondt helt ned i maven, når man hører den, for jeg frygter at han glemmer det igen...Sådan er det nemlig med Jakob, han får ofte en færdighed, men lægger det så på hylden, og ingen forstår rigtigt hvorfor...Men det her det ønsker vi brændende at han skal holde fast i, at det skal lykkes ham at få tilegnet sig nogle ord...Så han kan gøre sig forståelig overfor andre...og for os selvfølgelig.

Det er en måde at vise kærlighed til hinanden på...verbalisering? Tydelig kommenukation, som man ikke kan tage fejl af. Vi må stadig gætte os til hvad Jakob ønsker at kommunikere, selvfølgelig bliver man bedre til at forstå ham, at læse ham...men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være hårdt.

Den sidste uge vi er alene på pladsen, rykker der flere små børn ind, det vænge vi ligger i, er pludselig fuld af barnevogne, og Jakob bliver ekstrem sensitiv...Han reagerer også på børns gråd herhjemme, det har han gjort lidt over et halvt år. Når andre børn græder, så græder Jakob også...Og vi må gå ind i vognen med ham 20-30 gange om dagen, fordi et barn græder, og den radius hvormed han opfatter lyden, bliver mere og mere vidtspredt, pludselig kan han også høre børn i andre vænger, og nogle gange når vi slet ikke at høre lyden til at starte med, før vi kan se på Jakobs reaktion, at der er noget galt.

Tilsidst bliver jakob så sensitiv, at børn som han blot kan se...eller børn som hviner i leg, kan gøre ham ked af det...og vi sidder med en sorg og frustration, vi gør os mange tanker om, om vi skal tage hjem før tid. Men vi har TO børn...og vi bliver enige om at Emma ikke skal lide under netop det her. Så vi bliver jo gode til blot at skynde os ind i vognen, lukke dør og vinduer og skrue op for TV'et indt til Jakob slapper af. Og hvor andre måske tænker: "Hold da kæft mand noget bøvl!!!"

Så tænker vi måske anderledes...For som vi talte om på vej hjem i bilen, så er det her vores form for ferie...Jakob er tryg i vognen, og vi kan ikke finde den samme tryghed i en ferielejlighed...Det har vi prøvet. Jeg er blevet ret god til at opdanne nye rum til hyggelige huler med ting medbragt hjemmefra, men det er ikke helt det samme, kan man fornemme.

Så vi blev...Vi blev der 2 uger og betragtede Jakob, så længe man kunne gøre ham glad relativt hurtigt, og det ikke påvirkede hans nattesøvn eller almene tilstand, så var det forsvarligt at blive. Sådan nogle ting er man nødt til at forholde sig til, når man har et handicappet barn, men det er ikke sådan at jeg tænker: "Stakkels os..." For der sker samtidig så meget sjovt og godt med Jakob, og det giver energi til at tage det sure, sammen med det søde.

Der var et par gange, hvor min mand og jeg lige vrissede af hinanden, og jeg måtte en tur ned til stranden og sidde i mørket, helt alene...Men jeg tror ikke det er anderledes i andre familier. Nogle gange skal man lige finde ro og fokus igen...og så går det.

For jeg elsker min lille familie, og jeg vil til hver en tid kæmpe for dem, for at de skal have det godt. Jeg vil så gerne gøre det bedste for dem. For Emma og for Jakob...Og det drejer sig om at se på selve situationen. For Emmas skyld, blev vi de to planlagte uger, for det var ikke noget som Jakob led under...Havde hans almentilstand været påvirket, så kunne vi have været nødt til at tage beslutningen, og så ved jeg Emma ville have forstået det. For sådan er hun...Men jeg bilder mig også ind, at det er fordi vi er gode til at tilgodese hendes behov...

Det håber jeg hun en dag vil fortælle os...Når hun bliver voksen...For det er det vi arbejder rigtig meget på, at Emma ikke skal føle ubalance eller svigt. Hun skal ikke føle sig tilsidesat i det her.

Det skal vi heller ikke. Og det gør vi heller ikke...

I regnvejret, nåede jeg lige at drømme mig ned sydpå...På en charterrejse...Men det kan vi jo ikke. Vi kan ikke flyve med Jakob...dels pga hans hjerte, dels pga hans sensitivitet...Så det nytter ikke noget. Men jeg nåede lige at tænke: "Gad vide om jeg bare bilder mig selv ind, at en charterrejse ikke er noget for mig....fordi vi jo ikke kan komme afsted??"

Who knows...Der er gode og dårlige ting ved alting...En charterrejse med børn kan være fantastisk. Vi var afsted med Emma da hun var halvandet, og det var super hyggeligt! Marbella...Emma i bar mave i klapvognen...strolling by the waterfront. Jo det er fedt. Men der er også ventetiden i en varm lufthavn, forsinkede fly...Flyrejsen med et træt barn...En køretur med bussen hen til hotellet, der resulterede i bræk, bræk og atter bræk...

Der er gode og dårlige ting ved ALT...sådan er livet.

Som det er nu, kan vi ikke rejse efter solen, vi kan bare håbe den vælger at skinne på os og for os...

Baby don't cry...Tour de France is on!