New York

Igår havde jeg besøg af en veninde fra min studuetid, det er sjovt med os...For der går lange perioder hvor vi ikke ses eller skriver, men når vi så ser hinanden, så er alt det samme! Vi har den samme tone, den samme stemning. Vi er bare blevet ældre og mere ansvarsfulde. Vi er blevet mødre...

Dengang vi læste, talte vi om at bosætte os i New York, vi havde vel begge en udelængsel...Den udelængsel har jeg altid haft, den er faded en del...men, den er ikke væk. Jeg kan godt lide at opleve nye steder og andre måder at gøre tingene på, for jeg ser det som en komplimentering af min egen livsførsel snarere end en trussel mod vanen tro!

Dengang jeg mødte min mand, sagde jeg at han skulle være klar på at flytte til Grækenland, når vi bliver gamle. Den tyggede han lidt på, men var åben for ideen.

Men, hvor kan livet ændre sig, hvor kan man ændre sig!

Især når man vælger at få børn...Jeg kan slet ikke forestille mig at forlade mine børn, slet ikke. Når man indgår i forældrerollen, så påtager man sig et kæmpe ansvar, og ligemeget hvad folk siger, så er det sådan! Man føler et altoverskyggende ansvar for sine børn, og måske endnu mere, når man har et barn, der nok aldrig kommer til at kunne klare sig selv.

Jeg har prøvet at have en amerikansk kæreste, og lave planer om at skulle bo i LA, men når jeg tænker tilbage på det, er det slet ikke så rosenrødt, egentlig. Man skal tænke over, hvor langt det er fra ens medfødte base, hvis man vælger at få børn sammen, i hvilket land skal de vokse op? Hvad med bedsteforældrene? Mine forældre var glade dengang, men da forholdet gik istykker, har de sidenhen afsløret den frygt de gik med: "Hvordan skal vi få set vores børnebørn?". Og jeg følte selv en sær lettelse...

Så jeg kommer ikke til at bo i Grækenland, og jeg fik ikke en eller anden delelejlighed med min veninde i New York, men det gør heller ikke noget :)

Jeg er hvor jeg er, lige nu og her. Jeg tror virkelig det er tid til at lægge fantasier og dagdrømme til side og vælge at leve i NUET.

Jeg kender ikke min eller vores fremtid...Jeg har ingen anelse.

Jeg vil ikke vide det.

Jeg tror jeg vil forsøge at bide i det sure æble og bare følge med uden nogen form for kontrol

Og er det i virkeligheden så surt? Kun, hvis det der venter er skidt, men det vælger jeg at håbe og tro på der ikke gør!

Og, engang...engang så vil jeg til at rejse lidt mere...Gerne sammen med min mand og børn. Så hvis man må dagdrømme lidt fremad, så er det det jeg vil drømme om. Vores lille familie, der holder ferie i Frankrig eller Italien eller Holland :), man behøver jo ikke flyve, man kan da køre...Jeg kan huske alle de ferier jeg selv var på som barn, for mine forældre rejste rigtig meget med mig. Og det var så fantastisk at se nye steder, opleve nye dufte og smage den anderledes mad. Det har gjort mig til et mere åbent menneske. Uden tvivl, og det har gjort mig nysgerrig. Jeg vil gerne give mine børn de samme oplevelser, for det er berigende...

Jeg tror på det lykkes, for os, en dag...Og jeg vil glæde mig. For selvom man glæder sig til noget i fremtiden, så kan man jo godt leve i nuet :)