Jeg har fundet den perfekte puttesang til Jakob...og til mig selv. Jeg har ikke hørt den siden jeg var i USA for mere end 10 år siden, men kom pludselig i tanke om den for nogle dage siden. Og Jakob elsker den...Hver gang jeg finder videoen frem på min telefon, er han totalt tryllebundet...Og det er ren balsam for min sjæl...
Dave Matthews Band "The Space Between"
Hans stemme kan gøre mig glad, når jeg er ked af det...Tænk at musik er lægende, helende og varmende.
Og så efter en lidt hård dag, hvor jeg tog mig selv i at sidde og lave dejlige pludre lyde sammen med Jakob, vi grinede og hvinede. Men pludselig blev jeg ked af det, og jeg tænker det er fordi, at jeg netop er ked og glad, på én og samme tid.
Glad, fordi vi sidder og hygger os med fjollede lyde, glad fordi jeg kan se på Jakob han elsker, når jeg svarer ham...Ked af det fordi det KUN er lyde...Hvor jeg savner at høre et ord...Lille Jakob...Bare ét ord.
Jeg overvejede seriøst om jeg er smådeprimeret...Men det må jeg konstatere, ikke er tilfældet. For så kunne jeg medicineres ud af det her...af den her rutchebane-tilstand. Men sådan er det nu engang, sådan er det at være mor til et handicappet barn...Man kører med på en rutchebanetur...Op det ene øjeblik...Ned det andet. Og det føles så stærkt...det går så stærkt. At på en enkelt dag, da når man hele følelsesregisteret igennem.
Der er ikke noget at sige til, jeg sover godt om natten :) Eller som min læge sagde: "Har du mange mareridt"? Han kunne se på min blodtryks døgnmåling, at den peeker fuldstændig vildt om natten...Som om jeg aldrig slapper af..."Det kan du altså ikke holde til i længden" sagde han så...Og så er det jeg tænker: "Det er jeg dælme nødt til!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar