Midt i maden...

Da jeg henter Emma idag fortæller hun at drengen har drillet hende igen idag..."Dine øjne er grimme, dit hår er grimt, dit tøj er grimt, selv din mad er grim, alt ved dig er grimt". Det var hvad han havde sagt...

Hvad skal man sige?? Igår havde en af pædagogerne sagt til Emma, "hvad kan vi gøre for at du ikke går og har ondt i maven?" De var blevet enige om at tage fat i drengen igen, og han lovede igen at stoppe drilleriet.

Men, det sker så ikke. Nu har vi skrevet til lærer, pædagoger og forældrene.

Midt i maden bryder hun sammen, og sidder og græder...

Sådan noget skal man også deale med...Intet må være nemt. Ikke engang vores søde, uskyldige, gode og fine lille Emma må have det nemt.

Jeg tænker ofte på at nogle mennesker, de går fuldstændig fri...de går fri for bøvl og tragedier og sorger ud over det normale, og andre, de rammes af alt. ALT.

Jeg bliver så ked af det på hendes vegne, på vores vegne.

Det eneste jeg tænker er...Sådan noget kommer vi forhåbentligt ikke til at opleve med Jakob, han vil være blandt ligesindede, når han engang skal ud...Jeg håber der vil være mere harmoni og ro...Driller handicappede børn hinanden? Eller er de mere tolerante? Det håber jeg.

Og hvis ikke...Så vil vi reagere præcis som nu med vrede! Jeg vil ikke finde mig i sådan noget. Da pædagogen så tager fat i drengen, så griner han ham bare lige op i hovedet!

Hvad gør man så?...........Hvem har en løsning på det?