Igår var vi nede og hjælpe min svigermor med at få klippet hendes hæk, og trimmet div. buske...
Og jeg havde fået den bedste opgave...At se efter Jakob :) og som jeg sad og betragtede min mand, der stod på en hjemmelavet stige, for at kunne nå helt op...Min svigermor, der gik og fejede grene sammen, så tænkte jeg, at det er sådan et øjeblik som dette jeg gerne vil huske på...Huske på, når jeg bliver vred på min mand eller irriteret på ham. Det er sådan et øjeblik jeg gerne vil huske i fremtiden, til engang når min svigermor bliver rigtig gammel.
For de så så søde ud...og min mand...Han er en god søn.
Det føles rigtig rart at vi kan hjælpe hende på den måde...For eftersom det ofte er hende, der passer Jakob, så vil man gerne give lidt igen. Jeg køber tit en lille ting til hende, en blomst, en bluse eller blot et dameblad og lidt lækkert, for sådan kan jeg bedst lide det. Jeg kan godt lide at man viser man er taknemmelig. For jeg aner ikke hvad vi skulle gøre uden den store hjælp vi får fra bedsteforældrene, og jeg gruer. GRUER for den dag de måske ikke er friske mere eller den dag de ikke er her mere.
Så det er med at nyde tiden. NU.
Jeg ved man skal tænke tanken, om at Jakob en dag skal håndteres af andre, den dag han måske skal i specialbørnehave eller på specialskole. Eller måske han får en privat handicaphjælper...Who knows, men eftersom han nok ikke bliver selvstændig nok til nogensinde at kunne klare sig selv, så ved jeg at han en dag SKAL håndteres og hjælpes af andre end os. Men, det vil jeg ikke tænke på nu! For det er ikke nu...Og når man står uden en diagnose, så er det ekstra svært at forestille sig...De aner ikke hvad han fejler, hvordan vil de så ane hvordan man passer bedst muligt på ham?
Jakob er vores ansvar, det er vores ansvar at han har det godt, og er i de bedst mulige rammer...Rammer af tryghed og kærlighed. det fortjener han. For Jakob...Du er også en god søn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar