Det var dengang...

Jeg kom til at sidde og kigge på babybilleder af Emma...Fra da hun var helt bette til hun er omkring 1 år. Det er nok den bedste tid i mit liv...Dengang var alt så nyt og fantastisk. Når jeg ser billederne kan jeg huske det hele...Jeg kan godt mærke det.

Vores første ferie i farfar og farmors sommerhus da hun bare var nogle uger gammel...Vi følte os som verdens heldigste forældre, for hun var så lille og fin og helt perfekt. Jeg savner den tid. Uden bekymringer, og jeg føler en tristhed, når jeg kommer i tanke om at den tid aldrig kommer igen. Nåede jeg at nyde det nok? Fik jeg det hele med, så jeg kan fremkalde billederne i mit hovede år fra nu...

Jeg smiler når jeg ser på billederne, men jeg kom også til at græde.

Tiden går så hurtigt...Det er over 7 år siden hun kom til verden. Hun er stadig min lille pige...Men, tiden som baby, dengang hun var en lille bitte baby. Den kommer aldrig igen.

Hvor har man bare pligt til at nye alle de gode ting i livet, alle de dejlige øjeblikke...Dem skal man holde fast i og indprinte sig, så man kan huske dem altid.

Jeg vil også holde fast i den tid jeg er i nu, for der er også mange gode og dejlige og varme øjeblikke. Nogle gange lader man bare sorgen tage over, men heldigvis kun for et øjeblik. Og så sker der igen noget godt og fint, så man tvinges til at leve og smile i øjeblikket...Som når jeg åbner døren ind til Jakobs værelse, når han har sovet lur, så får jeg ofte det skønneste og mest oprigtige smil.

Eller når han bevidst tager min hånd...Når han kravler op i sofaen og sætter sig ind til mig...Når man kommer hjem, og oplever hvor glad han bliver, og hvor glad man selv bliver når man mærker at han har savnet en...

Alt det vil jeg også holde fast i. Fastfryse billedet fra idag, hvor han ligger på Emmas seng og ser TV og har en fest. Fastfryse, da jeg tager cheeceburgeren op af posen og han hviner af fryd.

Jeg vil huske alt det gode, og prøve at lære og leve med alt det mindre gode.

Godnat for nu...