Vi er ens, du og jeg

Sådan sagde Emma da vi stod foran spejlet igår, mens vi gjorde os klar...Og jeg tænkte, at ja vi er ens Emma...Vi ligner hinanden du og jeg. Og jeg håber du er lige så stolt af det som jeg er!

Vi var på pigetur igår...På restaurant og i Biffen med pop corn og snolder...Og hvor var hun glad, jeg kunne se hun virkelig nød det, og som hun gik der med sin lille taske under armen med hendes lille pung i, kunne jeg ikke lade være med at smile af hende! For hun er virkelig en lille MIG...Jeg kan huske min søster fortalte mig, hvordan de havde bemærket, at Emma allerede som halvandet årig, kom slentrende med sin lille fine pigetaske under armen, og bagefter kom moren så...:)

Og det får mig til at tænke...For man ER virkelig forbilleder for ens børn...De lærer det de ser, de mimikerer det de ser, for det er det de kender!

Som barn var jeg også ekstremt omsorgsfuld ligesom min Emma er nu...Og jeg har taget det med mig ind i voksenlivet...Det må jeg have gjort, og hun må have set det. Men, det er ikke en dårlig ting at være omsorgsfuld, så længe man gør det naturligt, og ikke som en form for lappeløsning, det må ikke være noget man gør, for at kompensere for mangler hos mor og far...Mine forældre skændtes rígtig meget indbyrdes, men de var stadig gode til at vise mig, at de elskede mig...Min mor kunne finde på at skrive en lille seddel til mig, hvor der stod: "Jeg elsker dig", og jeg var en fars pige, der kunne sno min far, der var ikke meget jeg IKKE måtte for min far...så selvom jeg den dag i dag er trist over ikke at have set deres kærlighed til hinanden, er jeg trods alt ikke i tvivl om at de elskede mig. Men måske fordi man ikke så åbenlys kærlighed i sin barndom, så ønsker jeg mig det nu...og det er vel ikke en skam? da vi var til en stor fest for nylig, så jeg hvordan de dansede sammen, og min mand og jeg gloede på hinanden, for heller ikke han har set dem i nærkontakt i de 10 år vi har været sammen, og jeg blev nærmest helt lykkelig indeni :) For hvor så det rigtigt og sødt ud. Og det er sådan man gerne vil se sin far og mor...Ligemeget om man er 5 år eller 33...Og det er det jeg gerne vil have mine børn skal føle...Lykke og tryghed, når de ser far og mor sammen, det er fysisk kærtegn og ord mellem far og mor jo et tydeligt tegn på! No doubt. Når vi engang imellem krammer og kysser siger Emma: "Bvard!! Hvor I kysser hele tiden" Men bagefter smiler hun...For hun synes det er dejligt at vi gør det, for det beviser jo at vi elsker hinanden, hun kan se det, ikke kun fornemme det!

Og hvad ser hun så ellers? Er vi de forebilleder vi gerne vil være for hende og Jakob, ser de det vi ønsker de skal se af os?

Når man møder hinanden, når man forelsker sig i hinanden...starter et forhold osv. På det givne tidspunkt hvor man møder hinanden, kan der ske to ting: Man er ærlig omkring HVEM man er og hvad man vil have. Eller man forsøger at pynte på tingene, fordi man gerne vil "imponere" den anden eller forme sig selv i det billede, man tænker den anden ønsker sig.

Og det tror jeg egentlig er meget naturligt, og en del af det ritual som to elskende går igennem...No problem.

Problemerne opstår hvis man fastholder hinanden i de roller, for det er gået op for mig, at grunden til et forhold bliver svært, er at man forandrer sig i løbet af et forhold, man udvikler sig jo og får måske nye behov og nye indgangsvinkler til livet...Man kan ikke undgå forandring, og forandring GØR noget ved en.

Jeg tror det er derfor mange går fra hinanden, for i takt med de forandrer sig, så glemmer man måske at se på hinanden, se på at den anden har forandret sig...Og hvis man vil blive sammen, må man jo tilpasse sig og måske nogle gange strække sig for at accomadere den andens behov. Men, er det ikke også en overkommelig pris at betale, hvis det betyder man kan blive sammen. Bevare kærligheden, ved at tilpasse sig hinanden...Gøre det arbejde der skal til...

Der kan også ligge nogle ting i ens fortid og baggrund, der kommer op til overfladen, når der sker forsk ting i livet, og når man får et handicappet barn, så sætter det "ild" under noget af det latente. Ingen tvivl om det...

Da jeg mødte min mand, fortalte jeg ham at jeg var mega selvstændig, jeg havde ikke behov for kram og kærtegn, for jeg var vant til at klare mig selv. Det samme var han...Hans mor var vant til at klare tingene selv, og i virkeligheden valgte han måske en pige, der mindede om hende, for sådan gør man nok...man vælger enten det samme eller det modsatte af ens egen opvækst. Men, det behøver jo ikke kun at være positivt. Jeg tror han er stolt af at hun har klaret sig så meget selv, men samtidig tror jeg også han ønskede sig de havde været mere fælles om ting! Men, det har man så chancen for at kompensere for i sit eget forhold. Og han har fået en, som minder om hans mor...Jeg ER selvstændig, pligtopfyldende, og god mod dyr :) men, jeg er også lidt hans farmor :) Har let til tårer og er meget følsom...og jeg har valgt min far: En mand, der passer på pengene, sørger for sin familie, har faste ideer om livet, og måske har lidt svært ved at vise følelser...Men inde i ham gemmer sig også lidt af hans farmor...Hun skal bare op til overfladen :)

For ens behov kan godt ændre sig! Og det har det gjort for mig, for når man står i den situation vi er i nu, så er der ingen tvivl om, at man IKKE kan klare det selv, man er nødt til at være sammen om det, og det er ikke et svaghedstegn. Man er nødt til at respektere, at man IKKE længere er den samme person! Min mand har jo også forandret sig, da jeg mødte ham var han esktrem foretagsom og havde startet firma med sin far, og jeg så for mig hvordan vi skulle blive selvstændige og flygte væk fra lønslaveriet...Men, det lagde han fra sig...Og en tid sørgede jeg over det, men jeg elsker ham ikke mindre af den grund, jeg forstår bare nu, at man jo forandrer sig! Sådan er livet...Man forbliver aldrig den samme...og heldigvis. For samspillet forsætter, det er lidt ligesom et spil..Parforholdet, man satser lidt, man taber lidt...Man stiler efter målet, og man arbejder sig henimod det, måske må man skifte strategi, for at nå dertil, men i et spil giver man ofte IKKE op...Så hvorfor har man tendens til at opgive parforhold? Der er jo meget mere på spil...end blot et spil!

Igår var der en, der spurgte mig, om jeg havde brug for at realisere mig selv, om jeg havde brug for at få noget andet end Jakob til at virkeliggøre mig selv og mine behov? Og jeg har tænkt en del...MEN, jeg ved at Jakob IKKE holder mig tilbage, fra at være den jeg er, han holder mig ikke tilbage fra at realisere en karriere eller personlige behov, men det er rigtigt, at man skal have noget som opfylder en...Jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er med til at forme Jakob, passe på ham, og ruste ham til livet...For jeg ved at han endnu ikke er klar til at blive passet og håndteret af fremmede. Han er stadig for sart og påvirkelig, og det ville gøre mig, og os mere ondt end godt, hvis vi skulle aflevere ham i en eller anden specialbørnehave pt. Jeg nyder at aktivere ham, at udfordre ham, det udfordrer mig! Det er min livsopgave, at skabe et godt liv for begge mine børn...

Og mit afløb, er at skrive...Mit afløb og min støtte...det der gør at jeg bliver stærkere, er ikke en karriere eller succes, det er kærligheden til min mand!!!! Ganske enkelt, fordi det er OS, der bør og skal stå sammen. Jeg bliver stærkere, når jeg føler mig mand elsker mig, og støtter mig. Det får jeg kræfter af...Og det bliver jeg lykkelig af, for hvis bare han vidste...at det er det, der gør jeg kan klare hele verden, og være lykkelig ligegyldig hvor jeg er. Så tænker jeg at han ville tilgive mig mit ekstra behov for kram og kærtegn...Der er ingen tvivl om, at jeg har behov for beviser, beviser for at vi elsker hinanden, og det er vel ikke et svaghedstegn, at man har behov for det? Men, i virkeligheden er det en mennesklig drift...En drivkraft.

I sidste ende har vi begge et idealistisk syn på familien, vi ønsker at vores familie skal klare skærene, at vi skal være stærke sammen. Jeg vil gerne vise mine børn, at familien er noget værd...At man kæmper for sin familie - sammen og ikke hver for sig, som vi måske har set i hver vores opvækst. Men, samtidig ikke for meget, man skal ikke kæmpe for meget...For kærlighed skal ikke være anstrengt, det skal være naturligt. Jeg vil gerne have mine børn ser en mor og far, der er naturlige, der naturligt krammer og kysser hinanden. En far og mor, der elsker hinanden...Ikke kun for børnenes skyld, men for deres egen skyld!

For jeg tror på vi er tilpas ens...min mand og jeg, til at vi kan komme i mål...uden at tabe for meget :) Og måske endda vinde lidt pga vores forskelligheder...