Maven

Emma har været hjemme hele ugen, hun har maveonde...Hun er ikke syg som sådan, hun ligger ikke med 40 i feber uden lyst til mad eller leg. Hun virker frisk, men maven driller og både min mand og jeg er enige om, at hun ikke skal i skole, når hendes mave ikke er iorden.

Men det er en balancegang, hun skal lære at man IKKE bare bliver hjemme, der skal være en grund til det...Hver dag spørger hun om hun skal i skole dagen efter, sådan er hun bygget hun vil gerne vide ting på forhånd, så kan hun bedre forholde sig til det og tilpasse sig, så i går tog vi en beslutning om at hun er hjemme resten af ugen. Er det ikke blevet bedre i weekenden skal hun til læge mandag.

Så kan hun fokusere og forholde sig til forløbet.

Nu hvor hun er hjemme vil jeg gerne give hende ekstra omsorg, men det kan være svært fordi Jakob jo også kræver en del omsorg og opmærksomhed generelt, men jeg synes det går okay...jeg farer lidt rundt, frem og tilbage fra rum til rum, pusler og laver mad, nulrer og krammer...:)

Jeg har sådan en teori om, at når der er noget med hende, så er man nød til at vise ekstra omsorg og anerkende det, for at hun kan se at man også kymrer sig om hende, det er en oplagt mulighed for at tydeliggøre at de har samme "status", det lyder måske spøjst, men jeg føler faktisk også at hun er lidt på vagt, hun er på vagt omkring, om der er forskel i den måde vi nusser og pusler dem på...Sådan er det vel med søskende generelt at der konkurreres lidt om mor og fars gunst...men for forældrene bliver det nok endnu mere magtpåliggende, at der IKKE er en forskel, når det ene barn er handicappet. Vi går meget op i at Emma ikke skal lide under Jakobs behov.

Der er et naturligt behov mellem søskende tror jeg, et behov for at kæmpe lidt og finde roller og pladser i forhold til hinanden og i forhold til forældrene. Emma har ikke den kamp, for Jakob kæmper ikke med hende, han ER der bare, med de behov han nu har. Hun har dog stadig brug for at kæmpe lidt for med ham, så hun gør ved at skændes lidt med ham ud i det blå...:) Lige pludselig kan man høre hende sige: "Din store hakkebøf, har du nu bidt i min bold igen, nu må du aldrig komme ind på mit værelse igen"...2 minutter efter er alt forladt, for han siger hende jo ikke imod, hun får ikke det naturlige modspil fra ham, men søger istedet medhold hos os..."Mor, skæld Jakob ud, han har bidt i min bold, må han det?"

Man kan godt mærke, at når hun er hjemme fra skole, så er det mere intenst, man har dem begge to tæt på og forskellen synes nogle gange SÅ stor. Med Jakob gearer man ned og med Emma gearer man op. Nogle gange synes jeg faktisk hun er sværere at håndtere end Jakob! Der er meget mere direkte man skal forholde sig til...Ting hun siger og ting hun kræver. Han er mere konstant...Jeg kender hans rutiner fuldt ud og ved hvad han har behov for. Emma skal jeg analysere på en anden måde...Hun er i et helt andet univers med veninder, skolen og småkampe om ufhængighed og forholdet mellem min mand og jeg og hende!

Lige for tiden er hun begyndt at gå til sin far, fordi hun ved han nemmere siger JA end jeg gør...Hun kan finde på at spørge den ene og får hun nej der, så spørger hun den anden. Så har jeg sagt nej til juice, kan hun 2 minutter efter komme gående med et glas fordi far sagde ja, så fra nu af spørger vi hinanden inden hun får et svar :)...Så man skal kæmpe med hende på en anden måde, fordi hun går gennem nogle naturlige faser sammen med os, hun prøver kræfter med os på en anden måde end Jakob...

Heldigvis har vi kræfter til begge dele :) og heldigvis har jeg det godt i maven, både før, under og efter "kampene" :)