Overskud

Vi har haft en stille weekend...Lørdag formiddag blev Albert - vores hund - inviteret på legedate i genboens have, de har lige fået en hund, en de reddede fra en eller anden campingvogn, der var blevet forladt, uden hunden blev taget med...da de var til dyrelæge med den, viser det sig at den er ældre end de troede, så inden den bliver kønsmoden vil de gerne have den ser så mange hunde som muligt og eftersom vores Albert har ry for at være en god hund, så spurgte de om deres hund må lege med Albert engang imellem og det må den selvfølgelig :)

Så vi gik over i haven allesammen og så var der ellers leg, Jakob kælkede sammen med den miderste af deres døtre, jeg trak dem på kælkene, mens Emma hoppede på trampolin med den største og den mindste af pigerne :) og min mand hyggedesnakkede med damen. Hundene tonsede rundt og det fryder mig når jeg ser Albert løbe myndigt rundt, han er altså lidt sej :) Når hunden blev for fræk, så pustede han sig lige op og satte den på plads, uden at gå amok eller noget, han brummede bare myndigt og så sprang den ellers afsted som en kænguru på speed!

Om eftermiddagen fik vi uventet besøg af et vennepar, de havde deres to børn med en lille pige på 8 mdr. og en dreng på 3.

"Hvor er Jakob?" Var det første drengen spurgte om, da han kom ind i bryggerset. Hvor cute...Han dykkede ned i legetøjet og satte sig ved siden af Jakob i sofaen med noget legetøj. Jakob sad og kiggede på sin ipad. Moren sætter sig ved siden af mig i sofaen, og den lille babypige ligger på sofaen foran Jakob. Han tager det rigtig fint...

Vi snakker og hygger os et par timer, og så tager de afsted igen, den lille dreng vil gerne blive, han har allerede udvalgt hvor han skal sidde ved middagsbordet :) han bliver voldsomt ked af det, og det reagerer Jakob selvfølgelig på, så min mand går med ham, og jeg får sagt farvel til dem. Drengen græder i bryggerset og jeg ved Jakob kan høre det...

Da de er gået, kommer min mand ud fra Emmas værelse, og siger at Jakob hurtigt faldt ned og at det gik fint nu. Fedt, kæmpe forbedring!

Søndagen gik med afslapning, vi gik og muggede lidt om morgenen, så vi besluttede at køre en tur! Komme lidt ud og væk uden at vide hvorhen.

Da vi kommer hjem, kører min mand ned og handler, mens børnene og jeg går ind og får frokost...så foreslår Emma, at vi skal gå ud i haven og kælke, så det gør vi...Det er koldt, og Jakob ligger jo bare der på kælken, så vi sætter ham i stedet i trækvognen oven på tæpper og med puder til støtte og med et tæppe over sig, så kører Emma ham rundt i haven. Hun henter sneskovlen, og finder på at hun vil lave en bane til mig, som jeg skal køre Jakob rundt efter...og den sne hun skovler væk kaster hun højt op i luften, og SÅ griner Jakob, han griner når sneen flyver op i luften og daler ned igen, og så er legen ellers igang :)

Det er rigtig hyggeligt og man lever sig ind i legen...også som voksen, jeg drages af den der lethed, der skal så lidt til for at fornøje børnene, Emma formår altid at hygge sig og skabe et univers som både hun og Jakob kan være i.

"Jeg er en god storesøster, er jeg ik også mor?" siger hun. "Jo, du er den bedste!" svarer jeg, og det er hun. Hun er så fantastisk god til at tilpasse legen til Jakob...Hun leder konstant efter et fælles grundlag for dem...Dagen før havde hun skældt lidt ud..."Det er træls Jakob er handicappet, han kan slet ikke lege med mig"...Lidt efter kom hun og sagde: "Undskyld fordi jeg sagde det med at jeg er træt af jeg ikke kan lege med Jakob"

Men hun får ikke skældud, for det er helt legalt at føle sådan, hun må jo også gerne vise sin frustration og sit afsavn. Især når hun lige har været sammen med vores vennepars dreng, der jo er samme alder som Jakob, for så kan hun jo se forskellen! Men heldigvis finder hun hurtigt tilbage til sin lillebror...og accepten. Så tog hun fat i Jakob, krammede ham og så skulle de lege, hun lavede en hyggelig stol til hm med tæpper og paraplyen hen over, og så blæste hun sæbebobler og sagde at det regnede og Jakob havde en fest! "Nu får I ham aldrig ud af den stol :)" sagde hun stolt...

Det, jeg tror hun mangler, er en reaktion fra Jakob, noget aktivt, som er rettet mod hende, det aspekt mangler hun lidt...Når de ser ipad sammen er han begyndt at tage hendes hånd, så hun skal hjælpe ham med at skifte sang, og så bliver hun SÅ glad...hun vil gerne have han efterspørger hende, at han søger hende, for på den måde er det ikke kun envejs kommunikation og så føler hun en større tilknytnig til ham. Så er de sammen om noget, om en leg, om en aktivitet...Ligesom almindelige søskende...

Min mands overskud er ik stort for tiden, måske pga ferien...i kølvandet af den, så skal man måske lige trække sig selv op i nakkehårene, når hverdagen melder sig igen...Vi går og småmugger lidt af hinanden og der skal ik ret meget til før man misforstår hinanden...

Det ER hårdt det her...Det murrer hele tiden i baghovedet...Det med Jakob, hvad skal det her ende med?? Den er der hele tiden, i hvert fald for mig. Min mand siger han ikke tænker på det hele tiden, hans manglende overskud hænger mere sammen med den monotone hverdags opstart...Hm. Jeg ved ikke om jeg rigtig tror på ham.

Jeg spørger ham, om han vil kunne slappe af og nyde vi er væk i vinterferien, hvis vi kan få sommerhuset mig og børnene...men det vil intet gøre for ham siger han. Så ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre...det er de små ting, der giver ham luft...så igår så han håndbold og så tog jeg mig af Jakob og vi gik ind i seng, så kunne han sidde i stuen alene, og så håber jeg han ladede lidt op af det. For jeg finder en del af mit overskud og min styrke i min mand, at han er glad, så bliver jeg også gladere, er han ked af det eller sur bliver jeg det også og det irriterer mig at det er sådan! For jeg er et glad menneske indeni og jeg ville helst bare være afhængig af mig selv, for så ville jeg have større kontrol over mit eget humør...det må jeg virkelig arbejde på.

Vi spurgte hinanden hvordan man mon får større overskud....Hvordan pokker får man det?? Jeg tænker på det psykologen sagde til mig. "I står i den sværeste situation...Når man har et barn uden en diagnose, det er det hårdeste..."

Så af og til tænker jeg at vi har alle odds imod os...Til at finde overskud, fordi vi står på så usikker grund. Vi er nødt til at skabe en "falsk" tryghed i den her hverdag, bare for at kunne eksistere uden de forbistrerede bekymringer, der banker på hele tiden, uvisheden om fremtiden. Men jeg er ikke nogen spillefugl, så jeg tænker ikke i odds :) Nu tænker jeg, at jeg vil til at satse på mig selv...Så er gevinsten garanteret størst...Så jeg vil forsøge at love mig selv, at være en selvstændig endhed...Så finder jeg i hvert fald mit eget overskud, det er jeg ret sikker på!