Man kan kun stole på sig selv

I går var jeg ked af det hele formiddagen og hen over middag, jeg gik og småtudede det meste af dagen efter et skænderi med min mand på mail! Åh disse digitaliserede tider...

Problemet er bare, at Jakob og jeg er en symbiotisk enhed, så når jeg er ked af det influerer det ham og omvendt.

Emma kom hjem fra skole og ville have te og smurte madder, Jakob skreg og var urolig...Jeg var ked af det og orkede ikke en skid af noget som helst...

Det er ikke ret tit jeg har det sådan, faktisk nærmest aldrig, jeg plejer aldrig at blive ked af det på den måde foran børnene, og jeg plejer ikke at miste mit overskud, så jeg nærmest ikke kan formå at udføre de opgaver jeg skal som mor. Men i går var det dælme svært...Normalt når vi skændes opdager børnene det ikke, fordi vi gør det når de ikke er tilstede, og så kan vi stadig være os selv foran dem, det plejer at virke...men i går tabte jeg masken...

Jeg bliver nødt til at sige undskyld til Emma fordi jeg var så sur og snerrede, og vi fik smurt de lækre tunmadder med frisk salat hen over. Jeg fik gearet ned og grædt færdig, så jeg kunne få Jakob til at geare ned. og bagefter havde jeg SÅ pissedårlig samvittighed, for hvis der er noget jeg hader, så er det når forældres skænderier sætter brændemærker på børnene, det kender jeg kun alt for godt fra da jeg selv var barn. Mine forældre skændtes meget, rigtig meget, og jeg ved også at det ikke er nogen hemmelighed, de ved godt selv at de skændtes meget da jeg var barn! Og ingen børn, ingen børn slipper umærket gennem det, når far og mor skændes meget. Det er et faktum.

Derfor har jeg lovet mig selv at jeg ikke ville skændes på den måde med min mand og det gør vi heller ikke, vi råber ikke i det her hus og vi kalder ikke hinanden grimme ting. Men af og til så skændes man selvfølgelig, det ville være en stor fed løgn, hvis man hævdede at man aldrig skændtes.Men vi taler, når vi skændes, så ofte opdager børnene ikke hvis vi er uenige eller lidt småmopsede på hinanden, for vi formår stadig at være glade sammen med børnene, og så ordner man det andet, når børnene ikke er til stede! Sådan kan jeg bedst lide det.

Et raskt lille skænderi kan rense luften for spændinger, men jeg er ikke tilhænger af det. Slet ikke.

I går er første gang, jeg kunne se det SÅ klart på Jakob at han blev påvirket af det. han blev mere urolig og ved sengetid blev han ved med at stå op og vandre rundt ude i gangen. De sidste par dage har vi ellers kunne putte ham, og så faldt han selv i søvn...men i går blev han ved med at stå op...og da jeg kædede to og to sammen, gik jeg ind på hans værelse og puttede mig sammen med ham. Først var han ked og sparkede mig og skubbede mig væk, men lige så stille lå jeg der og blev ved med at holde om ham, og så faldt han til ro, han tog min hånd og knugede den...og så faldt han i søvn.

Jeg måtte gå op og tage to hovedpinepiller, for jeg havde en dundrende hovedpine...Og dér i mørket, lovede jeg mig selv, at det her kommer IKKE til at ske igen. Mine børn skal ikke opleve det igen.

"Hvad har jeg gjort dig mor, siden du er så sur på mig?" spurgte min kloge lille datter, da jeg snerrede og sagde at jeg ikke kunne smøre madder og lave te nu! ( Jakob stortudede ) og liiige der, følte jeg faktisk at jeg BARE IKKE kunne noget. Jeg kunne ikke trøste Jakob ordentligt og jeg kunne ikke være overskudsmor og lave te og madder og servere det med et smil.

Men jeg sagde undskyld og vi krammede hinanden, Emma og jeg. Jeg forklarede hende at jeg havde en dårlig dag og bare var lidt ked af det...Det er altid nemmere for børn at forstå, når de får en grund.og et barn på Emmas alder, kan sagtens acceptere at mor eller far bliver vred eller ked af det engang imellem, det er jo naturlige følelser, følelser de kan relatere til dem selv og så er det ikke længere skræmmende, det er først skræmmende for børn, hvis de kan fornemme at mor og far har de følelser for hinanden, for alle børn er bange for at forældre skal gå fra hinanden! Men som individ...Når jeg siger: "Mor har en dårlig dag", så er det okay for Emma og jeg kan se i hendes ansigt og på hendes handlinger, at det ikke influerer hende negativt.

Jeg er dog KUN et menneske, jeg er ikke en maskine og det irriterer mig rent faktisk :) Tænk hvis man bare kunne programmere sig selv, så man altid var den samme, så man altid smilede og bare sagde: "Pyt med det"...

Men elektronik og mekanik kan også fejle...i virkeligheden kan man kun stole på sig selv. Jeg stoler på mig selv, og jeg ved at sådan som jeg havde det i går. Sådan får jeg det aldrig igen. den tid er forbi. Og sådan er det!