Jakob og vandet

Lige for tiden elsker Jakob at komme ud på badeværelset og stå på den lille skammel foran håndvasken eller sidde på puslebordet, der er placeret ved siden af håndvasken, og så skal man tænde vandhanen og hurtigt slukke igen, så griner han eller man kan lade det rinde, så han kan tjatte til vandstrålen.

Han er begyndt på noget nyt, han kigger skælmsk på én og så krammer han én, hurtigt og oprigtigt. Jeg elsker, når han viser at han har brug for mit nærvær...I går lå vi helt tæt inde i hans seng om eftermiddagen og så på hans ipad, jeg tror jeg er ved at blive syg igen, jeg følte mig træt og udkørt så vi sov et par timer...Vi havde haft besøg af ergo og farmor om formiddagen, så Jakob trængte også til en lille timeout.

Nogle gange så føler jeg at det er Jakob og mig mod resten af verden :) Vi er jo sammen 24 timer i døgnet, vi gør alt sammen, vi føler alt sammen og det er helt fantastisk. Han er virkelig mors dreng...

Emma vipper lige for tiden, hun og jeg har altid været SÅ tætte, men der titter noget frem, hun udfordrer mig mere og søger mere sin far...Måske er hun ved at nå den alder, hvor mor/datter-kampene starter for alvor, og hun udvikler sig til en regulær fars pige??

Mors dreng...Fars pige...

Jeg ville nu ønske man bare befandt sig i et nogenlunde ens terræn med hinanden, men jeg tror bestemt, der ligger noget i de nedarvede mønstre kønnene har indbyrdes...Familiemønstre osv. Jeg kæmpede mest med min mor, da jeg var barn...man prøver sin mor af og moren prøver en af, jeg tror det er ret naturligt. Man kæmper mod hinanden...En far og søn har jo også et eller andet kørende, sønnen vil have farens anerkendelse og vil løsrive sig i processen. Og faren har nogle forventninger til sønnen, måske kan de indfries, måske kan de ikke og det kan forme og farve deres syn på hinanden. Sådan har det altid været og det synes at surpasse kulturer og lande...

Nu som voksen har jeg fundet mere ro også ro i forhold til min mor :)

Jeg tænker Emma og jeg skal igennem nogle kampe og så er jeg ikke i tvivl om, at vi stadig elsker hinanden, når de kampe er forbi...

Lige nu er jeg bare træt...Træt fordi jeg ikke kun kæmper med Emma, men også min mand. Hvordan pokker får andre det til at gå op i en højere enhed? Er det derfor skilsmissenivueauet er through the roof, når man har et handicappet barn? Man har simpelthen ikke energi til at kæmpe alle de kampe, og i frustration eliminerer man den man bedst kan undvære, og det er ihverfald aldrig børnene!...

Dengang vi gik i samtalegruppe med andre forældrepar med handicappede børn kunne man jo godt fornemme at de også var hængt op...det er man, på en helt anden måde en andre par...Men samtidig er man jo stadig sig selv med principper og behov og bagage fra fortiden...Og det hele bliver kastet rundt, når man befinder sig hvor vi befinder os....På det altopslugende og gyngende hav!

Heldigvis gør Jakob vandet roligere for mig...heldigvis. Det er ikke ham, der skaber bølger og understrøm...han er min lille redningsvest....:)