Twinkle twinkle little star

Okay...I aftes vågner Jakob, han var ellers kommet i seng ved 20 tiden og faldt i søvn af sig selv uden problemer, men et par timer efter vågner han og græder og jeg finder ham sidde en smule desorienteret på gulvet, så jeg tager ham op og putter ham, men jeg kan mærke at han har brug for tryghed, han skal altid lige afklimatiseres, når vi kommer hjem fra en ferie...så jeg putter mig ned sammen med ham og min mand siger godnat til os og går ud på badeværelset. Jakob får liv at høre lidt musik på min telefon, han kan godt lide "twinkle twinkle little star", især den fra Super Simple Songs, den har den sødeste lille animerede ugle :). Den lå vi og kiggede på og så kom jeg til at tude...Jeg bliver lige pludselig voldsomt ked af det, jeg kom til at tænke på, at hvis jeg døde, så ville den der sang stadig være der...Når nogen dør, så går det hele bare videre...

Jeg hader den her dødsangst jeg er begyndt at få, jeg er så bange for at dø fra Jakob, fra Emma...men nok især Jakob, efter han er kommet til, så er det blevet ekstra vigtigt for mig at holde mig stærk og sund, jeg skal jo være der for ham, jeg skal jo passe på ham...Min svigermors søster har et barn, der er handicappet, hun er 30 år...da hun var 12 fik hun en kræftsvulvst i hjernen og da de opererer hende, rammer de forkert og det betyder at hun er lam fra halsen og ned! Den mor, hun ER stærk, hun hjælper sin datter og passer på hende, holder øje med hende...Jeg er nødt til at vide hvor hun får sin styrke fra...så min svigermor har lovet at invitere sin søster ned til kaffe en dag, så kan jeg komme og snakke med hende...Jeg hørte også min mand sige det til sin mor for nogle dage siden, da de besøgte os i sommerhuset...Jeg tror han VED jeg har brug for det...

Jeg står op...og går ud på badeværelset til min mand, han bliver overrasket over at se en stortudende kvinde, men han kender mig efterhånden :) jeg er ret emotionel, så han trøster mig roligt og myndigt og gør det jeg ønsker mig, han holder om mig et øjeblik og så smiler han af mig, et blidt overbærende smil og siger: "Bare rolig, du skal IKKE dø!"

"Men, men..." hikser jeg...."Jeg har lige læst en artikel i et dameblad om en ung far, der fik leukæmi...og jeg kom til at tænke på Mira Wanting...Sådan noget sker jo!"

Og det gør det jo....Hver evig eneste dag, er der nogen, der dør...På uretfærdig vis, det er jo ikke kun slemme og onde mennesker, der dør...Desværre.

Hvordan fanden lærer man at tøjle sin frygt og bare eksistere...Jeg tror hele tiden jeg er et skridt nærmere på løsningen, men så bliver jeg overmandet...

Én ting jeg ved, er at jeg skal have ringet til lægen for at få aftalt en tid til den celleforandringstest...jeg fik brevet for nogle måneder siden og jeg husker godt at jeg lagde det til side og tænkte: "Det gør jeg på et tidspunkt"...nogle dage senere smed jeg den ud under en oprydning og tænkte: "Det skal jeg lige have gjort....bestilt tid"...men så kom jeg først i tanke om det igen da vi var i sommerhuset og jeg havde købt et Se & Hør med et billede af Mira Wanting på forsiden, og så huskede jeg det igen...Og nu HUSKER jeg det.

Man må ikke glemme sådan noget...Man må forsøge at forebygge, gå til et årligt tjek, spise ordentligt og motionere...Jeg så et program om højintensiv træning, så nu låner jeg min fars motionscykel og så må jeg hver dag ud og trampe i pedalerne, så pulsen kommer op en vis rum tid, det skulle gøre det ud for flere timers træning...programmet gik ud på at forskerne mener at 3-4 timer i træningscentret er nyttesløst, på et tidspunkt har den individuelle krop nået sit maks potentiale og derefter får man ikke længere noget givtigt ud af træningen...

Jeg vil i hvert fald prøve, jeg tænker man skal gøre hvad man kan for at eliminere sin frygt...