Behøver man sige mere?
I dag er jeg fuldstændig tom for ord, så filmen i går, der er en grund til at nogle film forvandler sig til klassikere...
Har man en storhedstid som par?
Drages modsætninger af hinanden?
Kan man slide hinanden op selvom man elsker hinanden?
Skal man indrømme når NOK er NOK eller forblive melankolsk romantisk og sentimental higende efter et perfekte?
Skal man indse at man ikke kan lave hinanden om?
Tænk at en film kan besvare alle de spørgsmål, og endda gøre det smukt og rigtigt og oprigtigt.
I går var en dum og dårlig dag...Jeg endte med at køre en tur i mørket, jeg endte oppe foran kirken, den kirke vi blev gift i, den kirke børnene er døbt i. Der var så smukt, den stod i mørket oplyst af projektører eller velplacerede lygtepæle Italian style, mon de gør det med alle kirker for at glorificere det hellige :)? Det virkede i hvert fald meget godt.
Det hjælper mig at køre en tur, at komme væk...og jeg elsker mine børn endnu højere når jeg kommer hjem igen.
Jeg når at tænke en hel masse mens jeg kører, mens jeg bare lytter til musik...Nogle gange bliver man så træt, træt af hinanden. Vi bliver det måske endnu mere pga den situation vi står i eller er det en dårlig undskyldning? At man tilgiver hurtigere men også bliver vred hurtigere??
Jeg savner noget balance, men det gør alle mennesker vel, jeg ville bare ønske jeg stod på et mere stabilt grundlag, det føles så porøst, som om det kan smuldre hvert øjeblik og så alligevel ikke...
"The way we were..."
Gad vide om den også gælder for os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar