Dig og mig

I går var den bedste dag...Min mand var hjemme fordi han var skidt, virkelig skidt og han er kun hjemme når han virkelig ikke kan. Her er ikke noget med alm. "små pjækkedage" eller "jeg er lidt forkølet-agtig", min mand tager på arbejde HVER dag, medmindre han ikke kan stå op og det sker vel en eller to gange om året, en eller to dage! Så han sov igår, pumpede sig med panodil og sov noget mere.

Så havde Jakob og jeg bilen så vi kørte en lang tur og så på butikker for at give min mand ro...Vi hentede hostedimser på apoteket og købte 3 gode flasker vin til ham.

Og da vi kom hjem havde Jakob sovet lidt i bilen, så han var i hopla...Jeg tog mig selv i at gå og tale rigtig meget med Jakob, men det gør jeg jo...jeg fører hele samtaler med Jakob og mig selv og fortæller ham alt hvad jeg gør, det kommer helt automatisk, men jeg nåede lige at tænke...Gad vide hvad min mand lytter til :) Andre som hører mig, gad vide om de tænker: "Hold da op mand, hun udpensler alting" og Jakob siger bare små lyde, men på den måde undgår man stilheden, for ellers er her jo meget stille! Og jeg tænker det er godt at jeg fortæller ham alt hvad jeg gør, for så kan han måske kode det hele sammen.

Jakob er begyndt at ville lege, rigtigt lege...med en, og det er helt vildt sjovt!!! Når jeg griner, så er det ægte og befriende, Jakob får mig til at le...I går fandt han på at stille sig op på bordet i soveværelset ( Emmas tegnebord) og så tog jeg ham og "kastede" ham over på sengen stadig med fast greb om ham, for blot at kilde ham, når han ramte sengen sammen med mig og SÅ grinede han, så højt og hjerteligt og kravlede op på bordet igen, afventende...:)

Vi lavede tegn foran Emmas spejl på hendes værelse og jeg synes virkelig han er begyndt at se det!

Han gav mig det største kys i går, han rakte ud efter mig og åbnede munden og gav mig en kæmpe smasker som Emma kalder det :)...Og han ser mig i øjnene. Mors lille kærlige dreng, tænk at det var ham, der som spæd nærmest ikke kunne klare vores berøring, at han nogle gange græd mere når man ville kramme og kysse ham, det gjorde så ondt helt ind i sjælen, at man ikke kunne gøre det bedre med kram og kys, men nu opfordrer han selv til det! Og hver gang, så ville jeg ønske jeg kunne pause det øjeblik, og huske det altid!...Det er jo det ultimative bevis på, at han elsker os...når han krammer os og kysser en...:) I hvert fald i vores sprog. I Jakobs sprog er hans almene ro og tryghed i vores nærvær selvfølgelig en lige så stor kærlighedserklæring, men nøj, hvor har jeg brug for at han krammer mig, kysser mig...Så jeg kan se det, også i mine termer...

Emma havde en veninde med hjem igår, de er glade for hinanden og leger super godt sammen de gange de har været sammen, selvfølgelig er der altid små gnidninger og når de kommer og siger de keder sig må man lige foreslå lidt, men da Emma kom fra skole, viste hun os at hun var faldet og havde slået sin hage, hun var gledet på isen og havde slået hagen ned i isen og havde fået skrammer. Og så er Emmas verden væltet en smule...Nogle gange skal der ikke så meget til, så kan man have en dårlig dag, så hun kom ud til os flere gange og pylrede lidt og blænen inde i munden drillede og da de skulle lege sminkeleg, ville pigen ikke lade Emma sminke hende, selvom Emma havde ladet hende sminke sig og så væltede læsset, så snart pigen var taget hjem...Og så er jeg i tænker at vi skal pylre og nulre hende ekstra...måske hun har brug for det ekstra, det ligger lidt til hende som person, på nogle områder er hun utrolig hård og fornuftig, psykisk kan hun udholde en masse, men hendes fysiske smertetærskel er ikke så høj, er der er snor i strømpen, der driller eller har hun en neglerod, så er verden jo ved at falde sammen, men sådan er det så bare, det skal hun have lov til :)

Men med ens reaktioner viser man hende jo, hvad der er okay...Noget ligger i hende og det kan man forstærke eller afkræfte ved at reagere på det...Det tænker jeg rigtig meget på.

Her til morgen græd hun fordi hendes blæne i munden gjorde ondt og hagen og hun ville ikke i skole, og det er da svært, men så var min mand og jeg nødt til at forklare hende at man IKKE bare bliver hjemme fra skole pga hvad som helst...Da hun havde maveonde i forrige uge, var hun hjemme og sådan er det selvfølgelig, har man feber eller bræksyge eller influenza osv. så er man jo hjemme, men man er også nødt til nogen gange at hanke op i sig selv og ikke give efter for de "små" ting. Hun skal lære at skelne...Så selvom jeg følte mig hård, da jeg ikke rigtig bed på at hun græd og havde ondt i sin hage osv. så ved jeg også at jeg gør hende en tjeneste...Da vi så havde fået tøj på og jeg fandt et lille bolsche frem hun fik på vejen mens vi gik og snakkede, så var alt jo fint. Jeg forsikrede hende at bliver man skidt osv. så får man læreren til at ringe hjem til mor, og så var hun glad!

Tænk at alt hvad man gør som voksen, som forældre guider ens barn og indkoder mønstre det tager med sig ind i voksenlivet? Det synes jeg alligevel er vildt.  Men jeg hader selv dem, der "pjækker" fra arbejde pga småting, nogle gange skal man tage sig sammen...og når det er skidt, er det skidt, så tager man selvfølgelig ikke af sted!

Min mand og jeg har haft en del diskussioner om pyler, han mener jeg vil have pyler når jeg er syg, at man hele tiden skal spørge om jeg er okay og pyler mig, men da tager han virkelig fejl, jeg vil bare ikke ignoreres...og det tror jeg han indså i går da han selv var skidt...Jeg pylrede ham ikke, men det er da rart der er en som spørger om man er okay, tager hensyn, forkæler en smule bare med almen omsorg, for da han var gået i seng stod han op igen og kom ud i køkkenet til mig..."Bare lige så du ved det, så har det været vildt fedt at du har været så overbærende, at man bare kan slappe af og at det er okay at være syg...Det vil jeg huske til når du har brug for det næste gang"

Og så blev jeg så glad, for det er det eneste jeg har ønsket mig, at han bare skulle synes det var okay, når jeg var skidt mads, uden at blive så vred på mig, man kan jo ikke gøre for hvis man er skidt, man er jo ikke en maskine. Han har altid villet klare det selv og har sagt jeg ikke skulle gøre noget, og så har han behandlet mig på samme måde, men de sidste par dage, har jeg puttet dynen om ham sammen med Emma, lavet mad og nusset lidt omkring ham og det viste sig at han synes det var meget dejligt :) og det er sådan jeg ønsker Emma skal være, ikke hård og bare sige: "Nårh mor vil bare pylres og have opmærksomhed"...Emma havde lavet et kort til sin far i skolen, en tegning af ham foran tvet med fjernbetjeningen og så stod der med den sødeste børneskrift: "Hej far, jeg synes det er synd for dig du er syg"...Nøj hvor blev han glad...:) og ja så "lidt" skal der til...

Jeg fortalte ham hvor glad jeg blev for det han sagde, og igen, den måde han har set det på før, den måde det sad så indgroet i ham med at man bare skal lade hinanden være og klare sig selv, det må være noget han har med hjemmefra, men jeg bliver så glad, når det går op for mig at man stadig godt kan forme hinanden, også som voksen, og det trøster mig, at hvis man gør noget forkert...så er det aldrig uopretteligt heller ikke for ens børn...