Mareridt?

Jakob vågnede kl. 4 imorges eller bliver det stadig karakteriseret som nat??

Han var ked af det og omtumlet, så jeg tænkte det var fordi han havde mareridt...Men jeg nåede lige at spekulere på om det kunne være ørerne igen, han har aldtid haft tendens til mellemørsbetændelse, især om vinteren. Jeg nåede også lige at komme omkring kraniet...Lægerne har nemlig advaret os om, at kommer der en dag for stort tryk i Jakobs kranie ( Hvis hjernen vokser og presser på kraniet - Jakobs kranie er nemlig vokset sammen ), så skal vi være opmærksomme på hvis han vågner og er utrøstelig, og hvis det så hjælper at tage ham op ( det letter trykket ), så kan det være tegn på for stort tryk i kraniet.

Man når at tænke mange ting, når man er halvvågen...

Og som jeg sad der i mørket og vuggede min lille Jakob, så gik det op for mig hvorfor jeg er blevet SÅ træt af Facebook, feriebilleder og fucking madopskrifter...:) ( sagt i en lettere kærlig tone... )

Det er måske fordi jeg ikke synes, at den her kedelige småbogerlige aktivitet længere passer på mig, på OS...Den sparsomme fritid vi har, den skal ikke gå med at sidde passivt og lægge billeder på nettet eller glo på gamle venner og kærester, der ikke længere er del af ens liv. Hvad får man ud af at have venner fra Uni eller tidl. kollegaer på ens liste som "venner", når de ikke længere ER del af ens liv??

Jeg synes det er fint, at folk bruger det...fred med det, jeg taler udelukkende ud fra mit eget synspunkt. Jeg kan sagtens se det hyggelige i at man tager et billede af de hjemmebagte boller eller lægger feriebilleder ud på ens væg, så folk kan kigge med og kommentere på det. Men for mig virker det meningsløst.

Især som jeg sad der, kl. 4 i morges/nat med en grædende Jakob...

Er det fordi jeg ER ked af at jeg ikke kan leve mig ind i det univers? For hvis jeg kunne det, så ville det måske betyde at vores familie var mere "normal", men vi er ikke en almindelig familie...Så derfor er der nok nogle andre værdier, der er vigtige for os...Såsom at leve i nuet, bevæge sig fremad...Jeg har personlige ambitioner, om dem når jeg ikke ved at sidde passivt og kigge på Facebook og promenere ned af mindernes ujævne vej. Den vej er passeret, jeg har gået der, den rute kender jeg.

Jeg vil fremad.

I går ringede socialpædagogen, hun er en del af det team, der mandsopdækker Jakob, og hun kommer på besøg her i december, så vi kan tale om at kombinere indsatsen fra ergo og fys med hendes ideer. Så de har den samme indgangsvinkel til ham, og det synes jeg er super fint. Jo mere målrettet, jo bedre resultat...Jeg fik lige nævnt, at vi jo synes han gør kæmpe fremskridt på det grovmotoriske område, da overrasker han jo ligefrem ved at gå rundt allerede nu. Men vores bekymring, min mands og min største bekymring, er det mentale...For vi ved at det er der, han har det sværest...Vi vil gerne stimulere ham rigtigt og udfordre ham rigtigt...

Det er der mine mareridt opstår...Når jeg tænker på hvor langt han mon kan nå mentalt...Jeg ser skræmmebilleder for mit indre, af Jakob, der sidder og rokker frem og tilbage på et eller andet hjem, fordi de ikke forstår ham...At han ikke kan udtrykke sig og fortælle mig om han har det godt...Det er mit væreste mareridt.

I går aftes  havde vi puttet ham i seng, og så sidder vi i stuen i stilhed et øjeblik...Så kan jeg høre han kommer numsende...Og pludselig sidder han i døren ind til stuen og i den ene lille hånd, har han bøtten med sæbebobler...Han rækker den op mod mig, og jeg må næsten fælde en lille tåre...Han må have fundet den inde på sit værelse, hvor vi legede med den om formiddagen, og nu vil han gerne have jeg skal puste lidt bobler for ham...

Det er så stort, kæmpestort...Fordi det viser at han VED hvad han vil, hvad han godt kunne tænke sig.

Jeg bliver så glad.

Mormor har lavet en hjemmelavet slik-kalender...en flot bøtte til hver af børnene med nisser på...I hver bøtte er der slik, slik som hun ved de kan lide og så må de hver dag tage to stykker hver...Vildt god ide kontra en eller anden dårlig chokoladekalender. Og Jakob får bøtten hver morgen og så vælger han selv to stykker slik...og Emma oplever det som noget kæmpestort..."Mor, mor han tager selv fra bøtten, se se han vælger helt selv!" De første to dage havde jeg egentlig bare taget to stykker frem til ham, men den morgen havde Emma givet ham bøtten, og selvfølgelig kan han vælge selv :), så sådan gør vi fra nu af!

Jeg har måske tendens til at vælge for Jakob, uden at tænke nærmere over det...men det Emma gjorde, tog initiativ til, var at give Jakob muligheden for at vise, at han godt kan selv...Og det kan han, med rigtig mange ting...

Så det skal nok gå det hele...Det er jeg ret sikker på :)