Tal dog ordentligt!

I dag har mine forældre været på besøg...Min far henter Emma på skolen og mor og jeg venter med middagsmaden til de kommer.

Emma åbner døren og løber grædende direkte hen og krammer mig..."Der er sket noget i skolen", siger min far.

Jeg krammer hende og trøster hende, kysser hende blidt på håret...hun trækker mig med ud i den lange gang, hvor vi er alene og videre ud på badeværelset. Jeg er helt mundlam, for jeg havde jo regnet med at se verdens gladeste lille ansigt, når døren blev åbnet...Hun var så glad imorges fordi hun jo vidste mormor og bedste skulle komme på besøg.

Hun er blevet drillet IGEN...Jeg bliver så ked af det, men viser det selvfølgelig ikke...Jeg kan ikke forstå hvorfor de er sådan efter hende?? Hvorfor lige Emma, der ikke gør nogen fortræd??

I går talte jeg med ergo om hjemmetræningsordningen, at det letter vores liv så meget...det giver os ro og fleksibilitet, tid og rum. Hun fortæller at det er vigtigt for socialrådgiveren at vide, at Emma ikke lider under ordningen. At Jakob ikke kommer til at fylde ALT, men det er faktisk tværtimod, pga hjemmetræningen har vi overskud til Emma...hun kan få kortere dage og vi kan få lavet lektier på en ordentlig måde, vi kan nå at tale rigtigt med hende og være til stede med RO. Det kan gøre mig så trist at det jo IKKE er Jakob, der skaber problemer i Emmas liv, det er mobning, drilleri...Hvorfor må hun ikke bare have en nem skolegang, være glad og lege ubekymret...Hvorfor er tonen så rå og hvorfor er der en tendens til at trække på skuldrene?! For det er IKKE iorden...

Ikke i min bog i hvert fald, og ikke i Emmas...Hun kan ikke forstå de taler så grimt til hende, så nedladende, at de bevidst forsøger at gøre hende ked af det, for hun kunne aldrig selv opføre sig sådan, og måske derfor rammer det hende ekstra hårdt, som min far sagde...

En af drengene havde sagt sådan til hendes veninde i skolen: ( Han havde bundet hende til et træ sammen med en anden dreng, og inden de gik sagde han : ) "Vi tager dig med op på verdens højeste bjerg og smider dig ud fra bjerget så tager vi dine indvolde og sælger dem!"

Seriøst??

Skal vi acceptere sådan en tone fra børn? Små børn på 7 år, skal de sætte den sproglige agenda og gøre det til en normal måde at tale til hinanden på?

Jeg har faktisk ikke lyst til at skrive det de kaldte Emma i dag, for det gør mig trist og ked af det...Og vred.

Nu har vi indkaldt skolen til et hastemøde. Det skal stoppes nu, om de vil indføre mere konsekvens eller om de vil mandsopdække hende en periode til trods for sparsomme ressourcer? I don't care, noget skal de gøre, og så kan jeg kun skrige af politikkerne...Stop med at spare på skoleområdet, stop med at trække penge ud af skolesystemet, det er ikke det rigtige sted at spare...Her går alle de små mennesker, der engang skal begå sig i samfundet, arbejde for samfundet og være medmennesklige i samfundet. Men frarøver man lærerne tid og ressourcer mister de de svage børn, de overser konflikter fordi der ikke er overskud og måske får "bøller" lov til at ændre på talemåden og respekten, fordi man ikke "orker" gøre noget, en dame vi kender fra kvartertet, fortalte at hun havde været til et bagearrangement på skolen, og da de står på gangen og snakker kommer der en flok 6 klasser gående og de råber og skriger og moren vil til at sige noget til dem...men læreren afbryder hende og siger" Lad hellere være, ellers kalder de dig bare fede kælling og alt muligt, jeg har givet op!"...

Det er såååå skræmmende. Såååå forkert. Så må man sgu spare i kongehuset eller på kulturen eller på ministermiddagene eller de kæmpe pensioner de får. Alle for én eller hvad?

Det burde i hvert fald være ALLE FOR BØRNENE!

Jeg er træt og ked af det...Jeg hader at Emma har det dårligt. Det enste positive jeg kan drage ud af det her er, at vi får lov til at vise hende, at vi ER der for hende 100 pct! Og jeg bliver stolt da hun sidder ved middagsbordet og siger: "Mor siger altid til mig...Kom og sig hvis der er noget, du skal fortælle mor alting...så det gør jeg, for så hjælper hun mig!"

Og det GØR jeg. Og det andet positive er, at det er så tydeligt, at det IKKE er Jakob, der forårsager smerte hos Emma eller giver hende problemer. Det er ting udefra...

Heldigvis har vi en stærk lille familie, og vi kæmper. Vi kæmper for hinanden. SAMMEN...