Ingen blid start på dagen

Dagen i går kan opsummeres med 3 ord: "Opkast, opkast, opkast!"

Jeg har altid baby alarmen med, når jeg følger Emma om morgenen, hen til bommene, stadig med vores hus i sigte. Sådan har vi gjort det næsten al den tid Emma har gået i skole...

Jeg slentrer hjemad og Albert snuser lidt på den ultrakorte tur, da jeg åbner bryggersdøren får jeg et chok, man kan høre Jakob, der græder panisk, så jeg kaster jakken af og med den ene vinterstøvle, stadig fastklemt på min fod ( Sorel... ) så løber jeg ind på værelset, hvor jeg kan se han sidder op i sengen, helt ulykkelig med opkast over det hele!!!

Jeg skynder mig at hive ham op, han er sååååå ked af det, der var stille da vi gik, jeg er ikke væk mere end 5 min og kun 50 skridt fra huset, men alarmen har ikke fanget en skid!

Og så kommer der ellers bræk i lange baner!

Jeg får så dårlig samvittighed, tænk at han har ligget helt alene og så blev dårlig og jeg var der ikke for at hjælpe ham, sådan noget må bare ikke ske. Vi købte netop den her alarm fordi den kan række længere end den vi havde før. Og eftersom vi havde haft en rolig nat og han var glad dagen før, havde jeg ikke lige forudset det her, og jeg hader ikke at forudse noget...Normalt hvis man ved han er skidt mads, så går Emma selv i skole og så står jeg lige på trappetrinnet og vinker, mens jeg kan se hende gå ind på stien, så går man jo ikke fra Jakob...Men i går havde jeg ingen anelse...

Han virker slap og pjevset, men jeg har kontakt til ham, men pga de to anfald han har haft for nylig, så er jeg en smule nervøs, jeg kan jo ikke vide om, der ligger mere bag end omgangssyge, så jeg ringer frustreret til min mand, der jo oplyser mig om at han på arbejde, og ja tak det ved jeg godt...For ham er diagnosen klar og jeg er nok bare en pylermor...Flere på hans arbejde har haft det, og børn bliver jo syge...Alt det ved jeg.

På en måde er vi to forsk. steder både fysisk og mentalt...Han kan intet gøre, fordi han sidder på arbejdet, afskåret fra at hjælpe, så jeg tror nogle gange han taler sig selv og mig "ned", for at undgå jeg ikke går mere i panik. Jeg føler det er så let for ham, fordi han BARE kan sidde derude og sige jeg skal tage det roligt og at det bare er omgangssyge.

Men jeg står med ansvaret selv, ofte er det jo mig, der ser Jakob når han bliver dårlig eller er syg, så bedømmelsen og ansvaret er mit...

Men heldigivs er min mand og jeg blevet super gode til at få ordnet småkonflikter og hvæssen ret hurtigt, så hans lille søde sms, hvor der står : "Fortæl mig hvad jeg kan gøre", hjælper mig mere end han måske lige tror. Jeg vil bare gerne føle han ER der, mentalt, selvom han ikke er her fysisk, for det gør mig stærkere...

Og selvfølgelig er det omgangssyge, men man har ALTID lige en ekstra dimension og bekymring med, når det er Jakob...Gad vide om jeg nogensinde kan lægge den væk...