Playing the part

I går så jeg lidt af et program på DR2 omkring forældrerollen, det at få børn...Hvor stor en offer-rolle forældrene indtager, hvordan de opgiver deres individualitet og drømme, for at ofre sig for deres børn. At det er smerte og lidelse at få børn, at livet er sådan...

Helt ærligt??

Der er ingen tvivl om, at det kræver en masse selvindsigt og accomadation, når man går fra at være et par, til pludselig at få det første barn, det er en kæmpe omvæltning og mange par går fra hinanden i den proces...

Men, prøv at tænk på livet som et stort skuespil, et stort teaterstykke, hvor DU er aktør...

Vi starter i barndommen, gør man intet offer der, som barn? Ofrer børn sig aldrig?? De børn, der er skilsmissebørn, mon ikke de har ofret noget? Har de ikke gjort et offer, for at mor og far kan blive mere lykkelige? Konflikter i al almindelighed, børn hader, når forældrene skændes...stort eller småt. Det er aldrig rart...Mon det lille barn prøver at kompensere...Være ekstra sød, så far og mor måske holder op med at skændes? Er det ikke et offer? Og de travle karriereforældre? Mon ikke børn ofrer noget i den sammenhæng? Mindre tid med far eller/ og mor...Påtvungen kvalitetstid, når TIDEN tillader det?


Man har så travlt med termer som "individualisering" og "ego", "drømme" og "karriere" og disse ord nævnes nærmest i flæng, når forsmåede forældre, skal finde en syndebuk, for hvorfor de føler sig restricted og uopfyldte.

Tag en tudekiks!

Det her broksamfund, hvor man skal finde en skyldner, er da så frygtelig forkælet!

Skal SU sættes op eller ned? Studerende, der skriger på retfærdighed. Når man taler med folk fra USA og Afrika og Israel, så er de ved at falde bagover, når man beretter, at man får penge for at sturdere??

Jeg er ved at være en smule træt af den her selvmedlidenhed vi har tillært os i det danske samfund, tag dog noget ansvar...Tag ansvar for dine egne ambitioner og drømme, lad være med at læne dig tilbage og bare afvent at det hele bliver serveret...

Når du har valgt at gå ind i en rolle, f eks som forældre, så indtag den, lev dig ind i den og stå ved dit valg!

Jeg forestiller mig livet på den måde, som et teaterstykke...Hvem gider spille den samme rolle hele livet? Jeg har spillet min rolle som single, rygsæk-rejsende og eventyrer...Så gik jeg ind i en ny rolle, som den ene del af et fast forhold...Da får man et nyt manus, tingene bliver anderledes og det man siger og føler bliver anderledes.

Og så kommer børnene, så ændrer manus sig igen, og teaterstykket ændrer karakter, man indgår i et større samarbejde og man bliver en del af noget større, pludselig er der flere mennesker på scenen og ja, så bliver ens rolle og replikker måske færre, men sådan er det så...

Man kan jo ikke holde sig selv fast i den samme rolle, det er kedeligt og horisonten bliver aldrig større.

Jeg siger ikke at alle skal være forældre eller at de skal være forældre på den samme måde, men når man tager et valg, så må man eje det valg og stå ved det.

Må man pibe undervejs, drømme sig tilbage, det må man vel gerne, men man må ikke blive hængende i fortiden, det er usundt og ikke særlig udviklende.

Kan man lave ændringer i teaterstykket undervejs?

Selvfølgelig kan man det, der er altid plads til ændringer...og det er der hele problemstillingen ligger, mange nye forældre, de sukker efter fortiden og ønsker sig tilbage til en præcis replica af et liv de engang levede...dengang man var 20 eller 25, men man er ikke 20 eller 25 mere.

Man er hvor man er, og der hvor tiden fører en hen, der er noget smukt i alle stadier i livet, og man kan sagtens skabe noget nyt...Årene, hvor børnene er små er hårde, fordi barnet kræver så meget hjælp og støtte, man føler det går op i bleskift og skrål, og det er fandme ikke særlig sjovt. Men livet kan vel ikke være sjovt hele tiden? Jeg har en teori om, at man nyder de gode øjeblikke meget stærkere, hvis de er oplyst af dårlige øjeblikke. For lykkefølelse har noget at gøre med, at sætte pris på det man føler, det man oplever...Og det gør man...sætter pris på de gode øjeblikke, hvis man har prøvet at livet gør ondt. Så står det hele meget klarere...

Og bare fordi man får børn, behøver man jo ikke slukke for sine drømme og mål, men man er nødt til at tilpasse dem til det rum og den tid man bevæger sig i, og selvfølgelig kan man det...

Så i stedet for al den brok og selvmedlidenhed, burde man leve sig ind i den rolle man besætter på et givent tidspunkt i livet og suge alt det gode...og dårlige ud af den, og nyde det!

Jeg ville faktisk ikke have børn, jeg havde bestemt mig for at jeg ville leve lykkeligst uden børn...Jeg havde fundet en mand, der understøttede mig i det, og det var helt fint...Vi ville hellere rejse og jeg ville have en karriere indenfor Business...Men ud af det blå...gjorde vi det forbi.

Og så fandt min mand mig, og min mand han ville SÅ gerne have børn, han brugte år på at overtale mig og tale med mig om det...og det gik op for mig hvorfor jeg havde bestemt mig for et liv uden børn...Jeg blev mobbet som barn, rigtig meget. Og et eller andet sted, langt inde i det dybe, tavse...Inde i hjertet eller sjælen om man vil, så ønskede jeg ikke at et barn skulle opleve det, at mit barn skulle opleve det.

Så hvis min mand havde givet op og havde givet efter for mit livssyn, så VED jeg, at jeg ville have siddet som 50årig og tænkt...Hvad har du dog gjort...nu er det for sent! Det, der fik mig til at indse det, var noget min mand sagde til mig..."Hvis jeg skal leve uden børn, så må det være sådan, for det er dig jeg vil være sammen med"...Og da indså jeg hvad det var jeg havde gang i. Tænk at han ville opgive hans livsdrøm, for at være sammen med mig...og jeg var jo bare bange...Bange for at mit barn skulle få ondt og opleve den samme smerte som jeg.

Emma er blevet mobbet i skolen, men jeg gemmer mig ikke mere, som jeg gjorde da jeg var barn, jeg turde ikke kæmpe imod, men tog bare imod. Men jeg tør godt kæmpe for min datter!

Og den kærlighed, der ligger i det, den er altoverskyggende fantastisk og ikke spor skræmmende. Og vi står jo sammen min mand og jeg, jeg står ikke alene, vi hjælper hinanden...

Og så sker der også lige det, at jo ældre man bliver, jo større selvrespekt og accept får man...for sig selv.

Igen fordi man har indtaget en ny rolle i det her skøre teaterstykke vi kalder for LIVET.

Så tag og spil med i stedet for at brokke dig! :) Forhåbentlig sidder vores børn på første række når vi en dag spiller vores sidste rolle og giver os den applaus, vi higer efter.