Og hvad bygger vi det hele på??

I dag har Jakob og far været i byggemarkedet...en rigtig mandetur :) mens Emma og jeg hyggede herhjemme, vi gik en tur med Albert, lavede os en lækker frokost og så en børnefilm på hendes værelse, vi lå rigtig i hendes seng og slængede os og smilede til hinanden...

Jeg kom til at tænke på noget...Min mand og jeg snakkede jo i går aftes om Jakobs fremtid osv. hvor vigtigt for os og ham, det er at han lærer at give udtryk for sine behov, at han kan forstå...

Men hvad er det han skal forstå? Andres krav til ham? Vores ønsker for ham? Hans egne ønsker og behov??

Jeg grubler over alting, jeg grubler over hvad meningen med livet er? Hvad pokker er meningen med at vi er sat her på denne jord, at vi kan føle og forstå og ræsonnere...Hvad er det vi skal? Hvad er det vi skal opnå og hvad ER meningen med at vi lever...At vi skal dø?

Måske man skal lade være med at lede efter svar hele tiden, vi mennesker vi vil have svar på alting! Vi vil vide alting...Man finder knogler og efterladenskaber i gamle huler og udgravninger, for at kunne stykke fortiden sammen, man higer efter at vide hvor vi kommer fra, er vi skabt af GUD, er vi skabt som Darwin mente det? Er vi mikrokromosomer, der har udviklet os?

Men jeg tænker at for mig giver det ingen mening at bruge energi på sådan nogle spørgsmål mere...

Fra nu af er livet en gave og min opgave med MIT liv er at gøre det så lykkeligt som overhovedet muligt, at opnå de ting jeg ønsker mig...At være lykkelig sammen med min lille familie, at nyde de små ting, de store ting i livet...

Tag Jakob...Han ved ikke hvorfor han eksisterer, han EKSISTERER bare. Han lever...

Og det vil jeg også til at gøre...

Min søster og jeg talte om, at man bliver mere pylrede, når man bliver ældre, at forældre som får børn sent bliver mere eftergivende og mindre hårde, mere pylrede...Og jeg tænkte det kan være fordi man netop ER ældre, man ser sin egen skrøbelighed og dødelighed tættere på og derfor bliver man måske mere blød, alle de nybagte 40 årige forældre, der bruger bløde opdragelsesmetoder...Man skal tale og parlamentere om alt, der er ikke længere bare noget der hedder: "Fordi mor siger det!" Børn skal have en forklaring og en udredning...

Men jeg tror jeg vil stoppe med at forklare så meget, ikke tænke på hvad det hele bygger på og er bygget af, og bare nyde at det ER der.

For livet er da en gave...

Der sker selvfølgelig også en masse lort...f eks den indiske pige, der blev voldtaget i en bus i New Delhi, det var forfærdeligt, og befolkningen tørster efter gerningsmændenes straf og jeg håber de får den og jeg håber den er smertefuld og endegyldig! i så ond en handling voksede, der et sammenhold frem i befolkningen!
Og jeg tænker at selvom man af og til kan tænke: "Hold kæft mand, det er ikke værd at leve i så ond og kold en verden, hvor folk de er egoister og mordere", så tænker jeg trods alt videre, jeg tænker, at når der sker noget grimt, så står folk sammen...Man lader ikke bare stå til og så længe man ikke gør det, så er der ved gud håb for den her verden vi lever i og eksisterer i!

Så lev for helvede! Og vær taknemmelige, og når noget er ondt og forkert, så gør noget ved det! Så giver det mening for mig, bare at leve...Bare at eksistere uden at tænke på hvorfor og hvordan.

Jeg vil bygge mit liv på, at jeg nu engang har det, og så må det være min opgave at gøre den gave til noget værdifuldt...Jeg har skabt to smukke børn og jeg har skabt min egen lille familie og den kan jeg bygge videre på.