Julefrokosten

I går var vi til julefrokost hos mine forældre...Da vi idste, der ville være små børn og højlydt tale, så havde vi valgt at alliere os med min søde svigermor. Så hun kom om formiddagen for at passe Jakob hele dagen, mens vi drog til jylland.

Jakobs soverytme er underlig pt. men det er der jo ikke noget nyt i...Han har haft nogle dage hvor han vågnede tidligt, halv 8 og det er jo super fint, og sov en eftermiddagslur, han går simpelthen i spåner og man kan ikke stoppe ham i at sove, men man kan selvfølgelig vækk ham, når man synes han har sovet tilstrækkeligt. Men det er som om det glider, det bliver senere og senere han sover lur, og det er jo nok fordi vi vækker ham for sent...Jeg hadet at vække ham før tid, jeg synes det er synd for ham...Men som vi snakkede om sent i går aftes efter vi kom hjem, så vil det være bedre for ALLE hvis han får en mere alm. rytme, så vi er nødt til at gøre en indsats. Det kan tage lang tid og der kan komme sygeperioder, som der lige har været, der forstyrrer det, men så må man forsætte...

Nå, men Jakob sov da farmor kom, men jeg havde lavet både hans morgenmad og frokost, så det var klar, og jeg havde lavet små instruktioner, hvordan hun betjente Ipad og DVD, så jeg følte vi kunne køre med god samvittighed. Men det er lidt spøjst at køre i byen uden Jakob, man har lyst til at nyde det, fordi man af og til sukker efter alenetid, men når man så får det, så føles det på en måde forkert...

Emma snakkede hele vejen i bilen, og vi kommer som de sidste...Der er min søster og hendes familie og min onkel og hans nye familie, der også tæller to små børn på 3 og 4, de andre to par, der skulle komme havde meldt afbud. Vi får god mad, og hyggesnakker og stemningen er rigtig god, de to små laver masser af naturlig larm og man tager sig selv i at tænke: "Godt Jakob ik er med" eller "Det her kunne Jakob ikke klare", så vores beslkutning om at lade ham blive hjemme er helt rigtig. Farmor sender løbende smser, så vi kan se da Jakob står op, han sidder midt på sofabordet og storgriner! Hans tomme morgenmadstallerken :) ( og farmors stolthed oser ud af den, hun kan endelig give ham mad igen!! )...Vi får en sms, hvor Jakob sidder i klapvognen, da de er ude og gå tur osv. Super dejligt, når man ved det går godt, kan man meget bedre nyde det!

Da vi sidder ved bordet og spiser, spørger jeg min onkels nye kone, hvor gamle det nu er børnene er? Vi ser dem sjældent, sidst var de med til Emmas 5 års fødselsdag, for hun leger rigtig godt med deres store pige, der nu går i syvende. Dengang var pigen, der sidder overfor mig en lille baby...Nu er hun 3 år og drengen er 4...

Og jeg tager mig selv i at sidde og sumpe...Jakob er liiiige midt mellem dem aldersmæssigt og så er det man føler det, der stik i hjertet...Til hverdag har jeg det okay, hverdagen kører derudaf...Men mit læs, det vælter, når jeg bliver konfronteret med andre børn i Jakobs alder, så er det jeg føler den her trælse tristhed, som jeg i virkeligheden IKKE kan bruge til en skid, men ikke selv har kontrol over.

Vi hygger os dog og jeg får snakket rigtig meget med min søster og svoger, da festen ebber ud sidder vi alene et øjeblik, min søster fortæller mig at hendes veninde, der er psykolog, har læst min bog om Jakob og hun synes den er vildt godt skrevet...Hun har selv arbejdet med handicappede børn og siger at Jakobs kombi med at være indgroet sart og have autistiske træk gør ham svær at placere, fordi han nærmest kræver EN til EN...Og det ved vi godt, men det er rart at høre en ekspert sige det og i mit stille sind ved jeg at jeg vil have Jakob hjemme så længe som overhovedet muligt, fordi han groer og trives i den ro her er i hjemmet...

I går aftes, da vi kommer hjem og Emma er kommet i seng efter en dejlig dag, så er min mand og jeg i stuen med Jakob, pludselig finder min mand på at sætte sig i gyngestolen, Jakob står mellem hans ben og mens Jakob står op og han holder ham i hænderne rokker han frem og tilbage og synger: "Ro, ro, ro din båd"...først stille og til sidst når han synger "vugge, vugge over kattegat", så kommer der fart på og Jakob stor griner...Da min mand stopper, tager jakob hans hænder han vil igen og igen, løsriver sig, og kravler hen til mig for at give mig et kæmpe smil og så tilbage til far, for igen at række ud efter hans hænder!

Så lige så trist man kan sidde til en fest og blive fordi Jakob IKKE er som en alm. 3 og 4 årig, så kan vi blive lige så GLADE, når vi oplever nærhed og glæde med Jakob over de ting han nu kan! For han kan jo en masse, han kan vise en masse...Men som vi snakkede om har vi begge to en frygt for om han vil kunne udtrykke sig rigtigt, vise hvad han vil. Overfor andre...Hvis han ikke kommer til at tale...Kan de så hjælpe ham rigtigt?? Der hvor han måske skal bo engang eller skal han bo hos os altid?

Men man må stoppe sig selv, for vi har ikke en chance for at kende Jakobs fremtid endnu, han er stadig så lille jo...Der kan nå at ske så meget, vi kan ikke spå om det, vi kan ikke få en prognose, vi har ikke engang en dignose!

"Det her kan jeg leve længe på!" siger min mand glad, det var fantastisk at de kunne lege på den måde...Jakob er fantastisk.

Da vi kom hjem, står farmor og Jakob i bryggerset og venter på os, han rækker ud efter mig, kan næsten ikke vente til jeg får jakken af, og der er en anden, der heller ikke kan vente...Emma har savnet ham, hun krammer ham og begraver næsen i hans hår og kysser ham...

Som min mand og jeg talte om, så er hun glad for at Jakob er hendes lillebror, det er det hun ER vant til og holder af, sådan som han er....GUDSKELOV.

Da jeg snakker med min søster og svoger, bliver de pludselig alvorlige, de har talt om, at de gerne vil køre med os på ferie som støtte...f eks til Italien som de kender rigtig godt, så vil de køre sammen med os og hjælpe os, bo det samme sted i hver vores lejlighed, så vi kan hjælpe hinanden...jeg synes det var het fantastisk flot at tilbyde det! Jeg ved de også slogser med nogle ting, men de ressourcer de har, dem vil de give til os...Jeg elsker min storesøster, hun har altid passet på mig som barn og hun forsætter her i voksenlivet. En køretur til Italien vil pt. være for lang for os, ingen tvivl om det, men at vide at muligheden ligger der engang ude i fremtiden, hvor de vil hjælpe os, og støtte os, vælge et sted, hvor lejlighederne ikke ligger for tæt, hvor der er pool og tæt på strand osv. det synes jeg er rigtig rart at tænke på og drømme om.

Min mand er mere tilbageholdende, han vil så gerne at vi rejser selv, at vi kan klare os selv...Måske fordi vi så ER en mere alm. familie...og det kan jeg sagtens forstå...Jeg tror vi kan begge dele, vi kan sagtens feriere selv, hvor vi ikke tager så langt væk, men hvis vi skal længere væk ville jeg føle en kæmpe tryghed i at vi ikke var alene. Og som min mand sagde, bare det at de tilbyder det, er jo FLOT, han er bare bange for...tænk hvis vi pludselig må vende om? Tænk hvis man skal melde fra til en planlagt udflugt, vil de så føle man er til byrde? Men jeg er sikker på at de tilbyder det med øje for at vi ikke er konstante og tilregnelige...Det ved jeg.

Og jeg elsker dem for det.