Når børn er roden til alt ondt

Jeg så et brudstykke af det program på DR2 igen, tror det hedder "Børn er roden til alt ondt"...

Jeg når lige at se, der er et par, der har været i sommerhus en enkelt overnatning uden børn og manden sidder i bilen og siger han ville ønske de kunne have været der lidt længere.

Jeg misunder ham at han overhovedet kan komme af sted. Derefter fortæller han hvordan børnene "kravler rundt på væggene", der skal vaskes tøj efter turen i sommerhuset og der skal smøres madpakker.

Okay.

Derefter handler det om sexlivet, når man er blevet forældre, hvordan det skal planlægges og organiseres, og der sidder i mand, jeg vil gætte på han er i 50erne og siger, at planlagt sex er ligesom at dyrke sex med et udstødningsrør...

Okay.

Det er tæt på jeg får kvalme af det program...og rebellen i mig, rejser sig op og har lyst til at skrige! Alt hvad jeg følte af selvmedlidenhed i går eller forgårs, det forsvinder som dug for solen, når jeg ser det program...og det er jo sådan set godt nok.

Sex...okay, lad os tage det emne op. De første halvandet år, hvor min mand og jeg var kærester og boede i vores trendy lille bylejlighed, havde vi sex HVER DAG! Vores venner jokede med, at vi ikke var kommet over bunnystadiet :)

Når man så får børn, ja så sker der en nedgang i sexeskapaderne. Man er mere træt, fokus flytter sig...Og efter noget tid kommer lysten og energien tilbage...men det skal måske planlægges, hvornår man kan springe på hinanden. Jeg synes bare ikke det gør lidenskaben mindre at den skal planlægges eller organiseres. Hvem siger det vildeste sex, er det spontane sex?? Igen er det fordi man ønsker sig tilbage til et eksakt replica af et sexliv man engang havde kontra at indse man ændrede strukturen, da børnene kom til...og at man måske endda ændrede sig som person...Måske med nye behov.

Jeg gider sgu ikke dyrke sex hen over spisebordet, mit røvaftryk skal sgu ikke være, der hvor middagstallerknerne skal stå! Og jeg gider ikke ligge på et hårdt badeværelsesgulv, jeg vil have komfort nu!!!

Så hold nu op med det navlepilleri og al den selvmedlidenhed...Jeg ved godt man ikke kan sætte sig ind i andres situation, men jeg tænker virkelig...: "Hvad hvis du havde et handicppet barn?" ville manden så også brokke sig over at en overnatning var for lidt eller ville han være mega taknemmelig. Den mand, der betegner planlagt sex som at dyrke sex med et udstødningsrør, ville han sige det samme, hvis han havde et handicappet barn og sex skulle planlægges endnu mere minutiøst??

Jeg ved godt det er undfair af mig, at brokke mig over at folk med alm. børn driver og oser af selvmedlidenhed, det skal de have lov til...alle har lov til at føle som de gør...og stå ved deres egen mening og føle, hvorfra de står som udgangspunkt.

Jeg tænker bare de ville få et mere konstruktivt og afslappet liv, hvis de er glade for de de har...

Det er noget af det man lærer når man får et handicappet barn. At sætte pris på det man har...At tænke konstruktivt og mere åbent.

Jeg har også dårlige dage, hvor jeg synes det hele er ad helved til, hvor jeg har lyst til at skrige, og løbe min vej, men jeg gider ikke have ondt af mig selv, for det er sådan en disabeling tilstand, den gør intet godt for en...

Jeg drømmer mig også nogen gange tilbage til livet som rygsækrejsende eller siddende i spabadet under stjernehimlen i LA...men jeg kommer hurtigt hjem igen, for intet er rent, intet er uden problemer. Jeg blev overfaldet på en af mine rejser...Og i LA var ikke kun romantik, men også spørgsmål om tro og omvendelse, skulle jeg blive baptist, for at blive gift med min kæreste?

Her hvor jeg er nu, er også både smukt og problemfyldt...Men det er HER jeg er nu.

Mine børn er ikke roden til alt ondt. De kan give mig sorger og smerte, men der er så kort afstand fra altopslugende kærlighed til smerte...det finder man ud af, når man virkelig elsker nogen.

Det giver bevægelse i livet, i følelseslivet, det gør det hele mere uforudsigeligt, selvom børneforældre vil råbe højt om rutiner, der låser en fast! Men prøv at rangsag dig selv, hvordan er dine følelser?? Er der ikke dage, hvor du ELSKER dit barn og din mand, og dit liv SÅ meget at du føler du må briste? Du føler du er det helt rigtige sted, lige nu og her?

Er der ikke dage, hvor du har lyst til at tude og råbe og skrige og løbe væk fra det hele??

Følte du så stærkt FØR du fik børn??

Børn er ikke konstanthed for mig...og selvom vi også er låst af de såkaldte rutiner med bleskift osv. så er det ikke det jeg hæfter mig ved. Jeg hæfter mig ved mine foranderlige følelser, de flytter sig hele tiden og holder mig i live og i gang! :)

Mine børn er ikke roden til alt ondt. De er små smukke gaver jeg kan pakke op HVER DAG resten af mit liv. Det kan være hårdt...Men mon folk over hele kloden blev ved med at skabe børn og nye liv, hvis det ikke var det værd??