Nr 1

Emma er hjemme fra skole. Det har hun været siden mandag...mandag morgen klagede hun sig og sagde hun ikke ville i skole. Hun ville være hjemme. Og så kom hele smøren..."jeg har ondt i maven...i hovedet...osv." Jeg troede hun bare ville afprøve alle muligheder for ikke at skulle i skole. Men da jeg møssede hende på panden var hun lun så hun blev puttet ind i seng.
Jeg vil så gerne være der for hende 100% det fortjener man når man er skidt mads og når Jakob er glad lykkes det meget godt. Men på et tidspunkt hvor han blev ked af det og hun også kom for at få opmærksomhed...altså hun var ik ked af det men ville spørge om noget men når han græder så er man nødtil at bede hende vente for ham kan man ikke BARE sætte til side. Han kan ikke få at vide: du venter lige. Så bliver det bare værre. Man er nødtil at få ham beroliget først OG SÅ kan man tage sig af hende. Lidt efter devisen...han er lille. Du er stor. Men det kan godt smerte nogle gange at man føler man skal bede hende vente. Men ik anderledes end hvis man havde en lille baby f eks. Og når man så har er større barn, der kan ting selv jamen så skal det barn selv, være selvhjulpen...klare sig selv i nogle situationer. Jeg tror bare man får mere dårlig samvittighed når man har et normalt barn og et barn med handicap fordi den måde at håndtere ting på er permanent. Når man har en bebs bliver den jo større og selvhjulpen med alderen. Og børnene bliver ligeværdige. Men det er anderledes for os...

Netop derfor er det også så vigtigt at man taler med hende: " forstår du godt hvorfor jeg lige skulle trøste Jakob før jeg kunne svare dig?"
Derfor er det så vigtigt at man tilgodeser hende og KUN hende på andre tidspunkter...i søndags tig min mand hende med i Bazaren for at købe frugt og bagefter var de på cafe og få brunch og da de kom hjem og vi havde et øjeblik alene sagde han at han havde nydt det så meget og at jeg også skulle gøre det med hende...tage på shoppetur og på mac...det elsker vi. Emma og jeg. Det gjorde vi sidste fredag...og det er rigtigt. Vi skal gøre det for om få år gider hun ikke. Om få år er hun teenager og vælger veninderne...det ved vi. Den tid kommer og derfor skal vi nyde det vi har med hende og det vi kan med hende. Min mand sagde ængsteligt..."for om få år kommer vi måske til at sidde herhjemme og glo forJakob vil ik på restaurant". Og det er rigtigt. Men helt så slemt tror jeg nu ikke han mente det...vi kan nogle andre ting med Jakob...roligere ting...men det er bare erkendelsen af at Emma jo er præcis der hvor hun skal være. I udvikling og selvstændighed og i livet...og der er vi også. Sammen med hende og det skal vi huske og nyde. Med hende gearer man op og med ham gearer man ned. Og begge dele er gaver i sig selv.

Hun putter i sengen og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at forkæle hende og høre hende og jeg ved hun tilgiver mig hvis jeg skal høre Jakob først. For vi gør vores bedste og det ved hun. Og de tidspunkter hvor man hører hende uden hun har spurgt er de bedste...som da jeg spurgte om nybagte pandekager kunne hjælpe lidt på hovedpinen igår eller som da min mand hentede hendes fastalavnskostume på posthuset igår aftes så hun kunne prøve det på...små ting. Men som man ved gør hende glad fordi man kommer hende i forkøbet...så hun ikke skal spørge selv. Så er hun Nr. 1.
Så det er en del af mit nytårsforsæt...jeg vil komme hende mere i forkøbet med ting jeg ved hun bliver glad for. Ting jeg ved hun vil spørge om eller ik tør bede om så hun kan få følelsen af at være Nr.1...

Vores familiestruktur er anderledes end når man har to normale børn som kæmper om far og mors gunst. Her er det givet at vores fokus ikke altid kan være lige. I hvertfald ikke på samme tid...her må vi veje og opveje og fordele og det gør vi med bevidst og kærlig hånd for vi elsker vores børn lige. Ligemeget hvad...