En artig pige

Jeg har brugt de sidste 8-9 uger på at kæmpe med min diabetes...min sukkersyge...type 2 kald det hvad du vil. Jeg har længe vidst at jeg levede usundt, trøstespiste lidt for meget...det blev næsten en vane og jeg kunne godt se tallet på vægten stige stødt. Langsomt men sikkert og hen over en periode på et år eller lidt mindre måske tog jeg 6-7 kg på. Men jeg havde på ingen måde troet det ville føre til sukkersyge! For jeg synes ikke jeg var "tyk", jeg tænkte egentlig også bare det ligesom var de kilo der kommer på når man er 38...altså at man bare bliver lidt rundere med tiden, jeg er jo ikke 25 mere, dengang vejede jeg 48 kg.

Men de sidste mange uger har jeg brugt på at lægge vores livsstil om og det er ikke så svært som man tænker, ikke når man først kommer igang og bare tager nogle andre valg når man går rundt med kurven i supermarkedet. Alt er groft nu! Og det der kræver mest energi er at finde gode opskrifter og holde maden spændende for familien men de er allesammen så dygtige...min mand har vildt nok type 1 så pludselig var vi jo to i familien og det der har gjort mig mest ked af det var angsten for om børnene er i farezonen!

Min mands sukkersyge gik amok, al den sunde mad førte positivt nok til lavere blodsukre men det gjorde at han en periode ikke kunne styre det og fik ret slemme anfald med lavt blodsukker så hver nat gik jeg ind og målte hans blodsukker mens han sov...Især efter jeg oplevede han ikke lige vågnede op af sig selv da han havde lavt blodsukker...Det var en morgen og Emma kom ud på badeværelset og sagde far ikke ville vågne...så jeg gik ind og forsøgte at vække ham da han ellers ville komme for sent på arbejde. Men han ville ikke vågne og blev ved med at sige sådan noget med han ikke skulle på arbejde...Han var bare underlig så jeg måtte tale virkelig hårdt til ham og tvinge ham til at vågne, da det gik op for mig han ikke bare var søvnig hentede jeg juice og rugbrød og fik ham til at tage det, han gik ud i bad og jeg tog hans blodsukker og det var virkelig lavt eftersom han ikke engang kunne finde ud af at tage det selv, men hele tiden vendte apparatet forkert!

Det gjorde mig bange og fik mig også til at tænke at jeg skulle af med mit, så vi ikke er to i huset med diabetes! Og lægen havde sagt der ville være stor sandsynelighed for det forsvandt hvis jeg tabte mig...Nu er der gået 8-9 uger og jeg har tabt mig små 8 kilo! Jeg er vildt stolt af mig selv og var til tjek i sidste uge, min diabetes er forsvundet!!!!! Lige så hurtigt og nådesløst det dukkede op ligeså hurtigt er det væk og jeg kan næsten ikke tro det, men jeg er klar over jeg skal leve sundt resten af mit liv nu og selvom jeg ikke behøver tabe mig mere har jeg givet mig selv et mål på 55 kg. Fordi jeg vil have mine tal så langt ned som muligt.

Jeg er stolt af jeg har haft viljestyrken til at gøre det, for jeg troede ikke jeg kunne førhen har jeg mange gange tænkt nu skulle jeg smide 3-4 kg, men det blev kun til nogle dage hvor jeg motionerede...eller spiste sundt, så kunne jeg ikke holde det. Men det kan jeg nu fordi min motivation er der!

Jeg træner hver dag...med vægte og øvelser, jeg stepper hver dag på min lille ministepper og kønt er det ikke, men det virker faktisk. Jeg løber 1-3 gange gange om ugen og vælger at gå eller cykle de steder jeg skal hen...Når jeg kan. Jeg tæller kalorier...undtagen fredag aften og lørdag...de to dage er halve fridage fordi det ellers bliver for hårdt! Min diætist synes jeg er for hård ved mig selv, hun siger at når man er i byen skal man give sig selv lov og at der skal være fredags slik...og det er rigtigt...nu er det bare ikke en hel pose slik og chips jeg spiser, jeg kigger på hvad der er i af fed og sukker og kalorier og tænker mig altså bare bedre om. Det handler om valg...hvorfor tage 18% creme f når man kan få Skyr eller creme f med 5%?

Og så er der Jakob...

Han har virkelig ikke haft en god periode, han har været skidt mads, været uoplagt og haft feber af flere omgange, også igår...selvfølgelig er der også gode dage, men det ustabile  helbred gør at vi ikke kommer ret meget i skole for tiden, men sådan er det. Der er så mange ting man kan få dårlig samvittighed over, men det her det er bare sådan det er. Jeg er ikke sådan en mor der bare siger "pyt"...eller prøver at tage afsted med ham, når han er uoplagt, skidt eller pyler fordi jeg ved af erfaring det ikke bliver godt! Jeg tager ingen chancer og livet er for kort til at gå med bekymringer om om man gær det godt nok, det eneste jeg har brug for at vide, er at jeg gør det rigtige for Jakob, og det ved jeg jeg gør!

Fordi jeg altid kigger på ham og nærstuderer ham...

Igår vågnede han grædende og skrigende om morgenen og det sker næsten aldrig...han var smålun og bleg og pyler og resten af dagen var der ikke så meget aktivitet her andet end da han begyndte at lave puha og lavede 4 gange tyndt!!! Tyndt tyndt tyndt...

Min mand havde været ude med en kammerat og børnene og jeg spiste alene, men det gør ikke noget for vi hygger os altid og da Jakob sad på sit værelse og legede og hørte musik gik jeg med Albert, jeg går kun på stien så jeg kan løbe hjem hvis der er noget, men Emma kan sagtens se efter ham de 5 min. og så låser jeg selvfølgelig døren...men jeg gik med Albert fordi jeg synes det var synd min mand skulle ud i kulden når han kom fra byen af...fordi det er sådan jeg er bygget. Nogle gange er det lidt irriterende at man altid tænker på andre først og på den anden side er jeg glad for det er sådan jeg er...Jeg ville jo ikke være gået ud hvis Jakob ikke lige var glad og sad og legede, jeg kender ham så godt at jeg ved hvornår det er ok...jeg gør det også nogle gange om eftermiddagen hvis vi ikke har været ude og gå med Albert, så giver jeg Emma valget om at se efter lillebror 5-10 min eller gå med Albert og hun vælger  ofte lillebror :) medmindre jeg ikke vil gå fra Jakob. Fordi jeg ved han måske kan nå at blive ked af det...

Mine forældre var til legedag her onsdag og min mor fortæller mig hun skal have stråling fordi hendes hudkræft i ansigtet har spredt sig til halsen og jeg tænkte bare...Åh nej! Stråler? Jeg gik lidt i panik må jeg indrømme...jeg synes nogle gange vores familie er ret hårdt ramt, jeg synes lige jeg var kommet over min diabetes, det var bare ugen før og så det her? Men så har vi evnen i vores familie til at se det positive i alting og få negative ting til at virke mindre. Ikke ubetydelige, men vi prøver ikke at lade os gå på af det og sådan er min mor også. Min mand synes hun er vildt sej...for hun vælter ikke sådan...hun tager alting i stiv arm...ligesom ham. Han har også den evne til ikke at lade sig gå på af ting medmindre der ikke er andre udveje og selv der holder han hovedet koldt. Og det gør mor altså også og det synes jeg faktisk også jeg gør...

Der er heller ikke så meget andet at gøre...være en artig pige...gøre det så godt man kan og være den bedste man kan være og klare de ting der skal klares!

Så skal det nok gå alt sammen!!!