De sidste par uger har været ret øv...Jakob har igen problemer med maven og vi er ved at være tyndslidte...Nok mest mig, men det er vel også naturligt fordi jeg går alene sammen med ham det meste af dagen.
Han klynker og pylrer og vil ikke ret meget...Selvfølgelig er han også glad, men det fylder simpelthen for meget...det med maven og det er hårdt for hele familien fordi vi allesammen bliver kede af det når Jakob ikke har det godt. Emma trækker sig væk fra ham, det har hun ellers aldrig gjort før og det gør faktisk ondt på mig, samtidig kan jeg godt forstå det...I weekenden var hun ovre ved mine forældre på hyggeweekend. Det er godt for hende at komme lidt væk...der er en anderledes frihed og der er hun i centrum.
Den ekstra ro i hjemmet bryder også lige rutinen for min mand og jeg og vi hyggede os med Jakob som havde det nogenlunde vi tog da på besøg hos farfar og farmor og han skulle med det samme ind i mandeværelset og se Utube på farfars store MAC. Han fik snolder og nød at være i centrum. Min mand og jeg bestilte sushi og Jakob fik sin elskede cheeceburgere fra MacD om aftenen.
Min mand er ved at lave vores bryggers, han har selv pillet alle skabene ned og sætter selv de nye op, vi har fået lavet noget VVS og det var meningen han ville gøre det færdigt i weekenden. Om lidt er det jo efterårsferie og han har mandag og tirsdag fri til hygge, men nu må vi se hvor hyggeligt det bliver...
I mandags skrev jeg en besked til min læge, hvorefter hun ringede mig op...jeg har haft det så skidt i weekenden...da vi hentede Emma hos mine forældre søndag faldt jeg i søvn i min mors seng og i løbet af sidste uge faldt jeg i søvn flere gange i løbet af dagene, mens Jakob sad ved siden af mig og legede...jeg har haft smerter i brystet, det stråler ud i venstre arm og op i halsen...Jeg ville lige høre lægen om det var noget særligt, og så rignede de og spurgte hvorfor jeg dog ikke havde reageret på det i weekenden...Så jeg måtte op til lægen med det samme for at få taget en EKG af hjertet...det så fint ud, men hun henviser mig stadig ud på sygehuset så jeg kan få det tjekket ordentligt. Hun tror det er stress...
Jeg hader stress...jeg føler mig ikke stresset, men det er klart at en periode der svinger op og ned igennem et par mdr. er hård, jeg lader det aldrig vise sig overfor Jakob, jeg er faktisk ekstra glad når jeg skal håndtere ham, fordi det er super vigtigt...jeg føler mig også glad...men når jeg så sidder stille et øjeblik, så kan jeg mærke det...og hvis jeg er igang med noget kan jeg føle mig svimmel og dårlig, men jeg vil ikke reagere på det...ikke hvis det bare er psyken, den bør man kunne kontrollere...dengang i starten, hvor jeg var så ked af det, lige da man skulle lære at håndtere alt det her med Jakob, da lå jeg nogle gange med galoperende hjerte om aftenen...men jeg fik styr på det...og det får jeg også nu.
Men det afhænger af at Jakob får det bedre...så nu har vi taget konsekvensen af det...nu skal han undersøges ordentligt selvom det ikke bliver sjovt...selvom det er hårdt og jeg ved det er mig der skal være hos ham...så tror jeg det er det bedste. Vi frygter jo der er noget med hans tarm eller at han ikke kan nedbryde nogen enymer i maden, hans afføring har ALDRIG været normal og alle de nætter som spæd hvor man sad med hams magtesløs...det skal stoppe.
Det skal jo ikke forsætte. Så jeg græder lidt nu, så jeg er stærkere til om lidt, til når jeg skal på sygehuset og jeg ved han har MIG til at støtte ham og være den blide og stærke for ham. Min mand skal jo arbejde, så selvfølgelig er det mig. Mor har tilbudt at være hos os, men jeg tror det er bedst for Jakob det kun er mig, jeg vil heller ikke have han forbinder hende med noget slemt...så kan min mand komme på besøg og mor kan være hjemme og tage sig af Emma...Så torsdag morgen bliver vi indlagt akut, jeg talte med Jakobs læge igår, det er det bedste...hans tarm skal tømmes og undersøges...Jeg har bedt om at det er mig der sprøjter medicin ind i hans mund, og det sagde den søde læge vi har til Jakob, at selvfølgelig skal jeg det...hun ved han er sart og påvirkelig. og jeg er bange for om han vil blive traumatiseret...
Det er godt nok ikke nemt...det er IKKE sjovt det her. Jeg synes han har været nok igennem med plageri og stikkeri og undersøgelser...Han var kun en mdr. gammel da han fik foretaget sin første renografi...men vi må på den igen. Denne gang er det ikke nyrerne...nu er det den mave og den skal vi have styr på...det ødelægger hans trivsel og hans udvikling...han er sådan en glad lille gut...når maven ellers har det godt. Sådan skal han have lov at have det hele tiden, sgu ikke kun 30-40 pct. af tiden...
Lige nu kan jeg høre ham klappe inde på værelset, han hører musik...:) Hvis bare han fik lavet inden imorgen, så kunne vi slippe for den tarmtømning...Men undersøges det skal han...men den tømning er det der skræmmer mig mest fordi hun har sagt det selvfølgelig ikke er rart og at det vil gøre ondt...også bagefter...Øv, øv, øv.
Nå...på med smilet, jeg vil simpelthen ikke gå ned på det her. "Pga lort" som min mand nogle gange siger i "sjov"...tænk at det kan fylde så meget...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar