S-ordet

I fredags hvor Emma og jeg havde hyggeaften skete der noget, vi legede og jeg kilede hende og hun grinte...men lige pludselig græd hun, hun blev helt vildt ked af det og jeg forstod ikke lige hvad der skete..

Og så hulkede hun og fortalte at hun var ked af det...Hun har i en periode fortalt at især drengene i klassen siger S-ordet..."Spasser", at de siger "handispasser" og gør nar af handicappede, at de banker sig på brystet med siden af hånden og siger: "se jeg er spasser"

Vi har snakket med hende om det, forsøgt at sige at nogle gange skal man vende den anden kind til, at man ikke skal tage alle kampe...det er umuligt, man skal reagere hvis det bliver personligt, hvis de siger noget om Jakob f eks. men efter hun er startet i anden klasse og de igen er blevet sat i nye klasser er der en del nye, som ikke kender Emmas lillebror...så de gør det ikke for at drille hende..."Men det gør så ondt mor" sagde hun og hulkede...og jeg kan godt forstå hende, det stikker også i mig når jeg hører det ord, ikke fordi jeg tænker folk gør nar af Jakob, det er mere fordi det jo er et nedsættende ord, hvorfor behøver man sige det i sjov? Hvorfor er det sjovt?

Det er klart når man har et barn, en bror der er handicappet så stikker det ord...Min mand har prøvet at forklare Emma at han hører det på arbejde også...voksne som burde vide bedre siger det også fordi det er kommet ind i sproget som et slags slang for at være "dum" eller ikke at være god til noget...men derfor stikker det stadig.

Og eftersom hun bliver så ked af det og i en periode har forsøgt sig med vores strategi, så skal hun have hjælp, så jeg skrev en mail til hendes nye klasselærer og bum, dagen efter kommer Emma hjem og fortæller at læreren havde taget emnet op i klassen, at man skal tale pænt om andre, at der går heldagselever ( handicappede børn ) i en afdeling på skolen, de leger også på legepldsen osv. og de skal behandles med respekt...

Hun spurgte om der var nogen som kendte en der var handicappet og Emma fortæller at de tre drenge som er værst de faktisk rakte hånden op, det forstod hun slet ikke...tænk at de så siger sådan?

Emma rakte selvfølgelig hånden op og læreren spurgte om hun ville fortælle om sin lillebror og her er hvad hun sagde...: "Min lillebror er handicappet, min mor kan ikke have et almindeligt arbejde, for hun skal være hjemme ved min lillebror fordi han har brug for en masse hjælp"

Og læreren fortæller, at hvis man har en bror eller en søster, der er handicappet, et barn, en fætter...så elsker man jo den person lige så højt som alle andre ville gøre med en bror og en søster, en barn...at handicappede kan en masse, at de er dejlige mennesker...

Ingen vil drilles, ingen vil drilles fordi de er skilsmissebørn, fordi de er mørke i huden eller fordi de bruger briller...alle er lige gode og man skal være gode mod hinanden.

Tak nye lærer...Nu håber jeg de hørte hvad du sagde...Men vigtigst af alt oplevede Emma at få hjælp, fra os, fra læreren...at noget kan føles forkert og være forkert...at det nytter noget at sige fra...