Så kom dog

Jakob har haft to rigtigt dårlige dage...Det er næsten to uger siden han har lavet og nu begynder han at stoppe til. Det sætter en mærkelig dæmper på alting her hos os, som om der driver en sort sky ind over huset og den først letter, når det hele er overstået.

Sygeplejersken ringede igår...3 uger for sent...bedre sent end aldrig??

Hun var under alle omstændigheder vældig sød og vældig kompetent omend fortravlet...

Men summasummarum...der skal laves en slagplan for Jakobs mave...Alle børn er forsk. og det drejer sig om at finde den rette opskrift til ham...Hun fortalte at det er normalt, at børn med neurologiske problemer har problemer med at lave, det går ofte hånd i hånd så derfor oplever de ofte at børnene ikke trykker puhaen ud...Den er der, men den kommer ikke ud...De har ikke den impuls åbenbart.

Men nu har vi fået en måde vi kan gribe det an på og hun holder sig i kontakt med os...

Jakob er igen lang tid om at vågne, han vil ikke ud af sengen og pylrer og idag har han spist 6-7 teskefulde grød...Han vil ikke have sin movicol og det er lidt skidt...igår kunne jeg ikke komme rigtigt til ham før over middag.

Emma har været snottet, så måske der også ulmer noget i ham...selvom jeg tænker maven er hovedproblemet til hans måde at reagere på pt.

Igår var Emma med en veninde til gymnastik...Jeg tog med for at se hvad det var for noget. for Emma overvejer om hun skal starte på det samme hold. De kom herhjem efter skole og hyggede sig og da farmor kom, gik vi op til hallen...

Det var et stort kaos! Der var kun en ung pige til at "undervise" og hun kunne på ingen måder styre børnene! De ville ikke høre efter og kun en håndfuld af dem lavede de øvelser hun viste...

Emmas veninde trak sig lidt, og da hun på et tidspunkt siger nej til at være med i legen og stiller sig over til døren kalder jeg på hende...Så kom hun og sad lidt hos mig og Emma og da hun gik igen, sagde Emma: "Mor hun ser ikke rigtig glad ud...så får hun sådan et specielt blik, det får hun også nogle gange oppe i skolen"...

Emma kender hende jo bedre end jeg gør, men jeg synes hun havde ret og da vi kommer hjem skriver jeg til moren...

Og jeg synes egentlig det er ret fantastisk...da man var lille og havde sine veninder og venner, så havde man også den her evne til at se på hinanden og aflæse hinanden...det er en evne man udvikler jo tættere man kommer på et menneske...og det fortæller mig at de to er blevet rigtigt tætte...det var jeg nu ikke i tvivl om, men hvor er det egentligt sødt at opleve ens barn lave de her bånd til et andet menneske, en som ikke er familie...Det er noget særligt...

"Hun bliver lidt betuttet..." sagde Emma. Da jeg puttede hende..."Hvis hun ikke har en af sine bedste venner hun kan være sammen med...Hun har brug for en, der elsker hende ligeså meget som hun elsker en...hun skal have en til at bakke sig op"...

Og det var indforstået at den person er Emma...:) og så sker det ganske automatisk, at når ens barn bliver så glad for en, så bliver man også eksstra glad for pigen...Hun er sådan en sød pige...og jeg tænkte gad vide om det er at blande sig? Hvis man skriver til moren at hun så trist ud, da hun var til gymnastik...at Emma havde set det...det er jo ikke sikkert der er noget dybere i det. Men det virkede også forkert IKKE at sige noget...

Hendes forældre er lige så søde som hun er :) det hænger vel ofte sammen...

Hvor er det godt at der findes sådan nogle mennesker...

I sidste uge fik vi en mail fra skolen...en pige fra 5. kl. var blevet antastet af en mand, han trak hende med, men hun kom fri...

Fredag kom der en ny mail...det var løgn, det var noget pigen havde opdigtet...og i mailen stod selvfølgelig at man ikke skal pege fingre, men skulle glæde sig over det var falsk alarm og se det som en chance for at finde gode måder at lytte til sine børn på...

Stakkels pige tænker jeg, at hun har brug for at finde på sådan noget for at få opmærksomhed...

Mere er der vist ikke at sige til det...Emma kom godt nok hjem fra skole fredag og fortalte der gik rygter på skolen om, at det var løgn...hvor er det egentlig sørgeligt. Dejligt at det ikke er sket, men sørgeligt man skal opdigte det er...

Det eneste jeg tænker er..."Forældre...så kom dog ind i kampen"...