Av min arm...

Så kom vi igennem den første uge efter ferien, men ikke helt smertefri...For Jakobs vedkommende. I fredags havde han mareridt troede vi, han ville jo ikke sove og vågnede og var mega ked af det og min mand kunne ikke trøste ham, det hjalp først da jeg gik derind og han nærmest faldt i søvn ovenpå mig.

Hele weekenden var han sengeliggende, vi tænkte det nok var pga alt det der var sket i juleferien, at han havde brug for en break. Han var glad jo og pludrede og nød bare at ligge i sengen, men han ville ikke op.

Mandag hvor jeg badede ham lagde jeg mærke til at hans venstre arm bare hang, og når der lå noget som ville være logisk at tage med den venstre hånd, valgte han den højre. Da jeg gav ham body på klagede han sig og jeg sagde til min mand jeg synes ikke han brugte den venstre arm, det havde vi ikke lagt mærke til fordi han jo lå i sengen hele weekenden.

Fordi jeg er en pylermor havde jeg flere gange spurgt min mand om han troede han havde slået sin ryg, for han faldt ned fra vindueskarmen fredag aften...Jakob kravler op i karmen hver gang han har mulighed for det...Vores seng står neden under vinduet, så vi tænkte at han jo ikke slog sig, så vi lod ham kravle op i vindueskarmen, for da kan han jo se ud i vænget og han nyder at stå deroppe og klappe, men her på det sidste er han blevet mere og mere modig, har sat sine arme og fødder ud i yderstillinger for at prøve sig selv af, og vi har sat stofkasser med hynder på gulvet, der hvor sengen ikke når ud...For det her var noget af det vi ikke ville tage fra ham fordi han åbenlyst synes det er så fantastisk...

Jeg ringede til lægen tirsdag morgen og tog op til et tjek, hun kunne ikke se noget på armen, den var ikke hævet og hun kunne få lov at nørkle med den, men fordi han jo slet ikke brugte den, så skulle vi ud og have den røngentfotograferet på sygehuset, så min mand kom hjem og hentede os. Jeg var gået op til lægen, havde sat ham i babyjoggeren og klodset armen op med en pude, og så trillede vi afsted, mens han lyttede til musik, vi mødte Emma og veninderne ovre ved skolen og så kunne jeg lige fortælle hende at vi jo skulle til læge...

Efter lægebesøget købte vi boller ved bageren og trissede hjemad mens min mand kørte fra arbejdet...

Vi fik taget røngent, det gik ret hurtigt, men sad nogle timer på skadestuen og ventede på at få svar...Vi havde hans trækvogn med, så han sad og lyttede på sin ipad og spiste KitKat og tog det hele i stiv arm, bogstavlig talt.

Min mand læste i parpirerne fra vores egen læge...der stod...svært retarderet dreng på 4 et halvt...AV, det gør fandme ondt, det gør stadig så pisseondt at læse det sort på hvidt, det skærer lige i hjertet som en flamme, stadigvæk...

Vi kom ind til en ung kvindelig læge..."Er det rigtigt forstået at Jakob ikke selv kan gøre sig forståelig?" spurgte hun mildt...sikke en fantastisk måde at spørge på, så fint...Nogle mennesker er så ufølsomme, læger kan være så kolde, men ikke hende her.

Hun havde set på billederne, men kunne ikke se nogen brud, men fordi Jakob jo ikke selv kunne sige om det gjorde ondt, så ville hun få en anden læge til at dobbelttjekke, og så fandt de en lille flække i knoglen i hans overarm, så den lille fyr har jo haft pisseondt!

Han fik en slynge på og inden vi gik sagde jeg til lægen at det var en helt fantastisk måde hun havde spurgt ind til det på og man kunne se hun blev glad...sidst vi var hos en fremmed læge spurgte hun mig om Jakob var mongol???? Seriøst?...Vi kom for at få tjekket om han havde mellemørsbetændelse!

Så når man oplever noget godt synes jeg det er vigtigt at sige det, og jeg var næsten ved at tude, da jeg sagde det...

Så måtte vi køre hjem, Emma havde farmor hentet og kørt ud på sygehuset, hun synes det var vældigt synd for Jakob og havde ondt af ham, da han sad der med sin lille slynge på!

Vi tog mad med hjem fra Mac og jeg stormede ind og gjorde sengen klar sammen med Emma, mens min mand bar ham ind...Og så fik han tør mås, natbukser på og blev puttet, tændt sin ipad og fik serveret to cheece, så var han i himlen !!! :)

Og han passer rigtig godt på sin arm, han vil gerne have slyngen på engang imellem, men piller den også af...Han har været oppe og gå flere gange og leget på legetæppet i stuen, så det er fantastisk...Men det er da træls at tænke på han har haft ondt uden vi har vidst hvad det var, vi opdagede det først ved at han ikke brugte armen...Da han faldt op fredagen kom han sig hurtigt, så da opfattede vi ikke han havde slået armen, og lægen sagde sådan er det ofte med små børn, der kan gå noget tid inden man opdager skaden...men jeg hader det alligevel, jeg plejer at se alt!

Og nu er vindueskarmen spærret af, for det går jo selvfølgelig ikke, selvom det gør ondt at tage det fra ham, er det jo en realisation af at man IKKE kan overvåge ham 24/7 og det må man så tage konsekvensen af, så må man finde på andre måder han kan kravle op af ting på...andre udkigsposter, for modsat hvad vi troede så gør hans hybermobile led ham faktisk mere udsat for brud!

Så nu skal der passes ekstra på ham, jeg går rundt efter ham når han går rundt i stuen fordi han jo ikke må tage fra med den arm...

I nat vågnede han kl 4 og ville ikke sove mere, soverytmen er helt smadret igen fordi han jo sover lidt hist og her i løbet af dagen og min mand fik totalt deja vu fra da han var bette...Back to baby basics.

Vi sad og snakkede her til morgen, og min mand luftede tanken om et barn mere....der er jeg slet ikke...ikke at jeg udlukke det, men jeg ville føle jeg forrådte Jakob, jeg vil ikke bare prøve at lave en "normalt barn"...lige nu er der rigeligt at se til med Jakob, Emma der er i skolealderen, to kæledyr og et hus, der flere steder trænger til en kærlig hånd...

Men måske en dag...hvem ved. Vi snakkede lidt om fremtiden, tænk at han fylder 5 i april, jeg kan næsten ikke fatte det. Og han er som en 1 årig...på mange områder..."Bliver det anderledes?" spurgte min mand...Hvis jeg skal være ærlig så tror jeg det ikke. Ikke at Jakob ikke udvikler sig, men jeg tror aldrig han bliver alderssvarende, det løb er kørt, det ved vi begge, men jeg tror heller ikke han kommer forbi det her lille-drengs-stadie, han vil nok altid være lille...

Have brug for hjælp. bruge lyde, jeg beder til han får et enkelt sprog...Det ville betyde alt i verden for mig!

Han vil skulle bo på en institution mente min mand, men det kan jeg slette ikke tænke på, der kan jeg ikke tænke ham hen, jeg kan IKKE. Så må vi bygge til og hyre en handicaphjælper...Vi må arbejde fuldtid begge to og om jeg skal gøre rent om natten, så skal der blive råd til det!

Jeg kan IKKE forestille mig at Jakob ikke er tæt på os...Aldrig.

Og vi skal blive ældgamle.

Der er meget vi skal, meget vi skal sørge for, meget vi skal være...

Av min arm!!!!!!!!!!!!!!!!!!