Fra børn og fulde folk....

...skal man høre sandheden, er der vist noget der hedder?...Den med børnene tror jeg på, den med de fulde folk er jeg lidt mere tvivlsom omkring :)

I onsdags havde Emma en pige fra en anden klasse med hjem og lege, de to gik faktisk i nulte sammen indtil det nye system trådte i kraft og delte klassen på kryds og tværs. De har leget sammen en enkelt gang og så blev det ikke rigtigt til mere, men vi har altid synes hun var sådan en sød pige og kunne lige se de to sammen som "bedste veninder" :) Det er sjovt, at man som forældre kan have tendens til at parre ungerne sammen, man kan liiiige forestille sig hvor godt de ville passe sammen osv. men vi presser ikke Emma, man har bare et håb om hvem, hun finder sammen med...Og en dag begyndte hun igen at snakke om pigen, det viser sig at hendes to fætre er handicappede, det vidste vi af gode grunde ikke, for så godt kender vi jo ikke forældrene....Emma kom hjem og sagde at pigen aldrig kunne finde på at drille..."Hun forstår mig", sagde Emma og så foreslog jeg at vi inviterede pigen med hjem. Emma fik en seddel med i skole...Men så stødte jeg på faren på vej hjem en morgen og vi sagde hej til hinanden og jeg fortalte at Emma havde en seddel med, for at høre om pigen ville lege, og så synes faren da bare vi skulle aftale det med det samme :) ( pigen var med, de var nemlig på vej op mod skolen, ligesom jeg gik hjemad og hun nikkede ivrigt )...Så dagen efter hentede jeg pigerne på skolen og lige fra de trådte ind af døren, så legede de...

Og Emma virkede fri på en hel anden måde, de kom flere gange ind i stuen for at sige hej til Jakob og løfte ham op...Og på et tidspunkt hører jeg Emma og pigen snakke om hendes fætre..."Jeg ved godt hvordan man skal behandle handicappede...", siger pigen. "De skal behandles med respekt"...Og så kom Emmas kommentar..."Ja, det skal de og med tålmodighed"...

Der sker noget med børn, som har noget ekstraordinært inde på livet, de bliver dybe og fintfølende på en helt anden måde...De lever ikke bare helt ubekymret, men har lært at tage hensyn til andre mennesker, at se på ALLE mennesker som MENNESKER med samme behov, for sådan vil vi jo alle gerne behandles?? Med respekt og tålmodighed i en tid, hvor forskelligheder er en mærkelighed. Man må gerne være en individualitet og få børn som man kalder for "Storm og Petula", man må gerne være hip-anderledes...Men det er noget andet, når man falder uden for normen, for det er efterhånden blevet normen at man gerne vil profilere sig selv med sine børns navne og det hus man bor i, det tøj man går i og den karriere og livsstil og ferieform man udøver og jagter...

Jeg synes bare det var så smukt det de snakkede om...At det jo i bund og grund er så basale ting livet handler om, hvordan man burde behandle hinanden. Der er så meget oppe i tiden med mobning osv. Det tager til og bliver mere og mere råt. Måske man skal til at indføre et fag i skolen, der hedder "At forstå hinanden"...man burde lære at passe på hinanden, det skulle være en naturlighed. Det hjælper ikke med skrevne traktater på skolen, regler som de voksne kender og siger skolen oser af...Børnene skal have det servereret på deres niveau i et sprog de kan forholde sig til.

Nå...men de to piger legede og lille Jakob fik lov at sidde på sofaen og kigge på mens de sminkede hinanden og da jeg kom ind og spurgte om jeg skulle lokke ham ud så de kunne få fred, sagde de begge to nej :) Så han hørte High school musical og betragtede pigerne mens de gjorde sig smukke og så kom de ud i stuen og gik catwalk :)

Den fedeste dag, og Emma var så glad bagefter...Og da pigen tog hjem, så krammede hun Jakob og snakkede med ham, de puslede sammen og hyggede sig, og jeg ved den tæthed hun søgte med ham, var fordi hun følte sig så lettet, sammen med denne pige er en anden frihed, fordi hun ved hvordan det er....

I går havde vi besøg af to tale-hørepædagoger, lige da jeg så dem og vi åbnede dialogen tænkte jeg: Wow...hvad sker der her, jeg følte de gik meget hårdt på og i sær den ældre af dem virkede en smule bombastisk på mig. Men efterhånden som vi kom igang, så åbnede der sig et helt andet billede...To varme mennesker med de bedste intentioner og en stærk tro på Jakob! De kom med en filosofi om, at alle børn kan lære noget, "her taler man ikke om et barns mentale loft", og vi skal finde den rigtige indlæringsmetode til Jakob, så kan din dreng lære en hel masse!

Og da gik det op for mig, hvor meget professorens ord har præget mig...os. Da han fortalte os at der vil være loft på hvad Jakob kan lære og opnå i sit liv...sådan en besked den får en til at give en smule op...De sagde begge at de hører det igen og igen fra familier de besøger, at man får den besked fra lægeverdenen, men virkeligheden er ofte en hel anden, når de som behandlere får fat i børnene, med de rigtige metoder kan man lære børn rigtig mange ting! og det lyder jo så rigtigt og det ER rigtigt, det er jeg sikker på. Vores lille dreng kan lære en hel masse, når man bruger de rigtige metoder, jeg vil ikke længere ligge under for prognoser og udsigter tegnet af lægerne, hvordan kan nogen spå 20 år ud i fremtiden? Hvorfor skal nogen ligge låg på...Loft på...

Jeg fik virkelig blod på tanden, jeg vil gå ind i det her med liv og sjæl, fordi jeg er sikker på det er Jakobs billet til et mere selvstændigt liv...Det er ikke sikkert han kommer til at tale, han bliver måske ikke student...det er ikke det det drejer sig om. Vores ønske er bare at han kan leve op til sit potentiale, det potentiale han nu har og udnytte det bedst muligt og det tror jeg virkelig på at de kan hjælpe med at opnå og det virkede ikke som om de BARE ville give op...

Og jeg vil heller ikke give op! Aldrig, jeg havde ikke givet op...Man opgiver jo aldrig sit barn, men med en besked om at der er "loft" på...og hvilket loft?? Så bliver man modløs.........Men jeg har fået modet tilbage. Og jeg er glad for der er nogen, der hjæper os. De viste mig nogle finde og sjove og lærerige apps til Ipaden, og bl.a. en inginør, der efter et praktikophold på en skole for handicappede var begyndt at lave smartere og sejere apps til handicappede...For de skal også have cool ting at kigge på og forholde sig til, det skal ikke bare være pædagogisk :) og nøj, hvor kan jeg godt lide den filosofi og der er den igen, den med respekten...Bare fordi man er handicappet skal man vel ikke sidde tilbage med uinspirerede og udelukkende pædagogiske ting...han havde lavet en app med musik, så når man trykker på skærmen, et hvilket som helst sted, så dukkede der seje figurer, mennesker op på skærmen, der dansede til musikken :)

De fortalte at i USA og England, gør man rigtigt meget for handicappede og man roser og opfordrer!

Og stadig er der lande i Europa osv. hvor handicappede gemmes væk, som en skamplet...I Italien ser du aldrig handicappede i gaderne, i østlandene...Korea, der gemmes de væk og til trods for at det efterhånden er et moderne industrisamfund, så tror folk man har begået en synd, det er derfor man har fået et handicappet barn...Gad vide hvad min synd er?

Hold da kæft mand, der er lang vej igen til en god menneskehed...men jeg er glad for vi er lige her i Danmark, for her kan man da få hjælp...Støtte...og for det meste også respekt.

I går da Jakob og jeg var gået i seng, trak han mig i armen, jeg skulle komme tæt på og holde om ham :), så jeg puttede mig tæt ind til ham, helt tæt og kyssede ham i nakken og vi holdte i hånd. "Jeg elsker dig Jakob og du er så dygtig, du er sådan en dygtig dreng" og uden at sige mere faldt vi i søvn. Jeg ved han hørte mig...Jeg ved han forstod mig. Det ved jeg bare.