Hvornår overtrumfer man?

I aften valgte Emma at vi skulle have hyggeaften på hendes værelse...Hun ville gerne se filmen "Men jeg vil ikke bytte..." som er en film om søskende til handicappede, den er super god og giver hende uden tvivl en form for støtte og tilhørsforhold, hun kan se, der er andre der er i samme situation som hende selv.

Hun fortæller at hun havde vist filmen til den pige hun havde med hjem og lege i torsdags...og så bliver hun ked af det. Pigen havde sagt at de handicappede var grimme og så mærkelige ud, at alle handicappede var grimme..."Mor når hun siger ALLE så mener hun vel også Jakob?"

Pigen har sagt det før, hvor Emma har sagt fra og så sagde pigen undskyld, men hun bliver åbenbart ved. Og så er det jeg tænker...Hvornår er det man skal tænke, at de ikke kan klare det selv mere? At Emma ikke kan klare det selv mere? Skal børnene bare klare det selv med de værktøjer man giver dem?

Jeg tænker at der er forskel på situationer...Det her er en pige hun godt kan lide, de kan lide at lege sammen, og Emma har selv prøvet at få pigen til at forstå, at hun bliver ked af det når hun siger sådan...Jeg sagde til Emma, at hvis man kan lide en person, så er det bedre at snakke med dem om det, få dem til at forstå at det de gør eller siger, gør en ked af det, så har de chancen for at rette op på det.

Nu har hun prøvet selv...og eftersom pigen bliver ved, og jeg tænker det er ærgerligt at de bare stopper med at lege, for Emma siger de har det sjovt sammen..."men så ødelægger hun det, når hun siger sådan..." og det kender jeg godt...jeg kan godt forstå hende, jeg har det selv sådan, der er nogle ting jeg IKKE bare kan tolerere selvom jeg kan lide et andet menneske...og så må man vel forsøge at rette op på det eller give slip.

Så nu vil jeg skrive til hendes mor, og forklare hende det som det er og så håber jeg hun vil snakke med pigen om det, snakker jeg for døve ører, så er jeg ret sikker på at det venskab går i stykker.

Jeg sagde til Emma at man skal glæde sig over de mennesker man har i sit liv, som ikke siger skøre eller dumme eller sårende ting...men man er jo bare mennesker og alle kan begå fejl, man skal bare ikke blive ved med at begå den samme fejl! Det er der ingen undskyldning for, og så er det ligegyldigt om man er barn eller voksen i min verden.

Men det er svært hvornår man skal blande sig, hun skal jo også lære at håndtere ting selv, men der er det nok anderledes for os...for jeg synes hun håndterer så rigeligt i forvejen, så jeg vil gerne træde til og hjælpe også selvom det måske er lidt før end man burde? Men er det nu også det??