Den lille campist

Jeg havde aldrig troet at vi skulle være campister...Virkelig ikke. Vi er alt for private til at ligge side om side med Hr og Fru Danmark. Vi hader joggingtøj og sundhedssandaler og formiddagsøl.

Men man har et standpunkt til man tager et nyt n'est pas? ( Jeg må rømme mig lidt )

Da vi fik Jakob, og måtte konstatere at han er en meget sart og sensitiv lille dreng, der befinder sig bedst i trygge og kendte rammer, så blev vi simpelthen tvunget til at tage vores familieferier op til revision!

Vi havde prøvet at spise gourmetmiddage på skift, vandre oppe om natten på et fint hotel, fordi Jakob var urolig og ked af det. Så er det man får et wake up call, og tænker: Ok, det her, det er bare slet ikke hyggeligt for nogen!

Og så var det at vi kom til at tænke på ordet camping! Og hold da fast mand, det ord er gennemsyret af fordomme og kultur i en sådan grad, at man nærmest får berøringsangst, og folk de rynker jo på næsen, når man vover at sige man camperer....for det gør vi. For en campingvogn den er altid den samme! Der er ingen, der siger at den skal ligne alle de andre...indeni...Vi har fået betrukket hynderne om, med hjælp fra Jespers søde mor, vi har pyntet den, og gjort den hyggelig på vores måde, Jakob har sine bamser, sin velkendte natlampe og legetøj med hver gang vi er afsted. Og lille Jakob elsker det! Han er total campist...og ja...så blev vi det også. Og hans storesøster elsker det, på en campingplads summer det af børn og åbenhed, folk er sjældent sure, og er man i problemer med et fortelt, der driller, så er folk hurtige til at komme én til undsætning, det er vel ikke en dårlig ting?

Vi er en smule asociale, og ligger os gerne lidt væk fra de andre på pladsen, vi sidder ikke med ved fællesgrillen, eller skåler med naboerne. Men det er der altså mange andre, der heller ikke gør. Hvis man gider, og tør åben øjnene, så opdager man at flere og flere, surburban trendy forældre har listet sig ind på pladserne, og så kan man ånde lettet op.

For os er det en fantastisk ferieform, fordi vognen er tryg for Jakob, men man kan uden problemer vælge nye steder, nye pladser, og byer fra gang til gang. For han har altid den trygge base, han kan komme hjem til.

Så ja...jeg proklamerer hermed at vi er: Campister. Og her til aften, afleverede vi Jakobs storesøster Emma hos mine forældre, fordi hun skal på camping med dem nogle dage, og hun elsker det. Da vi har spist og hygget os, og Jakob har guffet en hel burger, han magtede ikke at sidde med ved bordet idag, men fik sit eget lille skovturs-tæppe lidt væk fra bordet. Vi måtte vække ham fra hans lur idag, og det gør at han er ekstra sart for lyde og snak, men vi ved det, og tager højde for det.

Han hyggede sig på sit lille tæppe, og på den måde, både spiste og legede han, mens vi fik aftensmad. Så må jeg gå lidt til og fra min mad, men det er det hele værd! At se ham guffe en hel burger, er fantastisk for os, for med hans 1 meter i længde og kun 10 kg, så er han ikke jordens mest velpolstrerede dreng...

Så skal vi hjemad, og siger farvel til mormor og bedste, og krammer Emma. Jakob er sat ind i bilen, så hun åbner døren, og giver ham det største kram, og kysser ham på kinden...Og så løber hun hen, og forsætter med det spil stangtennis hun har gang i...Og da vi kører ud fra pladsen, så ved jeg bare, at det er helt okay at vi gør noget, som mange måske synes er ufedt...Vi kan ikke lige rejse til Hawaii eller Italien med fly, for Jakob er alt for sart til en flyvetur, og da han kan få hjerteproblemer, er det slet ikke noget vi har haft lyst til!

Så når man får et handicappet barn, så må man revurdere sit liv...Og sin ferieform! Og det er helt okay.