Hypokonder? ...Who me??

Okay, indrømmet. Jeg har altid haft en smule tendens til hypokondri...I hvert fald, hvis man spørger min mand.

Og det er altså ikke blevet bedre efter jeg har fået børn. Pludselig er jeg endnu mere nervøs...angst, for at blive syg, fejle et eller andet forfærdeligt. For når man virkelig elsker...så er man også bange for at miste, eller blive mistet?

Da vi fik Emma tænkte jeg mest på at passe på hende, hun var et stærkt barn, fuld af kræfter og livsmod. Da tænkte jeg ikke så meget på mig selv, på mit helbred. Hun var i fokus. Jeg var bange for der skulle ske hende noget.

Efter vi har fået Jakob, tænker jeg virkelig på mit helbred...Jeg drikker kogende vand med ingefær, og citron, og chili om morgenen. Sørger for at få de seks stykker frugt, og grønt hver dag...Her til aften sagde jeg til min mand: "Fra nu af så har vi en fiske-dag om ugen og en vegetar-dag!"

Jeg er nemlig rigtig bange, bange for at dø...Dø fra Jakob. Jeg skal jo passe på ham, lære ham en masse ting, og gøre ham klar til livet. Der er allerede sket noget med Jakob. Så det er mig, der skal være stærk, for at beskytte Jakob...

Mens jeg stod under bruseren, tænkte jeg: "Hvad hvis jeg har kræft?"

Jeg hader, når jeg tænker sådan, for rationelt ved jeg jo godt, at der ikke er noget galt med mig. Jeg får et helbredstjek én gang årligt, og derudover lytter jeg til min krops signaler. Da jeg fandt en knude i mit bryst, gik jeg også til lægen med det samme, og da han også kunne mærke knuden, blev jeg bange...og da han fik mig ind under kræft-pakken, blev jeg virkelig bange. Jeg var allerede begyndt at forestille mig, hvordan jeg ville spøge i huset, og skrive små beskeder på tavlen i køkkenet...heldigvis var der ikke noget. "Er du meget stresset?" Spurgte den søde læge, der scannede mig, er der stress i dit liv? For det her er ganske ufarligt, det er en stress-knude, så du må prøve at eliminere stressen i dit liv, for på længere sigt, går det jo ikke at være så stresset"

"Ja der er stress i mit liv, men jeg kan ikke eliminere det! I hvert fald ikke sådan lige..."

Det er ikke Jakob, der stresser mig...Det er mine egne tanker, og sådan er det at have et handicappet barn. Man tænker en masse ting, måske endnu stærkere, end almindelige forældre, til almindelige børn. Fordi man har nogle andre, og mere ekstreme ting inde på livet. Jeg har tænkt tanken, "hvad hvis han dør? Dør han af det her?" Man bliver ekstra protective...Man bliver ekstra opmærksom...Man elsker, og sørger lidt ekstra. Jeg må se, om jeg kan eliminere det ekstra, som jeg bærer på...De overflødige tanker, bekymringer og sorger. Alt det jeg ikke selv kan styre eller ændre. Og koncentrere mig om de ting, jeg har indflydelse på...Min kærlighed til Jakob, og min intuition.

Og det skal sgu nok gå. For jeg er meget stærkere, end jeg nogensinde havde troet. Jeg er en fighter, Jakob er en fighter...Hele vores lille familie, er små kæmper, og vi kæmper en kamp, og den er heldigvis til at vinde. Det er jeg ret sikker på! Mere hypokonder, er jeg altså heller ikke!