Det er pudsigt...Når man ikke har en diagnose på sit barn, så er man i en slags venteposition...Et slags Limbo. Man venter, venter på hvad? Er det godt eller dårligt nyt? Nogle gange tænker jeg, at jeg foretrækker bare at blive i uvisheden, for så kan jeg stadig beholde håbet om, at det hele nok skal gå...
Jeg er egentlig ikke i tvivl om at det nok skal gå, jeg er bare nervøs for HVORDAN det kommer til at gå??
Min mand og jeg taler hele tiden om at vi må leve i nuet.
Nyde nuet...For vi kan ikke forudsige fremtiden, det er der ingen, der kan. Man skal forsøge at nyde de små øjeblikke...Som igår, hvor vejret var fint...Så cyklede lille Jakob og jeg en lang tur, det elsker han, så sidder han bagpå i cykelstolen og hviner og pludrer, og nogle gange må jeg simpelthen stoppe og lige give ham et kys inden vi kan køre videre! Og da vi så kom tilbage fra cykelturen, var vi begge to så glade...Så lidt skal der til...en lille cykeltur!
Du og jeg
Kom lille...
Min lille Skat.
Lad os køre ud i det blå
Der er ingenting vi skal nå.
Vi kan standse og se på blomsterengen
Vi kan tage et hvil
Vi kan betragte alle bilerne der drøner afsted
Vi flytter os milevidt du og jeg
Vores rejse den er kun lige begyndt
Og hvor er jeg glad for du ville have mig med!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar