Ekstra plads

Igår kom min mand hjem med et nyt legetæppe til Jakob, sådan et biltæppe med veje og huse osv. Han har et legetæppe...den fine HAY tæppe med de små peas som han elsker at mærke under fødderne ( en god ting for at lære ham forsk. overflader IKKE er farlige ) og så lagde vi det nye biltæppe som en forlængelse af HAY tæppet, så nu har han virkelig god plads til at gå og kravle rundt, sidde og kigge i bøger og trykke på alle hans aktivitetsbøger.

Han er nemlig begyndt gerne at ville være ude hos os i stuen, og Emma synes det er fantastisk og hun henter ham tit og sætter ham på legetæppet, for hun kan godt lide når vi er i stuen allesammen...og igår aftes slukkede vi faktisk for TVet og mens Emma spillede ipad, så legede Jakob foran spejlet og gik forlæns og bglæns på tæpperne, han holder sig inden for tæpperne, det er næsten ligesom en afgrænsning, ikke fordi han ikke vil gå på trægulvet, men fordi han nærmest fornemmer det er hans legeområde :) og han klarer fint den lille højde og overfladeforskel på peastæppet og biltæppet, både når han går forlæns og når han pjatter og går baglæns :)

Igår cyklede vi en tur, Emma og Jakob og jeg, og da vi kom hjem, faldt han i søvn i sengen...Han var nemlig vågnet tidligt...Da han vågnede spiste han en kæmpe portion af den gryderet med ris jeg havde lavet, det havde stået og simret det meste af dagen, elsker simremad, men det tager tid...:)

Og selvom han havde sovet lur, så ville han gerne i seng i nogenlunde tid, jeg fik lige set Troja...mens Jakob fik sin natmad og legede foran spejlet...det er ikke ret tit vi er sent oppe mere...Førhen blev kl nærmest 2-3 stykker før han sov, hvis han havde sovet lur, men han har forandret sig, han er ikke kun blevet mere modig, hans soverytme har også ændret sig og måden han falder i søvn på...Man kan gå i seng og uden problemer sige: Nu skal vi sove...slukke lyset og tænde hyggelampen, og så tage ipaden fra ham, den lader altid om natten, men der skal ikke længere sådan et laaaangt tilløb til, hvor man tænder flere lamper, slukker dem en for en, lader ham lytte til 5-6 sange og laver færdig-tegnet osv. osv.

Nu kan man gøre det hele hurtigere...men det er jo nok frugten af al det "arbejde" man høster nu, han er blevet vant til en bestemt måde at gøre det på og det er "metoden" der er vigtigst...ikke længden af den...

Jeg tager mig selv i at betragte ham, hans ansigt har forandret sig, her hen over sommeren er han blevet en stor dreng...Men han har stadig det der nuttede og cute over sig...de store brune øjne og de små tykke kinder :) Han kigger på en, han betragter en med sådan en blidhed, nysgerrighed...kærlighed. Jeg snakker med Jakob og igår sagde jeg: "Jeg håber vi får et langt liv, vores lille familie...For vi er så gode sammen..."

Jeg er så glad for hvor vi er lige nu, vi er inde i sådan en positiv udvikling, man finder hurtigere ro, hvís man bliver nervøs eller bange for fremtiden, jeg kan hurtigere tale min selv til rette og "komme tilbage i balance". Måske fordi jeg jo kan se der sker så meget  godt med Jakob...så bliver det nemmere...Nogle gange kan jeg blive overmandet af noget, der minder om angst...hvor mit hjerte banker, jeg ikke føler jeg kan trække vejret...Jeg bliver dårlig og panisk, men jeg har lært mig selv at stoppe det hurtigt...få vendt tankerne. For man kan ikke bruge den tilstand til noget, men jeg har indset at det er en del af, at være forældre til et handicappet barn...Man vil føle angst for det uvisse engang imellem...

Kunsten er at lære at gøre de perioder kortere og kortere...det er nok tiden, der skal hjælpe mig med det...Med at blive mere tryg. Men jeg er godt på vej og den her positive udvikling giver mig ekstra plads...plads til at vænne mig til at være HER...hvor der er lidt usikkert...Men også så smukt. :)

Smukke lille Jakob...I aftes, da vi lå og puttede og skulle til at sove ligger vi begge på siden og kigger på hinanden og så tager han min hånd og holder fast. :) Det er så fantastisk når han søger kontakt...og kærlighed. For det vil jeg jo så gerne give ham...