Sulten og ked af det

Jakob er begyndt at blive rigtig ked af det, hvis han er blevet for sulten eller for træt. Så bliver han fuldstændig ulykkelig og nærmest utrøstelig, det eneste der hjælper, er hvis man virkelig selv gearer ned og ER til stede hos ham, taler blidt, holder om ham, lader ham rase lidt ud, så falder han ned.

Igår havde vi møde med banken for at få ordnet nogle småting, justeret budget og efter salget af vores campingvogn skulle vi lige have nogle ting på plads. Så imens kom farfar og farmor og passede børnene. Jeg havde givet Jakob to stykker rugbrød lige inden vi kørte og tænkte han godt kunne holde til vi kom tilbage fra mødet. Vi kom af med vogn, den har stået til salg fra april og selvom det ikke er ret længe, så var vi ved at frygte den skulle stå et år mere, eftersom sommeren var ved at slutte, men heldet var med os. :) Siden sidste sommer hvor vi havde sådan en frygtelig ferie i vognen, Jakob der fik for mange indtryk og alt hvad det førte med sig, gjorde at vi pludselig så den trange plads og den tætte atmosfære på en campingplads som alt andet end hyggelig! Og de ekstra pligter som sure...tænk at bruge sin ferie på at tømme toiletspand, kæmpe med et fortelt og vælte ind i hinanden i en alt for trang vogn, ellers tak! Vi havde camperet før vi købte den, vi havde prøvet det og huskede det som hyggeligt...Og tanken om at vognen altid er den samme osv. tiltalte os pga Jakob, men campister har vi nok aldrig været, så de af vores venner, der rystede kærligt på hovedet da de hørte vi havde købt vogn havde ret...:)

Vi handlede ind på vej hjem og bestemte os for at hente mad fremfor at skulle stå og lave mad, for klokken var alligevel blevet 18:30...Mens min mand var inde efter maden ringede Emma...Jakob var ked af det og hverken farmor eller hun kunne få ham til at slappe af.

Jeg fortalte Emma at vi var på vej og at vi nok skulle skynde os, de måtte prøve at hjælpe Jakob med at finde en god sang på ipaden og Emma foreslog hun kunne puste sæbebobler for ham...Krise afværget. Jeg kunne høre Emma var ked af det, hun HADER når Jakob er ulykkelig og når hun føler hun ikke kan gøre noget for at gøre det godt...Hun er så god ved ham, hun vil så gerne være der for ham, altid.

Da vi kom hjem med maden - vi fik Kinamad og vi havde to cheeceburgere med hjem til Jakob - da han så posen med burgerne kiggede han på sin far, der stod med posen og rakte ud efter den. Han var sulten, meget sulten! Men for pokker, hvor kan det være svært når han ikke kan sige hvad det er der er galt. Farmor havde prøvet med yogurt, men da var han kørt så højt op, at man er nødt til at få ham beroliget, før man kan give ham mad,

Det er dælme nogen gange svært, men én af de største grunde til at min mand og jeg IKKE tager på kæresteweekend ret tit. Det er svært at tage fra ham, når man VED hvor svært det kan være at læse ham, for andre...

Da han havde spist de to burgere klappede han og var glad...så var han mæt. Og mens de andre gik igang med at spise og jeg gav Jakob mad på værelset...så blev jeg også ret sulten...og hvem kom ind med det lille foldebord og et glas vand og en tallerkenfuld mad til sin mor? Det gjorde Emma...:) Hun er så god, ikke kun ved sin lillebror, men også ved os!

Hun havde besøg af en legekammerat igår og det startede meget godt, men så skulle vi ud og gå tur med Albert og da det småregnede tog Emma sin pink paraply og gav pigen Jakobs, som jo er turkis...Så blev pigen sur og Emma forsøgte at tilbyde sin pink paraply, men den ville pigen ikke have. Så hele gåturen var hun sur og Emma forsøgte at muntre hende op...og da vi kom hjem var pigen stadig sur og kom med sure bemærkninger hver gang Emma forsøgte at lave lidt sjov.

Så tilsidst sagde jeg at det var fint at man blev sur, men hvis man skulle lege, så kunne det være godt hvis man kom over det igen og blev glad ellers gav det ikke rigtig nogen mening at lege sammen.

Tror hun havde en dårlig dag, de har leget rigtig meget sammen her i ferien og hun er en skidesød pige, men igår fungerede det ikke rigtigt og sådan er det jo engang imellem, så da Emma kom listende ud og sagde at pigen bare sad og var sur på værelset, så besluttede jeg mig for at sende hende hjem, ikke på en sur måde...slet ikke. Jeg forklarede bare at Emmas farfar og farmor kom og så kunne de lege videre en anden dag...Og bagefter sagde Emma at hun var glad for jeg hjalp hende..."For jeg kunne ikke rigtig få sagt at jeg ikke ville lege mere, ingenting jeg gjorde hjalp...".

Det kan godt være jeg burde have blandet mig udenom og ladet dem selv klare det...Men det gjorde ondt i mig at jeg kunne høre Emma gik og forsøgte at gøre pigen glad uden held...Hun skulle ikke vende på hovedet og omvendt, for at gøre en glad, som ikke ville være glad...

Emma er den her omsorgsfulde pige, hun gør alt for at alle har det godt, men hun skal også have noget igen, og får hun ikke det, så tror jeg ikke jeg kan lade være med at blande mig...

Sådan noget tænker jeg på, da hun kom med det lille foldebord igår og maden, så tænker jeg: Det var godt jeg blandede mig...For Emma hjælper altid mig...hun skal også vide uden ord, at jeg vil hjælpe hende, når jeg kan se hun har brug for det...

Da Jakob skulle sove igår var han fuldstændig oppe og køre, sådan kan det godt være hvis han er blevet passet og måske ikke er blevet hørt på den rigtige måde...eller hvis han er blevet for træt...Så skal man hjælpe ham med at falde ned. Holde om ham, tale stille ting ham, være til stede...og på den måde tvinger man også sig selv til at geare ned. Selvom han skreg og græd...da jeg lagde mig hos ham og holdte om ham, kyssede ham i nakken og bare var der...så gik der ikke mere end to minutter så sov han...

Men der i mørket, da tænkte jeg...Det er kun mig der kan det her...og min mand.

Og på en måde er det lidt skræmmende.