At afstemme forventninger

I denne uge har der været møde her hos os mellem terapeuterne, lederen af børneterapien og socialrådgiveren. Vi har fået ny igen, det er heldigvis en vi kender og har haft på et tidligere tidspunkt, kemien er iorden, så derfor er det okay. Vi har faktisk fået oplyst at de er to som deler posten, hende vi havde fået at vide blev vores faste socialrådgiver og så hende her, som vi kender fra tidligere...fordelingen er opgaverne har jeg ikke helt styr på og jeg er i tvivl om de selv ved det...for det skifter uden tvivl igen, gad vide hvornår de finder et system, der fungerer?? Det undrer mig virkelig med al den udskiftning og omrokering...

Nå, men de skulle komme for at forklare reglerne omkring hjemmetræning og jeg fornemmede rent instinktivt at det ville være klogt min mand var med, så han tog fri de par timer og sad med ved bordet, og så kunne vi skiftens til at tage os af Jakob...hvad den ene ikke hørte, hørte den anden jo så...

Jeg lærer aldrig at synes det er "rart" når det offentlige træder indenfor, ligemeget hvor søde de er og hvor meget de smiler, jeg bryder jeg mig ikke rigtig om det. Min mand er ligeglad, han tager det stille og roligt ), jeg kan ikke rigtig lide det her med: "Systemet mod os" - agtigt. Men det er måske heller ikke helt fair, i bund og grund tror jeg de vil os det bedste, ikke kun Jakob, men os som en helhed, en familie, og de arbejder i løsningsforslag.

Fint.

Men jeg fornemmede at de var ude efter, om det her nu også er det rigtige tilbud for os. Vi har en hel hjemmetræningsaftale, hvilket vil sige at jeg tager mig af al træningen med hensyn til Jakob...Ergo og fys og jeg havde i en periode sat det lidt på standby, faktisk et forslag fra ergo og fys...men de kendte ikke konsekvenserne af det, for der er ingen tvivl om, at det møde blev afholdt for at løfte en pegefinger! Man må ikke sætte noget på standy, når man har en fuld hjemmetræningsordning!

Vi har intensiveret det kommunikative omkring Jakob, så talehørepædagogen kommer fast hver 14 dag...og nogle gange er vi nødt til at afmåle Jakobs ressourcer og bruge dem der, hvor det er mest nyttigt...Denne vinter har været slem med sygdom, han har nærmest været på en rutschebanetur, hvor han har været syg hver 14. dag en uge eller to af gangen med maveonde, influenza, mellemørsbetændelse og deruedover har hans mave været værre end ellers, så han har ikke haft det store overskud, det siger næsten sig selv, når man er dårlig...så det har ikke givet mening at "træne" på den måde.

Det er helt forståeligt, at der er regler, der skal følges, ting, der skal overholdes, og det VIL vi gerne. Men man skal jo lige vide det først...hvorfor er det at sådan et møde først bliver holdt nu?

Det burde være obligatorisk at deltage i et sådant møde mellem de implicerede parter for en god start ind i systemet, man kan da nemmere dunke folk oveni hovedet, når man VED de kendte reglerne fra start af...

De var nu også meget søde og lydhør over for det og vil overveje at lægge et sådant møde i opstarten af et forløb. Især lederne af børneterapien var konstruktiv og meget åben og god til at forklare...noget vi burde have fået forklaret fra start af.

Man skal se på det som en "børnehaveplads", da kommer de jo også hele vejen rundt om barnet...det kommunikative, det fysiske, det mentale, det sociale...så kan man skrue op og ned for blusset på forsk. områder hen ad vejen. Og de mål vi har sat er ikke så rigide at de ikke kan ændres løbende...Jeg skal også blive bedre til at sige fra, hvis jeg ikke selv mener et mål er realistisk, og verbalisere, hvis han har en lang sygeperiode, som gør det svært at gennemføre mål. Men der har været mange gange jeg har aflyst fordi Jakob var skidt og især ergo, der også har små børn har også været en del syg...det gør det jo også sværere at køre et kontinuerligt forløb...Jeg føler lidt de tror jeg´aflyser for let...

Men Jakob har jo virkelig været dårlig denne vinter og jeg bryder mig bestemt ikke om at føle det mistænkliggjort. Jakob skulle have svømmet, vi måtte låne børnehavens svømmehal, men mellemørsbetændelse og også et par aflysninger fra fys, hvor der var booket forkert tid eller man alligevel ikke måtte låne det, satte en bremser for det, og eftersom vi havde været i badeland med ham et par gange i den mellemliggende tid, men ikke følte han fik noget ud af det, andet end en gang mellemørsbetændelse og lidt plasken i vandet, gjorde det mindre relevant...men som de sagde kan de tilbyde roligere forhold, og vise øvelser...så selvfølgelig vil vi være med og prøve igen og se om Jakob kan finde glæde ved at træne i vandet...De snakker også om det sociale, at det er godt for ham at se andre børn, og det er rigtigt, jeg føler bare nogle gange at især ergo mener at han sagtens kunne fungere i børnehaven...Jeg er slet ikke i tvivl om, at det kan han IKKE endnu...Bare det besøg, hvor de var her de par timer, så falder han omkuld i sansegyngen efter de er kørt. Han udtrættes så hurtigt og en træt dreng får ikke lært noget. Jakob har brug for ro og nærhed og så kan man tilbyde ham udfordringer i trygge rammer eller tage på besøg i børnehaven, vi må f eks være med til morgensang evt. en gang om ugen og det vil jeg rigtig gerne, jeg er ikke i tvivl om at det er godt for ham at se børn under de rigtige forhold...

Men sådan noget skal man slogs med, når man er afhængig af systemt, og det er vi...vi skal samarbejde og det vil vi gerne. Jeg kan godt lide både ergo og fys, ingen tvivl om det og jeg vil gerne bruge deres viden konstruktivt. Det er jo for Jakobs skyld...

Det er dælme ikke let...Man er jo bange fordi man har oplevet hvad der sker når han er under pres...affektionsanfald...eller da vi camperede sidste sommer...og de to uger, satte ham så meget under pres, at han kodede børnegråd sammen med den oplevelse og først nu er kommet sig...det er sommetider en dyr pris man betaler, hvis man gør noget forkert. Tænker de på det? Behandlerne? Socialrådgiveren? Systemet?

Ja det tror jeg faktisk oprigtigt de gør, for de virkede som om de gerne ville hjælpe med at finde den rigtige løsning, det var ikke kun træls det møde, det var egentlig kun starten, der var træls, da man ligesom fik afstemt og opklaret miseren, så lettede stemningen og så blev det konstruktivt. Netop derfor håber jeg de nye familier, der kommer ind i systemet, får sådan et møde her i opstartsfasen, og ikke først halvandet år - 2 år inde i forløbet!

Så nu starter vi på en frisk...Jeg glæder mig til at se på det hele med nye øjne og få gang i et mere konstruktivt forløb, for det er jo meningen Jakob skal udvikle sig og lære noget, det gør hn jo også, men det skal struktureres meget mere, jeg vil til at se på vores hverdag meget mere skemabaseret, hver dag skal vi nå igennem nogle aktiviteter og der skal tænkes i en helhed! Socialrådgiveren sagde at det IKKE kun må være pasning, det har det nu heller ikke været, men det er da en blanding af træning og pasning! Uden tvivl.

Det er ligesom et arbejde, hvor man sætter sig nogle mål og forsøger at nå dem, det er ikke sikkert man når dem, men så må man forklare hvorfor...der er jo altid en grund! Og hvis de tror det er fordi vi ikke gør noget, så bliver jeg ked af det...vi ønsker det bedste for Jakob, at give ham det bedste, det er jo derfor vi gør det. Fordi vi ved han er sart og ikke god til pres, han har brug for tryghed fpr at lære og netop derfor er det MIG der gør det...De kan ikke få hænder på ham, det erkender de også selv, både specialrådgivningen og kommunens folk, så det er ER mig der skal og jeg vil gerne, jeg vil så gerne, det er min fornemste opgave i livet.

Og det skal dælme nok lykkes! Jakob er en dygtig lille dreng! Og han kan og skal opnå en masse på hans præmisser, på den rigtige måde...