Emma

Det er mærkeligt, men ofte er det ikke Jakob, der er svær at håndtere, men Emma!...

Jakob har sine rutiner og signaler og behov og dem kender jeg til punkt og prikke...Jeg ved hvad han mener, når han signalere til mig. Vi behøver ikke bruge ord for at forstå hinanden, vi har et usyneligt bånd, hvor man næsten kan føle hinandens humør og behov uden at det skal siges eller vises synderligt tydeligt.

Jeg kender ham. På en måde er han uforanderlig, han er konstant på en måde...og forandrer han sig så aflæser jeg ham...

Med Emma er det anderledes, hende skal man greje på en hel anden måde og jeg kan godt fornemme allerede nu at der bliver flere kampe med hende, og det er gået op for mig at det er pga hendes personlighed/ udvikling, ikke fordi hun går på kompromis pga Jakob! Jeg tror man gør hende en kæmpe bjørnetjeneste ved at være konstant eftergivende, fordi man hele tiden har i mente: Hun har jo en handicappet lillebror...

Det har hun...hun har en handicappet lillebror, og ja hun har nogle tanker omkring ham, men det her er ikke et opgør pga nogle usikkerheder hun har grundet Jakob...

Det her er et opgør med en ganske alm selvstændig pige på 8 år som prøver grænser af, vi er så meget i balance, hun er så meget i balance, at det ikke er nødvendigt at være ekstra eftergivende og blide og bløde osv. og lidt ligesom med folk, der bliver skilt og kompenserer ved at overforkæle barnet, så tror jeg at vi nogle gange lader Emma få alt for frie tøjler...hun får lov til meget, hun får mange ting...og når bedsteforældrene er her, så kører Emma showet, fordi...hun skal have lov at bestemme ( fordi hun hvad? ofrer sig for Jakobs behov, så skal hun ikke have et nej, hvis der er noget hun vil )...

Jeg tror virkelig vi skal til at sadle om, for hun er en omsorgsfuld pige, hun er en kærlig pige...og den pige skal ikke ødelægges fordi man forkæler hende og tager hensyn på en måde som i virkeligheden ikke er nødvendig...Det er en balancegang uden tvivl, men jeg synes godt jeg kan se skillelinien og den er ved at blive overtrådt.

Hun er så vant til kun at få JA, at et nej nu udløser en næsvis tone...Der er sjælden konsekvens her, for det har der aldrig været behov for, men jo mere man bruger ordet nej, jo mere reagerer hun...

og vi har aldrig lagt mærke til det før, fordi vi jo altid bare sagde JA, og så er det klart man ikke får modspil...Men jeg tror det er uklogt ikke at gå ind i spillet...også for hendes egen skyld.

Så jeg træder ind, ikke særlig varsomt, for det er ikke min natur, men jeg træder ind med omhu, vær sikker på det...:)

Og nu er uden tvivl det rette tidspunkt.

Igår cyklede hun på gaden med de tre piger overfor...de kører allesammen på brugte cykler...Fine cykler. Brugte cykler og der cykler Emma så på sin spritnye lyserøde cykel...Og vi spurgte moren om de ville købe Emmas "gamle" cykel...den er så fin, der er ikke en skramme for den er kun 1 år gammel...Men hun ønskede sig en ny og større...bevares den var også lidt lille...men hun har endnu ikke sagt tak til mig, jeg hørte hun sagde tak til sin far og da jeg så spurtge hende om hun ikke skulle sige tak til mig, så sagde hun: "Du ved da du er indforstået, når jeg siger det til far!"

Nej det ved jeg ikke! Og det viser mig to ting...Hun er rap i replikken for hun havde svar på tiltale, da jeg spørger hende, og hun får for meget...FOR nemt!

Men det stopper nu, jeg vil ikke opfostre sådan en forkælet en, en der bare forventer ting, fordi det er hun vant til...

Emma er en god pige, hun er omsorgsfuld og hun deler alt med sin lillebror...det er hendes natur, men natur kan ændres af miljø...men jeg vil ikke være skyld i hun bliver en lille forkælet og egocentreret personlighed...Dem er der nok af i forvejen!