søndag den 19. maj 2013

Mini teen

Igår holdte vi Emmas børnefødsesldag for klassen...Jakob blev hentet af farmor kl 10 og pigerne var inviteret til kl. 11

Det var mærkeligt at se ham sidde der i farmors bil og kigge undrende ud på os, vi kyssede ham farvel og stod alle tre og vinkede da de kørte forbi huset og afsted.

Vi havde heldigvis lavet det meste dagen før, quizz og oprydning i udestuen, for med det gode vejr, der var varslet kunne de sagtens holde picnic udenfor. Min mand havde lavet pizzadejen og jeg havde lavet de 15 godteposer, så det var småting vi skulle lave om formiddagen...

Bang, lige pludselig så kom de oveni hinanden - og så var der ellers gang i den! Min mand havde lånt et anlæg ude på arbejde, egentlig bare en MAC computer, men hooked til kæmpe højtalere, der kastede Barbara Moleko og Medina og Joey Moe ud af højtalerne og så farede de ellers rundt, snakkede og minglede og hyggede sig. Nogen gyngede og hoppede på trampolin og andre gik på opdagelse på Emmas værelse. Det så super hyggeligt ud da de sad på tæpperne midt i solen og spiste pizza og på det store bord i udestuen var der 3 punch bowler med gul, grøn og rød saft og så kunne de ellers gå og tage og blande som de havde lyst til. De ligner sgu sådan nogle små mini teens, der mingler og sidder og snakker med hinanden :).

Bang, lige pludselig var de væk og tilbage var kun de blafrende balloner i loftet :) det er vildt, der er simpelthen gang i den, alle er på og larmen er overdøvende...i 3 stive timer...og bum, 5 minutter, så var de hentet igen.

Efter Emmas klasse er blevet splittet og delt op i stor klasser med både nulte og første og andenklasses-piger, er der mange af pigerne vi aldrig har set før OG forældrene...Og hold op mand hvor er der forskel på folk, nogle kommer ind i ens hjem uden at sige "hej" eller præsentere sig selv. Der var en far, der bare sagde pigens navn...og så var de væk. Omvendt er der dem, der står og hyggesludrer og siger pænt goddag og præsenterer sig selv, spørger hvordan festen er gået osv. Og der er ingen tvivl om, at det afspejler sig i børnenes opførsel, det er faktisk ret fascinerende...

En af pigerne sagde "bvadr..." til alt vi serverede...pizza, snacks...slik. En anden pige hun kom ind i køkkenet og spurgte min mand om hun skule hjælpe med noget og satte en ny skraldepose i, mens min mand gik ud med den fyldte...

Det fik mig til at tænke over hvordan Emma opfører sig når hun er ude hos andre, jeg ville blive ked af hvis hun bare gik og sagde "bvadr" til alt hvad, der blev serveret...

Jeg er ret sikker på hun bare er stille og rolig og høflig, uden de store udsving til den ene eller anden side. Det håber jeg.

Da vi har ryddet lidt op kører vi ned til farfar og farmor, da vi kommer er Jakob på herreværelset, han sidder i farfars elevationsseng og morer sig over at se koncerten på Utube med Justin Bieber, og han grinede da de kørte sengen op og ned. Det er gået så godt, de har kørt tur og været i skoven, Jakob gik selv lidt rundt og kiggede ud over udsigtspynten hvor de holdte hvil, han har leget med vand i haven og fået is...

Farfar og farmor er meget stolte :) og de har også tydeligt hygget sig! Jakob er glad, han giver mig et stort kys på munden og pludrer, mens jeg sidder ved siden af ham i sengen...Emma har kysset ham flere gange...

Hvor er det fedt at det kan lade sig gøre, at han kan komme med på udflugt ligesom Emma...det gør mig glad indeni...

Vi spiser dernede, de giver mad så vi ikke skal hjem og lave mad...det er sødt af dem. Men så får Jakob nok, vi når lige at spise færdig og så bliver han ked af det, nu er han ved at være mæt og fyldt...så vi siger tak for idag og kører hjem. Jeg foreslår vi lige kører ind og køber is på vej hjem og så sidder vi på trampolinen mig og børnene og spiser is...min mand nyder hellere et glas vin og sætter sig på en havestol ved siden af trampolinen.

Vi spiller stangtennis og Jakob gynger selvom klokken nærmer sig 20 er vejret stadig lunt. Gid hver dag kunne være sådan, man får en helt anden frihed, når man kan være udenfor så længe!

Da vi skal i seng kan jeg godt mærke på Jakob dagen har været anderledes end normalt, for så har han svært ved at falde til ro, han vil hele tiden stå op kaster sig rundt, jeg er nødt til at holde om ham og lægger mig tæt ind til ham.

Men sådan er det, det var det hele værd synes jeg, han har oplevet en masse og været i centrum nede hos farfar og farmor, de siger de smider alt de har i hænderne mens han er der og så drejer det sig om at være sammen med ham og det er det nærvær, der er godt for ham. Jeg kan godt lide tanken om at han får det samme som Emma, at han også kan komme ned til farfar og farmor og have hyggetid. Han behøver ikke sove der, det er ikke så meget det, det er mere det, der med at han kan blive forkælet og komme med på tur...Det synes jeg er godt for ham...og for os.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar