mandag den 27. maj 2013

De små udfordringer er det største

Jeg er virkelig begyndt at se på vores hverdag som en arbejdsdag...som en dag i børnehaven, og det er faktisk meget sundt at få sat det hele lidt mere i struktur og perspektiv, ikke at Jakob ophører med at være min søn i tidsrummet 8 - 14, men jeg er nødt til at se lidt mere skematiseret på det, så der ikke bare går hygge i det, men så han rent faktisk laver noget, lærer noget.

Jeg kan godt lide devisen: At træne uden barnet opdager det...En teknik det bruger i specialbørnehaven, og det er også den bedste indgangsvinkel til Jakob og så gælder det om at være kreativ og tænke i anderledes løsninger og udfordringer og DÉT i sig selv er en udfordring for mig, men jeg har masser af ideer!

Hver morgen efter pusletid og morgenmad, så synger jeg med ham foran spejlet og han inviterer selv til at vi skal lave "Ro, ro, ro din båd" :)

Jeg indlægger små pauser som i enhver anden arbejdsdag...

Og dagen byder på lidt af hvert...

Vi har sunget foran spejlet

Vi har været ude og gå tur med Albert og Jakob nyder altid at sidde i trækvognen og han lytter til fuglene og træernes raslen...Han får en lille gren eller et blad eller en blomst han kan kigge på og jeg sætter den op til hans næse, så han kan dufte...

Da vi kom hjem i haven legede han med vand, men han skal ikke bare sidde og plaske med vand i en skål, jeg laver en lille forhindringsbane, så jeg tvinger ham til at kravle, gå og numse og stå...Jeg putter vand i forsk. str bøtter, så han skal dreje hånden eller bøtten for at nå ned til vandet...så der er både noget fysisk i det og noget mentalt.

Jeg kan godt lide at tænke på den måde, det er sjovt for mig at udfordre ham og se at han egentlig ikke føler besvær ved det, men stadig yder en hel masse fordi han er motivieret.

Bagefter kom han i karbad og så pustede jeg sæbebobler, som han skulle punktere, og han smilede så sødt til mig og lagde hovedet på skrå...

Så kom Emma og hendes veninde hjem fra skole og de kom ind og sagde hej til Jakob...

Nu ligger han og sover i sansegyngen under en fin parasol, det ser vanvittigt hyggeligt ud, og når han vågner, så skal han have lov at have fri for idag :)

Imorgen kommer mormor og bedste og leger og onsdag kommer ergo og fys og så vil jeg spørge ind til en masse af de ting jeg måske har holdt lidt inde med...Det er ikke en falliterklæring at bruge dem, måske tværtimod!

Måske er ligningen sådan: At de skal udfordre mig...til at udfordre Jakob...og resultatet af det er...= et godt samarbejde...! Og i sidste ende et godt resultat....Og det er det vi skal opnå...for Jakobs skyld.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar