Blomster

Igår bankede det på døren, det var buddet, der kom med en rigtig flot buket blomster...

Man bliver altid sådan lidt "wauw, er de til mig/os" - overrasket, når man får blomster på den måde, det er super dejligt. Jeg anede ik hvem de var fra og læste kortet inden jeg gik ud i haven, hvor min mand sad i stolen ovre ved Jakobs gynge...Det var fra min mands faster og onkel og der stod tillykke med den fine bog om dejlige lille Jakob...der stod det havde rørt dem at læse bogen...

Jeg var lige ved at tude...hvor er det sødt af dem! Betænksomt...og så bliver jeg da stolt, for så har vi opnået det jeg ville med at skrive bogen...at folk kan se hvordan det "virkeligt" er...det er svært for andre at sætte sig ind i, også selvom det er ens familie...Så det er dejligt at de tager sig tid til at læse den, og dejligt, når man opnår det man gerne vil, at give et dybere indblik i hvordan det har været og er for os...

Da jeg hentede Emma fra skole, havde jeg besluttet at cykle derover...og spørge om hun ville med på en lille cykeltur...det ville hun gerne. Jakob elsker at cykle så han er altid glad, når han bliver sat i cykelstolen :)

Da vi kommer hjem beder jeg Emma hente min cardigan inden for, mens jeg står og holder cyklen med Jakob på...Hun kommer ud gennem haven i stedet for hoveddøren, hvor vi står og venter, så jeg spørger om hun lige vil gå tilbage og låse terrassedøren. Jeg kan ikke lide at køre fra et ulåst hus, ikke at der nogensinden er sket noget, men alligevel.

Og så bliver hun trodsig, det vil hun ikke og så kommer der en masse søforklaringer...Og så har jeg nok kortere lunte end min mand...Så jeg tager Jakob op af stolen og siger at så bliver det ikke lige nu vi skal cykle, jeg vil ikke tage Jakob op af stolen og tage ham med ind efter trøjen, for så at skulle sætte ham i igen, han er ikke god til for mange hurtige skift, og eftersom min cykel er tung, skal hun ikke holde den, slet ikke når Jakob sidder i. Og så flipper hun ellers rigtigt ud og lægger sig ned og skriger...skønt.

Jeg tager Jakob med ind og sætter ham på værelset og hun skriger videre udenfor. Jeg tager det helt roligt, og går ud og henter hende, guider hende ind på værelset og så er der timeout!

Emma har et ret heftigt temperament. Men det havde jeg også som barn...jeg kunne blive så GAL, at mine forældre lavede en regel om at jeg måtte gå ud på badeværelset og skrige 3 gange ( gad vide hvad naboerne har tænkt ).

Min mand forstår der ikke altid, men det gør jeg, så jeg ved at man bare skal lade hende rase ud...og så lytter jeg ved døren og hører at hun jo falder ned og så kan man tage en snak om det bagefter, når stormen ER raset af. Da hun var 3-4-5 år måtte jeg nogle gange hjælpe hende med at falde ned og decideret holde om hende og bagefter sagde hun at det var godt jeg hjalp hende...hun kunne køre sig selv så højt op, at hun ikke kunne komme tilbage igen uden hjælp.

Emma og mig kan være de bedste venner og bum...så ryger vi i totterne på hinanden. Uden tvivl en mor/datter-ting som de fleste mødre kan nikke genkendende til, man tager nogle hårdere kampe som mor og datter end far og datter gør. Det må ligge i det ældgamle mønster, de roller der udspiller sig i en familie, jeg er ret sikker på det er noget der daterer mange generationer tilbage...min mor kæmpede med min søster, med mig og min søster kæmpede med sin datter...sådan ER det bare. Det er med til at forme ens identitet man får udforsket sin egen rolle som datter...man får prøvet sin mor af osv.

Nå, men en ting jeg beundrer ved Emma er hendes evne til at sige undskyld, det er hun dælme god til...det kunne jeg lære af...jeg er ikke ret god til at krybe til korset og give mig eller sige undskyld...jo over for Emma, men ikke over for min mand eller andre...Det ligger nok tilbage fra barndommen, jeg husker ikke at mine forædre var "gode" til at modtage undskyldninger og så holder man op med at give dem...Derfor tænker jeg meget over når Emma kommer til mig, at man får det ordnet med det samme, at man ikke bærer nag...Jeg husker en gang da jeg var barn og jeg fejrede nytår med min kæreste, jeg var en stor teenager og vi havde festet...som man nu gør og så havde jeg glemt at ringe hjem eller komme forbi for at sige godt nytår, da jeg kom hjem næste dag, var der iskold stemning...en bebrejdende stemning...jeg kan stadig ikke lide at tænke på episoder som det. Men på en måde er det godt nok at huske det, for jeg ville aldrig sætte Emma på pinebænken...Og nu skal det ikke lyde som om mine forældre var forfærdelige og træls, ingen er perfekte...og det er egentlig bare utroligt, hvor meget man tager med sig ind i sit voksne liv, ting man husker fra da man var barn...Jeg er glad for jeg er voksen nu...

Nu er det hele meget nemmere...som min mor sagde, mens hun var her..."Det er ikke nemt at være barn"...nej det er ikke særlig nemt og som min mand siger kan Emma jo sagtens slogs med nogle ting vi ikke kan se og derfor kan hun have brug for at "skrige", skabe sig eller "acte out"...og det er rigtigt...det er helt rigtigt og det er der plads til, men jeg synes stadig der skal være konsekvens.

Når hun skriger og skaber sig på den måde, må hun gerne få "ro" til det og plads til det, men hvis hun gør noget forkert, vil jeg også reagere på det!

Lige pludselig åbnede hun døren og kastede et brev ud..."Mor" stod der på brevet og indeni lå et rødt modellervoks hjerte og et brev, der var delvist rigtigt stavet og børnestavet...der stod: "Ånskld mor at jeg flbbd sdn ud, hbdutgavmaj" og jeg kunne sagtens få læst at der stod: "Undskyld mor at jeg flippede sådan ud, håber du tilgiver mig"...

Og så åbnede jeg døren og gik ind og gav hende et kæmpe kram! Nogle gange har man bare brug for at skrige, at få noget ud, det kan være små ting der trigger det, og så virker det som en overreaktion...men det kan være nødvendigt...også for Emma!

Jeg lavede noget eftermiddagsmad, pizza med skramleæg til og advocado ( vi spiser nogle gange mærkelige sammensætninger Emma og Jakob og jeg )...Og så cyklede vi en lang tur, hele vejen forbi rideskolen, hvor vi stoppede og snakkede med hestene, forbi kirken hvor begge unger er døbt...solen skinnede og Emma hjulede derud af på sin nye cykel og Jakob nød det omme på bagerste række, hvor han sad med solbriller på og kiggede nysgerrigt på alt hvad vi cyklede forbi...Og så var det vi kom hjem i haven og min mand kom hjem, han havde cyklet på arbejde...

Og så bankede det på døren og blomstermanden kom med den fine buket...