Gang i bålet

Vi har haft en dejlig weekend...Helt stille og rolig uden nogen planer. 

Fredag startede med Emmas og min hyggeaften, hvor vi lukker soveværelset hermetisk af og bare er alene, imens hygger Jesper og Jakob i stuen og da min mand spørger hvordan vi gør md sovearrangementet, bliver vi enige om at han bare skal hygge med Jakob og at jeg nok skal sove med ham, jeg synes det virker som om min mand bliver lettet, jeg tror inderst inde han er ked af de små nderlag, hver gang det IKKE lykkes for ham at putte Jakob, så da vi aftaler det, føler jeg næsten han bliver lettet og måske bedre kan nyde at hygge alene med Jakob, mens vi ser TV. Han kommer ind og fortæller at nu har han ikke brækket Jakobs kinder istykker, men istedet givet ham den i hånden hel, og så sidder han og tager små bidder af den...Og jeg tænker at det er sådan nogle succesoplevelser de skal have de to :)


Jakob havde sovet dårligt om fredagen og derfor sov han en lur lørdag eftermiddag...Imens sad vi i udestuen med pejsen flammende af det bål min mand havde lavet og bagte snobrød...Emma var så glad, hun elsker de nær hyggestuender, og det gør vi også...Det behøver ikke at koste en formue at skabe hygge, og det bør det ikke.

Søndag gik vi i skoven, vi havde egentlig snakket om svømmehallen, men orkede ikke at mobilisere farmor som så skulle med for at tage Jakob hvis han blev ked, så istedet gik vi en tur i skoven, vi har den smukkeste skov tæt på, hvor vi bor, og så kunne Albert vores store vovse komme med. Skoven er så smuk her om efteråret. Hele himlen er nærmest pakket ind i gullige og rødlige blade fra trætoppene og Jakob nyder det "store" rum, han numsede rundt i de nedfaldne blade, rejste sig ved træstammer og Emma fandt en rebgynge, først prøvede hun og så tog min mand Jakob på skødet og Emma og jeg skubbede dem, nøj hvor han hvinede af fryd!!!!

Vi var der et par timer og sluttede af på legepladsen. Emma ville så gerne lave bål igen, så da vi kom hjem lavede jeg snobrødsdej igen og mens min mand var indenfor med Jakob sad vi og hyggede os med at bage snobrød...:)

Det ender med at Jakob sidder op af sin far og falder i søvn, den friske tur i skoven har taget pusten fra ham på den gode måde. Det ser sødt ud, Jakob ligger ved siden af min mand, svøbt i en gammel dyne vi har fået af min mands bedsteforældre, sådan en rigtig sommerhusdyne fra "gamle dage" og den duft den har minder min mand om dem :) Vi har også en gammel designgyngestol fra dem, og den malede jeg hvid i sidste uge, den er blevet så fin, jeg kan godt lide tanken om at den er gammel og at det er en hans farmor har sparet op for at kunne købe, den betød noget for dem og det skal man respektere. De lever endnu, de er friske og lever et aktivt liv, og jeg ved de glæder sig over at se man "bruger" de ting de giver en.

Søndag aften slog jeg over på DK4, jeg sappede bare rundt, men opdager det er et program om et bosted for voksne handicappede, et sted i jylland, hvor de har implementeret en ny måde at håndtere beboerne på. Det drejer sig om at give de handicappede et godt liv, at lytte til den enkeltes behov og forsøge at opfylde de drømme de har...Også små ting i hverdagen, såsom at give sig tid til at finde ud af hvilken CD personen gerne vil lytte til selvom personen ikke har noget sprog, så kunne de via glade eller utilfredse lyde spore sig ind på personens udtryk. Virkelig smukt, men jeg blv fysisk dårlig, jeg fik faktisk kvalme...Det kom simpelthen for tæt på!

Jeg tror slet ikke jeg er kommet så langt, som jeg af og til tror...Men Jakob er altså også kun 3 år! Vi har været i den her situation i 3 år...vores sår og sorger er ikke væk eller helet, slet ikke. Det opdager man når man ser sådan noget...Eller som da jeg besøgte spcialbørnehaven, og så en lille dreng få sutteflaske, han græd da vi kom ind og begyndte at snakke. Jeg kom til at græde, behandlren troede det var fordi jeg synes han mindede om Jakob...Men det var det ikke, jeg synes han så så hjælpeløs ud...dér hos hende pædagogen, jeg ved det er gode mennesker, men jeg kunne ikke se Jakob sidde der...hos en fremmed. Det gjorde så ondt i mig...

Men vi er heller ikke der endnu, Jakob skal ikke være der endnu...og Jakob er ikke voksen endnu, han skal ikke på noget bosted...endnu, så jeg behøver ikke forholde mig til det, det kan jeg ikke. det gør for ondt. Igen fordi vi står i sådan en uvis situation, vi kender ikke hans fremtid endnu, og det gør vist mere ondt end jeg selv lige troede. Når man går her i hverdagen og ser på Jakob, den ene dag tager den anden, han står ikke stille udviklingsmæssigt osv. så LEVER man i det, man kan glemme det faktum at vi ikke aner hvad han fejler...men så kan der være ting, der puster til ilden og minder en om, virkeligheden...Den svære virkelighed...Jeg mistænker mig selv for at gå med et lille håb om at Jakob bliver normal...Fordi det gør for ondt at tænke på det andet. det gør så ondt på mig da jeg ser det program igår og man ser en mand, der er i 40erne ligge med sin lille dukke, da han skal sove...Intet sprog havde han...

Det er uudholdeligt lige nu.

Og idag skal jeg på OUH med Jakob, han skal have tjekket sin hovedpulsåre, fordi det syndrom de mistænker han har, kan før til hjerteproblemer. Og på onsdag kommer den nye socialrådgiver på besøg...Jeg orker det ikke, jeg orker ikke at der skal sidde endnu en og kigge på os og bedømme os og hjemmetræningen...Jeg føler jeg skal kæmpe for at få lov til det her, som om de blot venter på de kan sende Jakob i børnehave...Men måske tager jeg fejl...Måske er man bare hele tiden på vagt. Jeg vil gerne glæde mig til at møde hende, for jeg har hørt hun er en virkelig sød dame, men vi har prøvet så meget efterhånden, hun er nr. 7 og jeg frygter at jeg vil kunne lide hende, og at hun så forsvinder igen til fordel for endnu en vikar. Jeg fygter jeg skal sidde og fortælle det hele igen, lige fra graviditeten til hele fødselsforløbet...da vi fandt ud af der var noget med Jakob osv. min mand siger jeg bare skal tage det roligt...men jeg tror ikke han ved hvilket pres det er hele tiden at skulle åbne sit hjem og sig selv overfor fremmed. Måske tænker han at han sagtens kunne tage det roligt og at jeg presser mig selv unødvendigt. Men hvordan kan jeg andet? Det eneste jeg tænker på er at beskytte Jakob...og os.

Ja, der er gang i bålet, både det til snobrød, og det der brænder inde i min krop. De kloge mennesker fortæller mig at det slukkes mere og mere, jo større Jakob bliver, jo mere vil man vænne sig til situationen.

Vand, jeg mangler vand!