onsdag den 3. oktober 2012

Legedag


Igår havde vi legedag med mormor og bedste...Emma glæder sig jo allerede dagen før og bedste hentede hende på skolen da hun havde fri.
Jeg skulle handle lidt ind, så efter jeg havde givet Jakob morgenmad legede han og mormor, men Jakob var længe om at vågne igår og man kan se det på det udtryk han har i ansigtet, så ser han fraværende ud.

Jeg er væk en time og de leger fint da jeg tager afsted, Jakob kigger sig i spejlet, vi har et stort spejl stående i stuen, så han kan betragte sig selv, han laver hoveder og lyde til sig selv, og mormor sad ved siden af og snakkede med ham.

Da jeg kom hjem sidder Jakob på køkkenbordet mens min mor er ved at give ham en bolle, som bedste og Emma har købt til ham ved bageren, men han ser opkogt ud og mor siger hun er på vej til at gå lidt væk med ham når han har spist færdig.

Han virker ked af det og har ik ret meget overskud...En times leg...

Nogle gange bliver jeg ked af det, jeg tænker det er så synd for ham at han udtrættes så hurtigt...men sådan er det så bare og så må man hjælpe ham til at koble af. Om aftenen taler vi om, hvor godt det er Jakob er hjemme! Jeg er sikker på han ville lukke sig totalt ind i sig selv, hvis han skulle være i fremmed omgivelser hver dag...

Men vi har en god dag, det er hyggeligt og godt for os allesammen at være sammen. Mine forældre nyder det, og jeg tænker at det er noget mine børn altid vil huske. Legedagene med mormor og bedste...

Da mormor og bedste tager hjem og Emma er kommet i seng, så vil Jakob ind på Emmas værelse, og han tager min hånd og peger op mod hende TV, han vil se film :) og da jeg tænder, hviner han af fryd, han elsker at være på hendes værelse, men der er også så hyggeligt. hvis jeg var lille ville jeg også elske at være der :)

Emma tabte en tand igår, hun er helt vild sej, hun var gået ud på badeværelset og kommer pludselig og siger hun har tabt en tand, hun står der med blod i munden og smiler stolt, hun er en hård en, hun er ligeglad med lidt blod og hun lirker bare tanden ud, ingen pylren eller noget! Jeg er nærmest ved at besvime over synet af hendes blodige mund, men det rører ikke hende.

Vi gør lidt ekstra ud af det både Jesper og jeg roser hende, og hjælper hende med at rense tanden og munden og mine forældre når også at se det, for det sker mens vi spiser aftensmad. Jeg tænker at når der sker noget ud over det alm. så skal vi virkelig SE hende og give hende vores fulde opmærksomhed, jeg tror det er supervigtigt at man skaber lidt ekstra "wauw-effekt" over noget som sker for hende, noget som kun er hendes, det skal man anerkende og fejre, også ting som andre ville synes er små ting, men fordi hun jo ofte viger for Jakob, så er det ekstra vigtigt at vi virkelig SER hende, når der sker noget som er vigtigt for hende.

Og så skal tandfeen jo komme...Emma tror stadig på julemanden, påskeharen, tandfeen, you name it. Og jeg elsker at hun beholder den tro så længe som muligt, fordi jeg tror hun synes det er hyggeligt og selvom andre ikke tror på det, så er hun ligeglad. Og som jeg sagde til hende imorges...hun skal tro på det hun synes lyder rigtigt, hun skal tro på det hvis hun vil. Og være ligeglad med hvad andre synes...Og det hviler hun virkelig i!

Her til morgen har Jakob sovet længe, efter dagen igår er han måske ekstra træt...Og jeg fik tid til at spraymale en gammel kommode, jeg hapsede nede hos min svigermor da hun var ved at smide den ud. Den har sådan en flot form og man kan se den er gammel, det elsker jeg. Og så kan jeg godt lide tanken om den har stået hos mine svigerforældre i alle de år...15-20 år velsagtens. Jeg har malet den turkisblå :) den er superfin...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar