Kan det være rigtigt??

Igår var det sidste afsnit af "Undskyld vi er her"....Øv det program er bare så livsbekræftende og en god reminder, synes jeg.

En reminder om at vi måske ikke burde slippe helt så nemt som mennekser i det her supposedly velfungerende samfund.

Jeg synes det er trist at samfundet tilbyder abort på baggrund af det her syndrom...Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at man som forældre kan bede om det? Hvorfor skal det tilbydes?

Når man får et barn...har man måske nogle forventninger til hvordan det barn bliver...vil blive. Ligesom man har forventninger til alt andet her i livet. Sådan tror jeg mennesket er bygget.

Man forventer som udgangspunkt at få et sundt og raskt barn, et levedygtigt og normalt barn. Men hvis man ikke får det...et normalt barn, vil man så elske det mindre?

NEJ!

For det der er med det, er at når man først har fået sit barn, når man ligger med det nyfødte barn hud mod hud...eller når man ser det smile reflektivt for første gang, når man mærker den lille hånd, den lille bitte hånd tage fat om ens finger, når man dufter til den bløde babyhud...når man første gang virkelig connecter med sit barn, så elsker man det jo ligemeget hvad!

Og igen, hvem bestemmer hvad der er et godt og værdigt liv? Kva den udsendelse om Carina Melchior...Som en af lægerne/ behandlerne på Hammel genoptræningscenter pointerede ville han ikke stille sig til dommer for hvad det lykkelige liv er, eller hvem, der har et lykkeligt liv, for størstedelen af deres patienter, ville selv betegne deres liv som lykkeligt. Hvorfor skal samfundet så gå ind og føre kniven?

Jeg bliver så ked af det!

Da man ser dem danse til sidst i programmet igår, da man ser hvordan de netop nyder livet på deres præmisser, så tænker jeg. Hvorfor skal de ikke have lov til det?

Min mand fortalte at en af hans kollegaer havde været til møde på skolen fordi skolen arbejder på at integrere børn med handicaps ind i det normale skolesystem, det skulle være sundt for de handicappede...

Hm...

Sætter man også normale børn ind på specialskoler?

Eller er tanken at specialskoler skal spares væk...

Jeg tænker virkelig det er en glidebane. Der er da ingen tvivl om at normale børn og handicappede gerne skulle leve i tolerance med hinanden og at man kan lære af hinanden, men jeg tænker at det ikke vil gavne niveauet hvis man blander børnene. Det bidrager da kun til at den handicappede vil opleve nederlag og det normale barn vil lide akademisk. Men igen, man skal være så ens! Er det en skamplet på samfundet, når der er grupperinger?

Ville jeg have tænkt alle disse tanker før vi fik Jakob? Sikkert ikke, men netop derfor er jeg så taknemmelig for at Jakob blev min...for jeg er blevet meget mere åben og rig...Jeg tænker mange flere konstruktive tanker, og igen er det bare min pointe! Bare fordi man har et handicappet barn, der kræver mere, der måske giver flere bekymringer og sorger, så får man også noget uvurderligt! Noget smukt og livsudvidende.  Man gør horizonten bredere...simpelthen.

Igår var jeg på besøg i specialbørnehaven fordi Jakob skal starte i sanggruppen...Som vi sidder og taler kan jeg høre en pige der skriger hele tiden....og behandlerne siger hun har det svært for tiden. Jeg tænker at hvis Jakob skulle høre på det en hel dag ville han tage psykisk skade...simpelthen, han ville ikke kunne rumme det. Selvfølgelig skal han have noget socialt, så derfor er det fint vi skal i sanggruppe og jeg glæder mig! Han skal lære sociale færdigheder, og heldigvis ligger der en masse naturligt. Da vi var på besøg hos et vennepar der har en lille nyfødt, så gik vi tæt på med Jakob og han aede hende på benet og på kinden :) så han er godt opdraget :) jeg er ikke nervøs for at han ikke kan omgås børn, det kan han. Både de børn vi har i familien og i vennekredsen, børn han møder i det offentlige rum. Og det skal han kunne for hans videre færd i livet, han skal jo ikke leve isoleret. Han skal også have venner og et socialt netværk og det skal han nok få...man har bare nogle gange så travlt, måske også fordi Jakobs kronologiske alder siger 3 år, men han er jo ikke 3 år mentalt, så vi kører i et helt andet tempo!

Han udtrættes så hurtigt, mormor og bedste passede ham igår mens jeg igen var til tandlæge og så bagefter til møde.

Han faldt i søvn i sansegyngen om eftermiddagen, vi gik alle ud i haven og solen skinnede så han lå i sin flyverdragt på en hynde og hyggede sig. Han havde været urolig og han var træt, så normalt sover han ikke lur, men blot det at han bliver passet af dem, gør ham ekstra træt. Pludselig begynder det at regne, og Jakob sover, så jeg henter vores kæmpe paraply og lægger hen over gyngen så han ligger totalt i tørvejr, han har flyver på og vi putter ham med et tæppe, og der ligger han og sover så fredfyldt :) midt i regnen...i tørvejr :)

Og jeg synes det er et meget godt billede på det hele, rundtomkring regnede det...Men Jakob lå i tørvejr...Han skal nok få det godt der hvor han er, det skal vi sørge for og det VIL vi sørge for. Vi vil til hver en tid kæmpe for Jakobs behov, og ikke samfundets forventninger til os eller ham. Jakob skal have et godt og værdigt liv. Færdig. Jeg vil til hver en tid løbe ud i regnen uden ovetøj på for at sørge for han får den paraply, der giver ham tørvejr. Til hver en tid, jeg vil kunne tørre mig bagefter, tage nyt tøj på og give mig selv varme.

Det kan Jakob ikke.