Storesøster

Min storesøster og niece kom på besøg i søndags og de skulle overnatte til mandag. Jeg havde virkelig glædet mig, for det er ikke så tit vi ser hinanden, da vi adskilles af en del kilometer.

Jeg har et tæt forhold til min søster, måske styrkes det af at der er næsten 10 år imellem os og hun ofte passede mig da jeg var lille...Så vi følger hinandens familier og vi er gode til at være der for hinanden og vi snakker om alt nærmest. Det er rigtig dejligt...Jeg var 12 da min niece kom til verden og vi voksede nærmest op sammen, jeg elskede at lege med hende, dengang boede de tættere på mine forældre så vi sås ret tit. Og ofte passede mine forældre hende, så på den måde kom vi tæt på hinanden, min niece og jeg. Nu er hun voksen og i 20erne og vi lever hvert vores liv, og har måske ikke kunne bibeholde den helt samme tæthed, vi bor i hver sin del af landet og man er bare to forsk. steder i livet, men jeg føler stadig sådan en tilknytning til hende og vi sms jævnligt.

De ankommer om eftermiddagen, min søster har hentet min niece på vejen og jeg sætter sen frokost på bordet og putter den hjemmebagte tærte i ovnen, da de kommer ind af døren. Vi krammer, og der er dømt hygge :)

De hilser også på børnene, og hvor Emma har brug for kort tid til at omstille sig, tager det længere tid for Jakob. Han vil ikke sidde ved bordet, når vi skal spise, men søger væk og det får han lov til. Så jeg pendler fra spisebordet hen til lænestolen, for at give ham mad.

Han betragter dem og som min mand siger, spiller han også lidt op, han kigger og gør sig lidt til, men magter alligevel ikke de kommer for tæt på.  Da de begynder at spille Wii med Emma, fornemmer min mand at Jakob søger væk, så han giver ham et bad og det hygger han sig med.

Da vi skal spise aftensmad går det galt, Jakob bliver hurtigt ked af det ved bordet, da snakken begynder at flyde, og selvom jeg ikke bryder mig om det beder jeg dem tale lidt stille mens jeg forsøger at få mad i Jakob, min side af familien taler meget højt, og jeg føler mig en smule ambivalent, da jeg beder dem tale lidt stille, men omvendt er det her jo vores hus og jeg synes ikke man træder nogen over tæerne ved at bede dem tage hensyn.

Jeg må dog gå med Jakob og spise sammen med ham i soveværelset, for det går selvfølgelig ikke, det er synd for ham og umuligt at få mad i ham ellers.

Han er færdig og bliver lagt ind på værelset lidt, han får lige en timeout og efter nogen tid numser han ud i stuen igen, han får sin natmad og kommer ind i seng, han falder i søvn af sig selv ved 22 tiden. De andre går også i seng og min søster og jeg kan sidde stille og roligt inde i stuen og få snakket om en hel masse, så det er rigtig dejligt. Jeg synes hun er så god at snakke med og jeg nyder at vi kan vende ting med hinanden. De har også en masse de slogs med, og jeg ved de har det hårdt pt. jeg vil rigtig gerne være der for dem og følge med i hvad, der foregår. Vi har ikke verdens største familie, men vi har da hinanden....

Næste morgen får Jakob sin morgenmad mens de andre sidder i sofaen og ser Dirty Dancing, da vi så får brunch, går jeg frem og tilbage fra min mad til Jakob, som sidder på gulvet i behørig afstand fra os, men skramleæg, det vil han jo gerne have :)

Vi går en tur og min søster skubber vognen mens jeg tager Albert...Jakob er dog urolig og vi bytter på halvvejen. Han begynder at blive ked af det og vælter sig rundt i vognen, min søde storesøster spørger om de måske skal afkorte deres besøg lidt, det var meningen de ville køre hen på eftermiddagen, men hun kan også se Jakob er fyldt nu.

Men det hører Emma og så bliver hun ked af det, hun går med foroverbøjet hovede og lige pludselig får jeg så ondt af hende. Da vi når hjem i haven kommer jeg til at græde, min søster tager armen om mig...Jeg er træt af jeg bryder sammen, men jeg synes man forsøger at "løbe" så stærkt, man forsøger at tilgodese alles behov, men det er så vanvittigt svært...Jeg ved godt Emma ikke går istykker af at de kører før tid, de har sovet hos os og vi har hygget os, men vi havde snakket om vi skulle hjem og spille lidt Wii efter gåturen, og da det går op for hende det nok ikke sker bliver hun selvfølgelig trist, hun skaber sig ikke, sådan er Emma ikke, men netop derfor bliver jeg ked af det.

Så vi bliver enige om at de lige spiller sammen med Emma, og imens tager jeg Jakob med ind på værelset og putter ham under dynen med musik og lidt lys, mens jeg nulrer ham.

Min søster spørger om jeg er okay...og det er jeg, og så kan de køre. Hun passer på mig, min storesøster...Min niece ville gerne have været på shoppetur, det havde vi ikke lige planlagt eller tænkt på, men da vi går der på stien, så ved jeg også at det havde været umuligt med Jakob...Desværre. Man kan ikke BARE tage ham med, slet ikke hvis han har været mentalt belastet dagen før...Han kan ikke rumme det.

Efter de er kørt liver Jakob op! Han bliver tydeligt lettet og fjoller rundt, han spiser 2 stykker rugbrød og han og Emma leger, han har sådan et rør man kan kravle igennem, han har ikke gjort det før, men med et lettet humør og en opfindsom storesøster, så gør han det! Emma sætter røret ned over ham og ryster det så han griner, og så lægger hun det ned og på den måde inviterer hun ham til at kravle igennem! og vi klapper, jeg klapper og istedet for at tage Jakob op, så løfter jeg hende op og krammer hende og siger: "Hvor er du dygtig!!!" Hun bliver så stolt, hun havde sikkert troet jeg ville rose Jakob først, men jeg tænkte det var vigtigere at anerkende hende først...og senere siger hun: "Jeg var faktisk lidt dygtig, jeg lærte Jakob at kravle igennem!" Og det var lige præcis det jeg ønskede mig hun skulle føle. Bagefter tog jeg Jakob op :)

Som min mand sagde da han kom fra arbejde, så føler han ikke Emma lider under det her, der kunne også være andre faktorer der gjorde de skulle køre før det var planlagt, man skal være foranderlig, hun må bare ikke føle det er Jakobs skyld, jeg har da tænkt på hvornår den bemærkning kommer: "Det er Jakobs skyld" at hun nogle gange må ofre sig...men måske kommer bemærkningen aldrig hvis vi formår at tilgodese hende på den rigtige måde? Man arbejder sammen og tager hensyn i en familie, sådan er det. Det må hun gerne lære...

Jakob er som han er, han har det bedst i sine trygge rammer herhjemme. Han vil gerne opleve og se ting og møde folk, men han får meget hurtigt nok og har brug for et helle...Da de var her kunne han ikke finde ro, han kan jo ikke gøre for han har det sådan, det ligger i ham. Det er så vigtigt man anerkender det, så man kan hjælpe ham.

Jeg kan virkelig ikke forestille mig han vil kunne finde ro i en børnehave, sådan som han er nu...Sådan som han er kodet. Jeg ved godt de har sanserum og smukker kasser med lys i osv. men som min mand sagde, så har han brug for hans familie, os...kernen. Far, mor og Emma, der finder han ro.

Vi skulle have været på besøg i børnehaven idag, men jeg måtte melde afbud efter de to dage her kan Jakob med sikkerhed ikke rumme det og eftersom han først faldt til ro ved 2 tiden pga det, så ville jeg aldrig kunne vække ham med succes for at drage afsted. Sådan er det...

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige...Vores liv er ikke altid nemt, men jeg elsker det stadig. Sådan er det...det behøver ikke være let for at være smukt, heldigivs.

Så storesøster, tak fordi I kom, jeg elsker at tale med dig, jeg elsker den person du er, og jeg håber altid vi to vil kunne tage del i hinandens liv og familier.