Hvor er det grimt...

Idag kommer Emma hjem og fortæller at en pige fra hendes klasse sagde: "Alle handicappede er grimme".."Gælder det også min lillebror?" Spørger Emma så. "Ja han er grim i hovedet" havde pigen så sagt...og det er endda en pige Emma har leget med...En veninde.

Og så er det jeg bliver stolt af min datter..."Så gik jeg efter hende mor og sagde at det ikke var pænt sagt og at jeg ikke vil lege med hende mere!"

Det synes jeg dælme er flot! Hun bevarer roen og hun bliver ikke hidsig eller voldsomt ked af det, hun markerer bare at det ikke er iorden. det synes jeg er fint, rigtig fint og det er så fint at hun ikke brænder inde med det, hun får det ud med det samme, det hun tænker...Og så er hun god til at sige det til os, alt hvad hun oplever, på den måde kan vi hjælpe hende og guide hende og mærke efter på hende, hvordan hun har det...Jeg håber det bliver ved med at være så åbent for hende, så naturligt.

Vi talte videre om, hvad der kan gøre en ked af det..."Hvad kan gøre dig ked af det mor?" Spurgte hun, "uh det ved jeg ikke", siger jeg. "Hvad med dig?" "Noget med Jakob" siger hun så..."Hvis der er nogen, der siger noget om Jakob!"

Åh, det gør så ondt, for selvfølgelig er hun sårbar omkring ham, ligegyldig hvor stærk hun er osv. så er det aldrig rart, når nogen siger noget grimt om en man elsker! Det er så vigtigt at vi støtter hende og hjælper hende, for kommentarer som dette vil hun møde...desværre. Jeg ville ønske verden var mere idyllisk og idealistisk...Det er vigtigt for mig at hun viser det hun føler, at hun siger fra, men uden at miste besindelsen, for hvis de finder ud af de kan få hende til at flippe ud eller blive hidsig, så vil de måske synes det er sjovt.

Jeg synes godt nok børn er hårde ved hinanden....der er en dreng i Emmas klasse der stammer lidt, ham er der nogen der omtaler som "gak gak"..."det siger de om ham mor".

Jeg bliver så ked af det...er det virkelig sådan det er?

Hvor er det grimt...