fredag den 19. oktober 2012

Hyggetur...Vi prøver igen en anden dag


Igår  ville jeg køre på en hyggetur med Jakob...Emma er hos farmor, så jeg tænkte at vi ville køre en tur og hygge os lidt. Jeg startede med at køre til bageren efter Jakobs yndlingsboller, han stod selv op inde ved bageren og holdte ved disken. Vi ville køre i centret for jeg skulle også handle lidt. Da det er efterårsferie vidste jeg jo godt der nok ville være lidt postyr, og jeg håbede der måske var et eller andet undeholdning for børn på torvet, som Jakob kunne få glæde af. På vej i bilen spiser han den ene bolle, og da vi når hen til centret og han kommer i vognen går alt fint, men så snart vi kommer ind så tager han fat i min arm, der er selvfølgelig masser af børn, der stormer rundt og jeg prøver at smile til ham og sige at børnene da er så søde...for det er de, der løber en lille gut rundt om benene på os, han er mega nuser og han kigger op på os, jeg smiler til ham, men Jakob bliver ked af det, så vi går ind i en Brugskunstforretning og kigger lidt, men jeg må bære ham, for han vil ikke sidde i vognen.

Jeg tænker vi sskal give det en chance, så vi går lidt videre igen, gennem menneskemængden, men da han begynder at kigge op i loftet og stadig holder fast i begge mine arme, så tænker jeg at den indkøbstur er forbi...inden den startede vel at mærke.

Jeg har lovet Emma flæskesteg, det er god fredagshyggemad, så jeg kører i REMA for det kender Jakob jo, da vi ofte handler der. Men jeg kan slet ikke få ham ned i indkøbsvognen, jeg prøver af flere omgange, men han stritter så meget imod, at det ikke længere er en god måde at udfordre ham på, nu er det bare synd!

Så vi kører hjem igen...Da vi kommer hjem er han lettet og vi hygger os, jeg tænder børnemusik og vi danser rundt...Det elsker han. Han er begyndt at gå-træne rigtig meget, og vil gerne bare holdes i én hånd :)

Han har har fået en fin soverytme. I forgårs faldt han i søvn kl. 22 og vågnede kvart i 8. Igår sov han kl. 19 og vågnede til morgen kl. 6...super fint. Behandlerne har sagt at måske vil en bedre soverytme gøre ham mere tolerant, men det virker ikke sådan. Jeg ved ikke hvad det er, der bestemmer udfaldet af Jakobs dag, det kan jeg endnu ikke gennemskue, hans overskud svinger rigtig meget, men ideen er at vi stadig udfordrer ham, samtidig med at vi mærker efter hvornår han ikke kan klare mere.

Igår tænkte jeg det ville være en god udflugt, det som alle andre forældre ville gøre med deres børn.

På søndag prøver vi svømmehallen, for vores allesammens skyld, ikke kun Jakobs. Og så så må vi se...Vi tager det som det kommer...Det er man nødt til når det er ved at gå op for en, at man ikke kan være på forspring altid, man kan ikke altid vide hvordan det ender, når man vælger at "udsætte" Jakob for noget. Men én ting ved jeg...og det er at han finder ro her i vores hjem, her kan han finde tilbage til sig selv og sin ro, og det gør mig så usigeligt glad at han finder rigtig tryghed her, for det fortjener han!

Og ligemeget hvad, så vil vi prøve igen og igen, på at vise Jakob nye ting, sjove ting...men måske man skal begynde at tænke nærmere over, hvad han synes er sjovt? Måske er hans form for sjov ikke vores form for sjov? Men vi er en familie og vi laver ting sammen, sådan er det nu engang. Det kan være et puslespil at gøre alle glade, men man må tage de momenter man kan få. Jakob nød sin bolle på vej til centret igår og jeg fik købt mig den fineste vase, da vi gemte os i brugskunstforretningen, også selvom jeg havde Jakob på armen :)

Så på en måde blev det en hyggetur alligevel. Vores form for hyggetur. For jeg bliver ikke skuffet, når det ikke lykkes og jeg bliver ikke anspændt, jeg tænker bare at man ikke altid ved hvad man får...eller man får ikke altid det man tror, men så får man noget andet.

Og der er noget godt i det hele. Sådan kan man ihvertfald vælge at se på det! Og det vælger jeg. Jeg er glad for alt det jeg får. Og jeg får meget...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar