Jeg skal have de puder...

Vi er ved at planlægge Emmas fødselsdagsgave...Vi havde egentlig tænkt på en rigtig fin kontorstol og et skrivebord, men hun har fortalt mormor at det hun ønsker sig allermest er en cykel og den skal være pink...

Så det får hun.

Og så får hun skrivebord af farfar og farmor og Jakob giver hende en kontorstol :) På den måde kan hun få alt det hun ønsker sig...Jeg ved mine forældre har købt en ny fin løber til gulvet, en lampe og sengetæppe og puder...så hun får en lille mini makeover...

Mens jeg sad og kiggede på IKEAs hjemmeside efter puder til Emma ( fra Albert :) faldt jeg over nogen som jeg synes var fine og skrev til min mand at dem måtte han købe til mig, når han hentede de andre ting...

Så skrev han tilbage at han ikke havde tal på hvor mange gange jeg har skiftet rygpuderne i sofaen ud, så det synes han ikke igen igen...var nødvendigt.

Men det synes jeg :) Og jeg ved godt hvorfor...

De sidste par aftener har Jakob været svær at putte, han græder og vridder sig rundt i sengen og er bare sur og ked og mens jeg ligger der og forsøger at få ham bragt lidt ned på jorden igen, mens jeg krammer ham og kysser ham og tæller hans finger igen og igen...mens jeg bliver ramt af fødder i hovedet og han river mig i håret i frustration, fordi han IKKE selv kan falde ned, men er træt...

Så ved jeg lige præcis hvorfor jeg har brug for de puder!

BARE FORDI.

Talehørepædagogen var der igår...Det føles dejligt at komme igang med noget konkret, hun forsøgte at engagere Jakob, men han blev ked af det, først kiggede han væk og så vred han sin krop...Jeg prøvede også at sidde med ham imens hun viste ham billeder, men hun bakkede med det samme, da hun mærkede hvor sensitiv han er og sagde at hun ville bruge en anden indgangsvinkel...de næste mange gange vil hun komme og bare være i stuen og snakke med mig og sætte mig igang...han skal først vænnes til hendes stemme, hendes tilstedeværelse og mærke materielerne og vænne sig til lyden af velcroen, der "ritscher" hver gang billederne sættes af og på, hun kunne nemlig se det gippede i ham, da hun gjorde det.

Jeg havde egentlig snakket med ergo og især fys om at sætte dem på standby mens talehørepædagogen intensiverede sine besøg, men det må man ikke...de skal komme min hver tredie uge. Jeg synes egentlig det er skørt, at man ikke kan forvalte ressourcer efter behov kontra efter rigide regler. Vi kunne nøjes med at tale i tlf. et par mdr. og de kunne forvalte deres tid. Men jeg har ikke noget imod de kommer og rådgiver og vi kan tale om nogle ting...de foreslog det selv, så de har jo også set det fornuftige i det, noget jeg selv havde tænkt på. Men sådan er det så, på den anden side er det rart de ikke bare forsvinder, at man stadig føler man kan bruge dem, så i bund og grund er det fint nok.

Igen og igen...når man tænker på det her med at der kommer "fremmed" mennesker i ens hjem, behandlere...skemaer og målsætninger, der skal overholdes osv. osv. så er det surrealistisk. Både min mand og jeg synes det er SÅ mærkeligt stadigvæk...Nu bliver vores lille dejlige smukke Jakob snart 4 år!!!!

Og hvor er vi? Hvor ender vi? Vi aner det ikke...Vi aner ikke om han svarer til en på 11 mdr. på 2 år? Vi aner ikke om han nogensinde kommer til at tale...Hvor er det mærkeligt at tænke på...og man skal virkelig ikke tænke for meget over det, for så går det op for en at man stadig føler sig SÅ ny i det her. Vi har stadig ikke styr på følelserne, på fremtiden...

I går så vi "Bortført" med Jonas Bakrawi og man ser en af de to sønner kalde på sin far..."daddy!"

Og så kom min mand hen og sagde til mig..."Det der, det ønsker jeg mig da stadig...Det holder man nok aldrig op med at ønske sig".

Og han har ret...Og det er også mit største ønske, at Jakob kommer til at tale, bare lidt...For vi bevæger os på nogle punkter stadig i spædbarnsland, hvor man skal gætte sig til hvorfor han græder, jeg ville ønske han kunne fortælle mig det.

Spædbørnsforældre higer efter når barnet bliver 1-2 år, så sproget begynder at komme, for så forstår man barnet bedre jo...hvem har ikke vandret rundt med sin lille baby og være frustreret over at det græd? Det har vi alle prøvet...Vores forsætter...Har han ondt i maven? Er han sulten? Overtræt?

Selvfølgelig kan vi læse Jakob med mange ting, men han kan lige pludselig blive voldsomt ked af det og kaste sig baglæns og så tænker man: "Hvad dælen var det?" Hørte han en lyd, ramte hans ske tænderne, da jeg gav ham en bid mad? Var det en forkert sang på nintendoen?

Jeg ved bare der er så meget inde i lille Jakob...og han skulle jo gerne have det ud! F eks står der en kasse på hans værelse, der har jo ofte vand stående på, et glas med vand...Men selv når glasset ikke er der, og han kigger ned på kassen VED jeg at det er fordi han er tørstig, han kan huske det stod der, han øjnudpeger...Men hvem ved det ellers? Når nu glasset ik er der...de kunne tro han ville have æsken åbnet, eller at han vil have tændt det lille lysakvarie, som også står på kassen.

Han kan så nemt blive misforstået og det hader jeg.

Og det er derfor jeg skal have de puder...uden brok fra min mand :) BARE FORDI.